Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes implementering af Overgrebspakken
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget at anbefale Borgerrepræsentationen,
- at tage resultaterne af Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes implementering af Overgrebspakken til efterretning, jf. bilag 1.
Problemstilling
Ankestyrelsen har i alt gennemgået 103 sager til brug for undersøgelsen. Københavns Kommune har bidraget med tre sager, der er tilfældigt udvalgt ud fra fastlagte kriterier.
Resultatet af praksisundersøgelsen forelægges Borgerrepræsentationen, da disse undersøgelser i henhold til retssikkerhedslovens § 79 a skal behandles på et møde i kommunalbestyrelsen i de kommuner, der har deltaget i undersøgelsen.
Løsning
Ankestyrelsen vurderer, at alle tre sager fra København er behandlet efter reglerne i Overgrebspakken, og at sagerne ikke giver anledning til bekymring. I en enkelt sag har Ankestyrelsen vurderet, at kommunen har handlet eksemplarisk i forhold til Overgrebspakkens regelsæt. Særligt skemaet til brug for behandling af underretninger er rigtig fint, fremhæver Ankestyrelsen. Skemaet er de formularer, som ligger i Socialforvaltningens it-system, CSC Social. Med Overgrebspakken blev der indført en række særlige sagsbehandlingsregler, og disse understøttes via CSC Social, hvorved en systematisk sagsbehandling sikres.
Ankestyrelsen konkluderer generelt i undersøgelsen at:
- Kommunerne skal huske at behandle en underretning i løbet af 24 timer fra det tidspunkt, kommunerne første gang får kendskab til underretningens indhold – uanset, at underretningen modtages mundtligt eller skriftligt.
- Kommunerne skal være ekstra opmærksomme på at lave en børnefaglig undersøgelse i sager med en underretning om mistanke eller viden om overgreb mod et barn eller en ung. Sager med viden eller mistanke om overgreb vil som udgangspunkt ikke være omfattet af målgruppen for servicelovens § 11, der handler om tidlig indsats, og hvor bekymringerne for barnets eller den unges udvikling er af mindre bekymrende grad, således at der ikke er grundlag for at opstarte en børnefaglig undersøgelse. Der kan ydes meget forskellig hjælp efter § 11, der alt sammen har til formål at sikre, at problemerne ikke bliver større.
- Kommunerne skal benytte børnehusenes bistand til den børnefaglige undersøgelse i sager, hvor der er mistanke eller viden om, at et barn eller ung under 18 år har været udsat for overgreb, og hvor det er relevant at inddrage og samarbejde med politiet eller sundhedsvæsenet. Børnehusene er etableret med blandt andet det formål at bidrage til kommunens børnefaglige undersøgelse i sager, hvor der er mistanke eller viden om, at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb, og hvor det er relevant at inddrage politiet og/eller sygehusvæsenet. En grundtanke i børnehus-modellen er, at de relevante myndigheder kommer til barnet eller den unge i børnehuset, og så vidt muligt yder deres indsats der. Børnehusets samlede ekspertise skal derved sikre, at indsatsen til det enkelte barn/ung sker med udgangspunkt i et tværsektorielt og børnevenligt helhedssyn, så det enkelte forløb tilrettelægges og koordineres så skånsomt som muligt, for barnet/den unge.
Ankestyrelsen har ikke fundet forhold som beskrevet oven for i de tre sager fra København, men det er selvfølgelig områder, som Socialforvaltningen løbende vil have fokus på i forbindelse med udviklingen af området.
Økonomi
Sagen har ikke økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis Socialudvalget tager indstillingen til efterretning, vil indstillingen blive oversendt til Borgerrepræsentationen.
Nina Eg Hansen
/ Ane Kristine Christensen
Beslutning
Kontorchef Ane K. Christensen deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev taget til efterretning.