Mødedato: 16.01.2019, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Status på afdækningen af indsatsen til udsatte stofbrugere

Se alle bilag

Resumé

Det blev i forbindelse med budgetaftalen for 2019 aftalt, at der frem mod overførselssagen 2018-2019 skal ske en afdækning af mulighederne for at styrke indsatsen for udsatte stofbrugere i København. Et udkast til afdækningen har været sendt i høring i perioden den 11. december 2018 til den 8. januar 2019. Socialudvalget forelægges nu en status på afdækningen. Den endelige version af afdækningen forelægges Socialudvalget på mødet den 6. marts 2019.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget tager status på afdækningen af indsatsen til udsatte stofbrugere i København til efterretning.

Problemstilling

I forbindelse med budgetaftalen for Københavns Kommune 2019 besluttede aftaleparterne, at ”der frem mod overførselssagen 2018-2019 skal ske en afdækning af mulighederne for at styrke indsatsen for udsatte stofbrugere i København, herunder afdække mulighederne for, samt fordele og ulemper ved, at oprette nye stofindtagelsesrum. Afdækningen skal fokusere på de geografiske områder, hvor omfanget af stofbrug og generne forbundet hermed er størst, herunder Vesterbro, Sundholm og Nørrebro/ Nordvest”.

Løsning

Socialudvalget vedtog den 3. oktober 2018 et kommissorium for afdækningen, hvoraf det fremgår, at den skal bestå af en skriftlig gennemgang af mulighederne for at styrke indsatsen for udsatte stofbrugere, en skriftlig indsamling af bidrag fra interessenter og et høringsarrangement. Socialforvaltningen har derfor gennemført en spørgeskemaundersøgelse for interesserede, herunder stofbrugere, og har fået over 2.000 besvarelser. Der er ca. 100 brugere, der har deltaget i spørgeskemaundersøgen. Derudover afholdt forvaltningen den 12. november 2018 et høringsarrangement med ca. 100 deltagere, hvor deltagerne kom med input til afdækningen.

De forskellige input fra indsamlingen og høringsarrangementet indgår i afdækningen, som derudover baserer sig på en række rapporter, evalueringer og undersøgelser, som Socialforvaltningen og eksterne parter har gennemført i de senere år. Derudover har forvaltningen inddraget lokale interessenter fra de geografiske områder, der nævnes i aftaleteksten i budgetaftalen. Disse er Bispebjerg Lokaludvalg, Samarbejdsforum Sundholm og følgegruppen for H17. Lokaludvalgene fra Amager og Vesterbro indgår i hhv. Samarbejdsforum Sundhold og følgegruppen for H17 og har peget på disse fora som relevante at inddrage. Afdækningen har været sendt i bred høring i perioden 11. december til 8. januar. Forvaltningen gennemgår nu høringssvarene og tilpasser afdækningen. Afdækningen forventes forelagt Socialudvalget i slutningen af februar.

Afdækningens indhold

Afdækningen er med udgangspunkt i aftaleteksten i budgetaftalen afgrænset til “de geografiske områder, hvor omfanget af stofbrug og generne forbundet hermed er størst”. Afdækningen har derfor fokus på bydele med stofindtag i det åbne rum og stofrelaterede aktiviteter på gadeplan, men ikke på den generelle misbrugsbehandling.

Afdækningen indledes med en kort introduktion til den lovgivningsmæssige ramme for stofindtagelsesrum. Herefter følger et opsummerende afsnit, der sammenfatter de positive tiltag i den nuværende indsats, samt udfordringer på området, og som også beskriver modtagne bidrag til justeringer i indsatsen. Derefter følger et overblik over det materiale og data, som afdækningen baserer sig på, og en række faktaark, der opsummerer de rapporter, undersøgelser og øvrige data, der ligger til grund for afdækningen.

Udkast til  afdækningen er vedlagt som bilag 1. Udover det vedlagte udkast til afdækningen er faktaark og bilag tilgængelige på Københavns Kommunes høringsportal Bliv Hørt under "Afsluttede høringer". Link: https://blivhoert.kk.dk/hoering/horing-af-udkast-til-afdaekning-af-indsatsen-udsatte-stofbrugere-i-kobenhavn

 
Forslag til justeringer i indsatsen

Afdækningen indeholder et afsnit, der opsummerer de forskellige input til justeringer af indsatsen, som er fremkommet i forbindelse med afdækningen. De modtagne input til justeringer kan opsummeres på følgende vis:

  • Stofindtagelsesrummene bør opdeles i mindre enheder og i forhold til indtagelsesformen. Der er blandt andet foreslået rygerum og injektionsrum med separate indgange samt flere og mindre tilbud til forskellige grupper af stofbrugere.
  • Indretningen af stofindtagelsesrummene kan forbedres, fx med skærmede pladser, hvor brugerne kan opholde sig efter, at de har indtaget deres stof samt bedre afskærmning og stole i rygedelen i H17.
  • Stofindtagelsesrum bør placeres i tilknytning til en værestedsfunktion, hvor der er tid til og fokus på relationelt arbejde og brobygning.
  • Stofindtagelsesrummene bør have en større geografisk spredning end i dag. Der er blandt andet nævnt Sundholm og Nørrebro/Nordvest som mulige placeringer for nye stofindtagelsesrum.
  • Et større fokus på at nedbringe generne fra stofindtagelsesrum i nærmiljøet, fx styrket oprydningsindsats.
  • En styrket rusmiddelbehandling for stofbrugere, fx flere behandlingstilbud og mere fremskudt behandling.
  • En eventuel etablering af nye tilbud i andre bydele bør ikke ske på bekostning af de nuværende tilbud på Vesterbro. Det blev foreslået, at der kan oprettes pilotprojekter eller mindre tilbud i andre bydele.

Høring af afdækningen

Udkastet til afdækningen har været sendt i bred høring fra den 11. december og frem til den 8. januar 2019. Høringen skal bidrage til en kvalitetssikring af den samlede afdækning.

Det har ikke været muligt at indarbejde høringssvarene i nærværende sag før udsendelsen. Socialudvalget vil få en mundtlig præsentation af høringssvarene på udvalgsmødet den 16. januar 2019. De samlede høringssvar vil blive gjort tilgængelige på kommunens hjemmeside, og interesserede medlemmer af Socialudvalget kan på forespørgsel få materialet udleveret i print. Socialudvalget vil blive forelagt den endelige version af afdækning af indsatsen for udsatte stofbrugere I Københavns Kommune på mødet den 6. marts 2019.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Socialforvaltningen vil på baggrund af de indkomne høringssvar tilpasse afdækningen. Socialudvalget vil blive forelagt den endelige version af afdækningen på mødet den 6. marts 2019.

 

 Nina Eg Hansen   

                                       / Eva Stokbro Jensen          

 

 

Beslutning

Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.

 

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top