Udstrækning af arbejdsklausulen og sociale klausuler på støtte- og tilskudsområdet
Resumé
På baggrund af en rapport, lavet af det tidligere advokatfirma Lett, vedrørende mulighed for udvidelse af brugen af sociale klausuler og arbejdsklausuler på tilskudsområdet, besluttede Socialudvalget en handleplan for området. På udvalgsmødet den 29. august 2018 behandlede udvalget en sag vedrørende evaluering af brugen af arbejdsklausuler og sociale klausuler. I forbindelse med behandlingen har Socialudvalget ønsket, at modtage en uddybning af nogle punkter vedrørende Socialforvaltningens brug af klausulerne.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget tager nedenstående vedrørende udstrækning af arbejdsklausulen og sociale klausuler på støtte- og tilskudsområdet til efterretning.
Problemstilling
Socialudvalget har ønsket følgende punkter uddybet i forhold til udstrækningen af arbejdsklausulen og sociale klausuler:
- en beskrivelse af begrænsningerne ift. tilbudsportalen
- en beskrivelse af hvordan Socialforvaltningen arbejder med klausulerne i forbindelse med driftsoverenskomster og udbud
- en beskrivelse af arbejdet med klausulerne i forbindelse med indkøb, og
- en beskrivelse af om klausulerne evt. også kan udstrækkes til tildelingen af § 18-midler
Løsning
Begrænsninger i forhold til tilbudsportalen
Tilbudsportalen indeholder sociale tilbud, der er godkendt af Socialtilsynet. Socialforvaltningen er forpligtet til at anvende de tilbud, der er optaget på portalen, når der skal findes et tilbud til en borger.
Der visiteres ud fra en socialfaglig vinkel ift. borgerens funktionsevne. Det vurderes derfor, at eventuelle sociale klausuler eller arbejdsklausuler ikke må forhindre visitering til det korrekte socialfaglige tilbud.
Hvis Københavns Kommune har mange borgere på samme sted efterstræbes det at forhandle klausuler på plads.
Arbejdet med klausulerne i forbindelse med driftsoverenskomster og udbud
Socialforvaltningen benytter altid klausulerne i forbindelse med udbud og ved indgåelsen af driftsoverenskomster. Socialforvaltningen er i gang med at opdatere og genforhandle diverse driftsoverenskomster af ældre dato. I forhandlingerne bliver der lagt vægt på klausulerne bliver indskrevet i de opdaterede kontrakter.
Anvendelse af klausulerne i forbindelse med indkøb
Udbyder Socialforvaltningen selv et indkøbsområde, indarbejdes klausulerne i kontrakten.
I forbindelse med enkeltstående indkøb uden udbud foretages en konkret vurdering af muligheden for at anvende klausulerne. Der anvendes altid en generel henstilling til leverandørerne om, at efterleve kravene om fair løn- og arbejdsvilkår for alle medarbejdere og alle underleverandørers medarbejdere.
Nogle forvaltninger har valgt at arbejde med en økonomisk bagatelgrænse, og Socialudvalget har spurgt, om Socialforvaltningen med fordel kan anvende sådan en. Socialforvaltningen har vurderet, at det kan være svært at indføre en bagatelgrænse, der skal være retningsgivende for, hvornår klausulerne anvendes, da et enkelt køb i Socialforvaltningen kan være meget dyrt, men hvor det kun drejer sig om en borger, der har brug for massiv støtte/hjælp. I den vedtagne handleplan har udvalget derfor også vedtaget, at forvaltningen så vidt muligt stiller krav om klausuler ved aftaleindgåelse.
Eventuel udstrækning til anvendelse i forbindelse med § 18-midler
Et egentligt støtteområde under Socialudvalgets ramme er de midler, der gives via uddeling af § 18 midler. Brug af klausulerne i forbindelse med tildelingen af § 18-midler afhænger af en konkret vurdering af det formål, der ydes tilskud til. Er dette eksempelvis baseret på frivillige, kan arbejdsklausulen og de sociale klausuler ikke tilknyttes tilskuddet. Det er således ikke altid muligt at betinge støtten eller tilskuddet af, at arbejdsklausulen og/eller de sociale klausuler underskrives. Endvidere er det ofte mindre tilskud, der ydes til foreninger, hvorfor kravet om klausuler kan overstige den støtte, der rent faktisk gives – eksempelvis 20.000 kr. til et bestemt formål.
Hvis det konkret er muligt, betinges støtten eller tilskuddet altid af, at klausulerne underskrives.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Socialforvaltningen vil fortsætte med at anvende klausulerne i størst muligt omfang og i overensstemmelse med den besluttede handleplan.
Nina Eg Hansen
/ Lone Berner Wolff
Beslutning
Kontorchef Lone Berner Wolff deltog under punktets behandling.
V afgav følgende protokolbemærkning:
”Venstre går ud fra, at Socialforvaltningen sørger for, at sociale klausuler ikke bliver unødigt byrdefulde og ikke må udelukke små og mellemstore leverandører.”
Indstillingen blev taget til efterretning.