Henvendelse fra Mændenes Hjem om stofindtagelsesrummet Skyen
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
1. at Socialudvalget godkender, at finansiering af 1 mio. kr. i 2016 til en ekstra medarbejder om natten i Stofindtagelsesrummet Skyen indgår i forhandlingerne om overførselssagen 2015 til 2016
2. at Socialudvalget, hvis ikke der findes midler i forbindelse med overførselssagen, godkender, at Stofindtagelsesrummet Skyen fremover holder lukket natten mellem søndag og mandag i tidsrummet 23.45-7.45 pr. 1. april 2016 (løsning A),
eller
3. at Socialudvalget, hvis ikke der findes midler i forbindelse med overførselssagen, godkender, at Stofindtagelsesrummet Skyen lukker fast én time tidligere hver dag, så Skyen lukker kl. 5.45 i stedet for kl. 6.45 pr. 1. april 2016 (løsning B).
Problemstilling
I 2013 åbnede stofindtagelsesrummet Skyen i Mændenes Hjems stueetage på Vesterbro. For at imødekomme brugernes ønske om at anvende stofindtagelsesrummet i nattetimerne og for at mindske generne i nærområdet, blev der i budgetaftalen for 2015 afsat 3,5 mio. kr. i årlig drift i årene 2015 til 2016 til at holde døgnåbent. Skyen har i 2015 haft døgnåbent alle ugens syv dage, på nær en time ud på morgenen, hvor der holdes lukket imens der gøres rent.
Mændenes hjem, som driver Skyen, har henvendt sig til Socialborgmesteren pga. økonomiske udfordringer med fortsat at holde døgnåbent. Det er Socialforvaltningens vurdering, at der af hensyn til sikkerheden bør være fire medarbejdere på vagt samtidig. Dels for at imødekomme Arbejdstilsynets krav om, at der i Skyen ikke må være planlagt alenearbejde. Dels for at kunne håndtere den store efterspørgsel på stofindtagelseskapaciteter i løbet af natten, og endelig for at skabe bedre rammer for, at vagtplanen for de ansatte kan hænge sammen.
I Skyens nuværende bevilling er der kun midler til tre medarbejdere, fordi man oprindeligt antog, at det var tilstrækkeligt. I 2015 har Mændenes Hjem fundet midlerne til den fjerde medarbejder gennem omprioritering af øvrige midler på Skyens ramme, som, ifølge Mændenes Hjem, ikke har dækket omkostningerne fuldt. Denne løsning er derfor ikke holdbar i længden.
Løsning
Socialforvaltningen anbefaler, at man opretholder det nuværende serviceniveau i Skyen og foreslår derfor, at finansiering til yderligere en medarbejder, svarende til 1 mio. kr. i 2016, indgår i forhandlingerne om overførselssagen 2015 til 2016 – se budgetnotat vedlagt som bilag 1.
Hvis der ikke findes midler via overførselssagen til at opretholde den nuværende åbningstid i Skyen, har Mændenes Hjem foreslået to alternative modeller, der indebærer en justering af åbningstiderne. De vurderer, at løsning nummer 1 herunder vil få færrest negative konsekvenser. Socialforvaltningen anbefaler derfor, at Socialudvalget beslutter løsning 1, hvis der ikke findes midler i opverførselssagen.
Løsning A: Afvikling af natåbent mellem søndag og mandag.
Mændenes Hjem har på baggrund af deres undersøgelse af antal stofindtag i nattetimerne samt dialog med medarbejdere og tillidsrepræsentanter vurderet, at denne løsning belaster brugere, medarbejdere og naboer mindst.
Ifølge Mændenes Hjem er der i gennemsnit betydeligt færre stofindtag natten mellem søndag og mandag end de øvrige nætter, hvilket gør at denne løsning belaster både brugere og omgivelser mindst muligt. En fast ugentlig lukket nat forventes desuden at være simplere at kommunikere til brugerne end ændrede åbningstider hele ugen, og derfor er forhåbningen, at brugerne vil tage ophold andre steder og dermed ikke være til gene for naboer til Skyen i det pågældende tidsrum. Dertil har medarbejdergruppen givet udtryk for, at denne løsning vil belaste arbejdsmiljøet og trivslen mindst for den enkelte nattevagt, der kan omlægge timerne til en fast ugentlig aftenvagt, der i dag varetages af vikarer.
Løsning B: Lukning en time tidligere hver dag
Mændenes Hjem har endvidere undersøgt muligheden for at lukke Skyen en time tidligere hver dag, således at tilbuddet lukker kl. 5.45 i stedet for i dag kl. 6.45 (der er i dag lukket fra 6.45 til 7.45, hvor der gøres rent). På Mændenes Hjem er man bekymret for, at det kan skabe gener for omgivelserne, da det forventes, at brugerne vil opholde sig på gaden indtil Cafeen i Den Runde Firkant åbner for morgenmad kl. 6.30. Skyens medarbejdere har desuden givet udtryk for, at denne løsning vil være en betydelig større belastning arbejdsmiljømæssigt.
Økonomi
Godkendelse af indstillingens 1. at-punkt vil betyde, at et budgetnotat på 1 mio. indgår i forhandlingerne om overførselssagen. Indstillingens 2. og 3. at-punkt har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt 1. at-punkt godkendes, bliver vedlagte budgetnotat (bilag 1) sendt til Økonomiforvaltningen til brug for forhandlingerne om overførselsdagen.
Nina Eg Hansen
/ Eva Stokbro
Beslutning
Vicekontorchef Eva Stokbro deltog under punktets behandling.
Der var afstemning om indstillingens 1. at-punkt:
For stemte: 8 (Ø, A, B, O, V)
Imod stemte: Ingen
Undlod: 1 (C)
1. at blev vedtaget.
Der var enighed om at godkende indstillingens 2. at-punkt, hvorefter 3. at-punkt bortfaldt.
Indstillingens 1. og 2. at blev således godkendt.