Drøftelse om krav til gadeplansmedarbejdere
Socialudvalget skal drøfte Socialforvaltningens praksis for rekruttering af gadeplansmedarbejdere.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget
-
At Socialudvalget drøfter forvaltningens krav til gadeplansmedarbejdere.
Problemstilling
Socialudvalget har bedt om at få en drøftelse af de krav, der stilles til gadeplansmedarbejdere og medarbejdere i andre lignende stillinger i Socialforvaltningen. Med krav menes der kompetencer, kvalifikationer, viden, uddannelse, erfaringer og personlige kvalifikationer.
Løsning
De fleste gadeplansmedarbejdere i Socialforvaltningen arbejder med udsatte børn og unge. De udgår derfor fra de lokale børnefamilieenheder, byens fem 18 + centre, Sjakket, Pigegruppen og Københavnerteamet under Borgercenter Børn og Unge. Socialforvaltningen har også en gadeplansindsats for voksne i Hjemløseenheden i Borgercenter Voksne. Målgruppen her har typisk problemstillinger som psykisk sygdom, misbrug og hjemløshed. Hjemløseenheden har kontinuerligt kontakt med knap 400 københavnere, udenlandske og udenbyske borgere, som er i individuelle forløb eller som ydes enkeltstående råd og vedledning.
I det følgende rettes fokus på det opsøgende og udgående arbejde på gadeplan med udsatte børn og unge.
Rekruttering af gadeplansmedarbejdere
Når Socialforvaltningen i dag ansætter nye gadeplansmedarbejdere, er det først og fremmest vigtigt, at den pågældende person har viden om målgruppen, pædagogisk og socialfaglig erfaring, opnåede resultater fra lignende stilling og gerne en pædagogisk uddannelse. Det er desuden afgørende, at den pågældende er i stand til at være opsøgende og skabe en troværdig relation til de unge, som det pædagogiske arbejde kan udvikle sig i. Nye gadeplansmedarbejdere gennemgår en grundig introduktion til området de skal arbejde i, målgruppen og de relevante tilbud, som Socialforvaltningen har til udsatte københavnere. Der er løbende supervision, intern uddannelse i faglige metoder og værdier og krav om uddannelse blandt medarbejdere.
En tidligere straf anses ikke som en kvalifikation i forhold til arbejdet, ligesom forvaltningen generelt er gået væk fra den tidligere forståelse af rollemodelsbegrebet, og tilstræber at undgå, at medarbejderne i praksis arbejder med borgere, som de selv er vokset op sammen med. En tidligere straf betyder ikke, at man er udelukket fra ansættelse som gadeplansmedarbejder i Københavns Kommune. Kommunens vejledning til vurdering af straffeattest foreskriver, at der ikke må udarbejdes generelle retningslinjer, der udelukker straffede personer fra ansættelse, da der i så fald ville være tale om tab af borgerlige rettigheder.
I Socialforvaltningen indhentes der altid børneattester samt straffeattest til offentlige myndigheder for medarbejdere, der skal være beskæftiget med børn og unge under 15 år. Heraf vil samtlige domme, bøder og sager, der har ført til tiltale af straffelovsovertrædelser de seneste 10 år fremgå. Børneattesten indeholder oplysninger om domme for sædelighedsforbrydelser mod børn. Hvis en person har begået noget alvorligt mod børn, vil det fremgå af børneattesten, også selv om det ligger mere end ti år tilbage. Der indhentes endvidere altid referencer fra tidligere ansættelser. Dermed har forvaltningen mulighed for i den enkelte sag at vurdere ansøgerens egnethed. I vurderingen af straffeattesten skal man tage højde for, hvilken type kriminalitet, der er begået, om der er formildende omstændigheder i personens liv på tidspunktet for dommen, fx om man var ung, og helt centralt er det, hvordan personen reflekterer over den begåede kriminalitet.
I rekrutteringen af medarbejdere til hjemløseenhedens opsøgende og udgående arbejde lægges der vægt på de samme kriterier i rekrutteringen af nye medarbejdere. Der indhentes dog ikke børneattest og straffeattest.
En plettet straffeattest er derfor ikke i udgangspunktet ensbetydende med, at man ikke kan blive ansat som gadeplansmedarbejder i Socialforvaltningen. Det skal dog understreges, at Socialforvaltningen ikke anser tidligere begået kriminalitet som en personlig kvalifikation i arbejdet med kriminalitetstruede unge. Tværtimod er forvaltningen i rekrutteringen af medarbejdere med opsøgende og udgående funktioner meget opmærksom på de risikofaktorer, der er forbundet hermed.
I perioden 1997-2001 var der, bl.a. på Nørrebro, bydelsforsøg i København. Der var på Nørrebro fokus på at skabe lokal sammenhængskraft, og der var i arbejdet med udsatte børn og unge en udbredt forståelse af, at medarbejderne ville have en større gennemslagskraft, hvis de havde et indgående og personligt kendskab til de miljøer, de skulle arbejde i, og med de problemstillinger, som de skulle arbejde med – herunder kriminalitet. Dermed skulle de agere som rollemodeller for de unge. Det førte til ansættelse af flere medarbejdere, som selv stammede fra de udsatte miljøer, og som selv havde en fortid med kriminalitet.
Gadeplansarbejdet har siden udviklet sig i takt med at udfordringerne på gaden og behovene blandt de unge og deres familier har ændret sig.
Socialforvaltningen ser i disse år en øget mobilitet blandt de unge, som færdes i byrummet. De unge har lokale netværk, men bevæger sig også i stigende grad rundt om i byen og på tværs af tidligere skel. Gadeplansarbejdet skal derfor i dag imødekomme dels behovet for kontinuitet og kendskab til lokale unge, tilbud og muligheder, dels behovet for at kunne følge de unge rundt i byen.
Der er behov for en løbende tilpasning af gadeplansindsatsen, så forvaltningen hele tiden er på højde med de udfordringer, der sker i takt med, at de unges adfærdsmønstre, og dermed også deres behov for støtte, ændrer sig. Samtidig skal der sikres en bredde i medarbejderfladen, således at indsatsen appellerer til forskellige udsatte unge, både piger og drenge af både dansk og udenlandsk oprindelse, og både når de er alene, og når de optræder i grupper.
Afskedigelser og anmeldelser af medarbejdere i hele Socialforvaltningen
Siden primo 2014 til dags dato har Socialforvaltningen ud af 7022 ansatte afskediget og anmeldt 13 medarbejdere til politiet. Der er primært tale om sager, hvor der er mistanke om, at medarbejderen har begået tyveri fra enten borgere eller arbejdspladsen. Det er uvist, om der i de 13 anmeldelsessager er faldet dom.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser
Videre proces
Socialforvaltningen foretager sig ikke videre.
Nina Eg Hansen
/ Ane K. Christensen
Beslutning
Kontorchef Ane K. Christensen deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev drøftet.