Mødedato: 15.08.2012, kl. 19:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Social- og Integrationsministeriets decisionsskrivelse vedrørende revisionsberetning for 2010

Se alle bilag
Social- og Integrationsministeriet har på baggrund af revisionsberetningen for 2010 bedt Socialforvaltningen om at redegøre for status og forvaltningens tiltag på en række områder

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,
  1. at Socialudvalget tager Social- og Integrationsministeriets decisionsskrivelse vedrørende revisionsberetningen for 2010 samt Socialforvaltningens redegørelser til ministeriet på baggrund af decisionsskrivelsen til efterretning.

Problemstilling

Social- og Integrationsministeriet afgiver hvert år en decisionsskrivelse som opfølgning på den årlige revisionsberetning på det sociale område vedrørende Københavns Kommune. I ministeriets decisionsskrivelse af 30. marts 2012 vedrørende revisionsberetning for 2010 (jf. bilag 7) har ministeriet bedt Socialforvaltningen om at redegøre for status og forvaltningens tiltag på seks områder: 
- Fejlniveauet i bevillingssager 
- Servicelovens §§ 109 og 110 - krisecentre og herberg
- Manglende kvalitetssikring af refusionsopgørelse
- Korrektion af statsrefusion i forbindelse med administrative fejl
- Utilstrækkelig dokumentation for udført ledelsestilsyn for 2010
- Systemafstemninger

Løsning

Socialforvaltningens redegørelser på baggund af decisionsskrivelsen
Socialudvalget bliver allerede, i forbindelse med status for handleplan for sikker økonomistyring og bedre kvalitet i sagsbehandlingen, orienteret om fremgang og afslutning af alle kritiske forhold nævnt i ministeriets decisionsskrivelse.

Socialforvaltningen afrapporterer månedeligt til Socialudvalget og kvartalsvist til Økonomiudvalget på handleplanen under medvirken af Deloitte og Intern Revision. Implementeringen heraf følger den seneste tidsplan, jf. forelæggelse af status for implementering af handleplanen for Socialudvalget d. 13. juni 2012 og Økonomiudvalget d. 19. juni 2012.

Socialforvaltningen har sendt alle redegørelser til ministeriet den 15. juni 2012, som hermed forelægges Socialudvalget til orientering, jf. bilag 1-6 inkl. underbilag.

- Fejlniveauet i bevillingssager (bilag 1 samt underbilag 1A-1D)
- Servicelovens §§ 109 og 110 - krisecentre og herberger (bilag 2)
- Manglende kvalitetssikring af refusionsopgørelse (bilag 3)
- Korrektion af statsrefusion i forbindelse med administrative fejl (bilag 3)
- Utilstrækkelig dokumentation for udført ledelsestilsyn for 2010 (bilag 4 og 4A)
- Systemafstemninger (bilag 5)

Kommunens revisor Deloitte har på ministeriets anmodning godkendt redegørelserne vedrørende fejlniveauet i bevillingssager og servicelovens §§ 109-110 krisecentre og herberger.

Socialforvaltningen har anmodet ministeriet om et møde med henblik på at drøfte forvaltningens forslag til håndtering af tilbagebetaling af statsrefusion som følge af det generelt høje fejlniveau, som er konstateret siden 2008, i sager efter servicelovens §§ 41-42 (hhv. merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste ved børn med handicap) og § 100 (merudgifter til voksne) jf. bilag 1, 1A-1D og 6.

På baggrund af Socialudvalgets beslutning i forbindelse med behandling af handleplan for børn med handicap (merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste) den 21. marts 2012 (jf. SUD 2012-37180), har forvaltningen, efter drøftelse med Deloitte, således lagt op til at beregne en procentvis (skønsmæssig) opgørelse af fejl, fremfor at skulle opgøre de konkrete beløb som skal betales tilbage i alle berørte sager. Formålet er at give rum til, at de relevante sagsbehandlere i Handicapcenter København kan prioritere deres tid og ressourcer til at gennemføre genopretning af de løbende sager med ældre afgørelser og overholde sagsbehandlingsfrister, jf. handleplanen i stedet for at opgøre beløb på grund af fejl. Socialforvaltningen afventer ministeriets tilbagemelding herom.

Social- og integrationsministeriets øvrige bemærkninger og kritikpunkter
Udover de ovennævnte områder, hvor ministeriet har bedt om redegørelser, indeholder decisionsskrivelsen også en række bemærkninger og kritikpunkter på andre områder (jf. bilag 7):
- Manglende dokumentation for ledelsestilsynet for ydelser efter §§ 109 og 110 - krisecentre og herberg
- Fejl og mangler ved adminsitration af brugerbetalinger på botilbud
- Interne kontroller med betaling af regninger for medicinudgifter
- Kontering af udgifter uden for refusionsordningen
- Registrantafstemninger
- Opfølgning på sagsgennemgang for 2008

Der er også på disse områder tale om forhold, som Socialudvalget tidligere har fået forelagt i forbindelse med behandling af Deloittes direktionsnotater for 2010 (SUD d. 21. september 2011) og revisionsberetningen for 2010 (SUD d. 12. oktober 2011), og som håndteres i regi af handleplan om sikker økonomistyring og kvalitet i sagsbehandlingen.

Øvrige spørgsmål til afklaring hos Social- og integrationsministeriet
Endelig fremgår det af decisionsskrivelsen, at ministeriet behandler en række sager, udtaget ved stikprøve, hvor Deloitte og Socialforvaltningen har anmodet ministeriet om afklaring på baggrund af uenigheder om lovfortolkning, herunder:
- Dokumentation for afholdte udgifter til betaling af boligindskud (aktivlovens § 85 - hjælp til flytning)
- Skøn for bevilling af boliglån i forbindelse med flytning til anden kommune (aktivlovens § 85 - hjælp til flytning)
- Dokumentation for hyppighed af samvær (aktivlovens § 83 - udgifter til samværsret mv. med børn)
- Dokumentation for skøn i forbindelse med bevilling i en individuel sag (aktivlovens § 83 - udgifter til samværsret mv. med børn)
- Refusionsmæssig berigtigelse (tilbagebetaling af refusion) i en sag med begunstigende forvaltningsakt, hvor der er udbetalt for meget i supplerende brøkpension.

Ministeriet har i brev af 1. juni 2012 truffet afgørelse i disse sager. I alle sager efter aktivlovens §§ 83 og 85 har ministeriet givet Socialforvaltningen medhold i, at der foreligger tilstrækkelig dokumentation for kommunens skøn i de konkrete sager. I den ovennævnte sag om supplerende brøkpension, er ministeriet enig i forvaltningens fortolkning, men refusionen for det for meget udbetalte i sagen skal betales tilbage til staten. 

Spørgsmålet om afgrænsning mellem udgifter efter servicelovens §§ 41 og 44 afventer fortsat ministeriets svar.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Deloitte følger op på Social- og Integrationsministeriets decisionsskrivelse i revisionsberetningen for 2011.


Anette Laigaard     /     Kasper Håkansson

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Til top