Mødedato: 15.06.2016, kl. 09:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

B-SAG. Projektansøgning til Socialstyrelsens pulje: Afprøvning af evidensbaseret Familie- og Forældreprogram

Se alle bilag
Socialudvalget skal godkende, at Socialforvaltningen har ansøgt Socialstyrelsen om midler fra puljen: Afprøvning af evidensbaseret Familie- og Forældreprogram. Socialstyrelsen har godkendt Socialforvaltningens ansøgning.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen modtager 684.060 kr. fra Socialstyrelsen til et toårigt projekt i 2016 og 2017, der skal understøtte forældrerollen blandt forældre til børn med handicap.

  2. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen igangsætter projektet

Problemstilling

Borgercenter Handicap oplever, at forældre til børn med handicap bliver udfordret i sådan grad, at de har brug for ekstra hjælp til at mestre hverdagen. Det kræver, at der skabes en særlig struktur i hverdagen, og at forældrene udvikler nye strategier til at håndtere konfliktsituationer.

Løsning

Socialforvaltningen ønsker at arbejde målrettet med familieindsatsen for familier med børn med handicap, så forældrenes evne til at håndtere de mange hverdagsudfordringer styrkes, og konflikter og øvrige udfordringer mindskes. Socialforvaltningen ønsker desuden at bidrage til at udvikle viden om metoder til at styrke familiernes ressourcer og muligheder.  Socialforvaltningen har derfor ansøgt Socialstyrelsen om midler ved puljen Afprøvning af evidensbaseret Familie- og Forældreprogram. Ansøgningen er sendt med forbehold for politisk godkendelse, og der er netop modtaget tilsagn om bevilling fra Socialstyrelsen.

Projektet skal afprøve metoderne Stepping Stones Triple P, som er en australsk metode til at styrke det positive forældreskab og mindske konflikter i familier med børn med handicap. Metoden anvendes i dag i 22 lande verden over, men er endnu ikke introduceret i Danmark.

Borgercenter Handicaps Stepping Stones Triple P-Projekt skal etableres i regi af Familiehuset, som er et kommunalt tilbud rettet mod børn og unge med nedsat funktionsevne og deres familier. Projektets formål er at styrke forældrene i målgruppen i at mestre at have et barn med handicap, herunder styrke forældrene i den positive opdragelse og tilgang til barnet. Projektet skal bidrage til forebyggelse af, at problemer i familierne og hos barnet med handicap vokser sig større, samt begrænse risikoen for, at søskende ender i mistrivsel eller sociale problemer, hvilket en undersøgelse fra SFI påpeger, der er en øget risiko for.  

Målgruppe

Projektets målgruppe er foruddefineret af ansøgningspuljen, og er forældre til børn på 2-12 år med varige fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser. Det kan for eksempel dreje sig om forsinket personlig udvikling, samt kommunikative og sociale udfordringer.

Det forventes, at ca. 20 familier vil komme igennem forløbet i 2016 og 30 familier i 2017.

Familiehuset deltager med fire medarbejdere i projektet, og projektet vil kunne bidrage til at tilføre nye metoder, som kan udbredes til resten af medarbejderne på sigt.

Det er forvaltningens forventning, at indsatsen vil medføre, at:

  • 80 % af de 50 familier, som har gennemført et eller flere forløb, anvender nye strategier til at mestre familielivet med et barn med funktionsnedsættelser.

  • 70 % af de 50 familier, som har gennemført et eller flere forløb, oplever større harmoni.

  • 70 % af de 50 familier, som har gennemført et eller flere forløb, oplever mindre stress.

  • 80 % af de 50 familier, som har gennemført et eller flere forløb, oplever færre konflikter i parforholdet.

  • 70 % deltager mere i det omgivende samfund (venner, fritid, familiekreds, større tilknytning til arbejdsmarkedet mv.).

  • Familiebehandlerne, som deltager i projektet, oplever, at de er blevet bedre til at imødekomme og håndtere forældrenes behov for hjælp til at mestre familielivet med et barn med handicap, og at ressourcerne bliver anvendt mere effektivt.

Økonomi

Socialforvaltningen har ansøgt om 397.532 kr. i 2016 og 286.528 kr. i 2017. I alt er der ansøgt om 684.060 kr.

Midlerne er primært til kompetenceuddannelse af fire medarbejdere samt aflønning af medarbejdere og vikardækning i forbindelse med fire forskellige forløb, som udbydes af to gange til i alt 50 familier.

Socialforvaltningen har modtaget tilsagn om bevilling fra Socialstyrelsen til projektet, og de bevillingsmæssige konsekvenser i form af tilpasning af Socialudvalgets indtægts- og udgiftsbudget vil blive håndteret i førstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer.

Ved projektperiodens udløb vil Socialforvaltningen tage stilling til, hvorvidt projektet skal videreføres helt eller delvist med finansiering indenfor den eksisterende budgetramme.

Videre proces

Socialstyrelsen har godkendt Socialforvaltningens ansøgning, og hvis Socialudvalget godkender, at forvaltningen har ansøgt om midlerne, vil forvaltningen igangsætte projektet.

 

Nina Eg Hansen

/ Ane K. Christensen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt sammen med dagsordenen. Indstillingen blev således godkendt.

Til top