Mødedato: 15.06.2016, kl. 09:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

B-SAG. Ansøgning til Sundheds- og Ældreministeriet om satspuljeprojekt til styrkelse af den kommunale alkoholbehandling af dobbeltbelastede

Se alle bilag
Socialudvalget skal godkende ansøgning om midler fra satspuljen til alkoholbehandling for borgere, der er dobbeltbelastede med en kombination af alkoholafhængighed og psykiske problemer.

 

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender Socialforvaltningens ansøgning til satspuljen om midler til at styrke døgnbehandlingen for dobbeltbelastede i form af døgnbehandling med en kombination af alkoholafhængighed og psykiske problemer.

 

Problemstilling

Cirka 50 % af de borgere, der er indskrevet i ambulant alkoholbehandling i Københavns Kommune har en veldefineret psykiatrisk lidelse ved siden af deres alkoholmisbrug. De mere velfungerende af disse borgere indgår i den almindelige ambulante rusmiddelbehandling, mens det for andre borgere med dobbeltbelastning, der også har massive sociale og fysiske problemer, kan være meget vanskeligt at indgå i en struktureret modtagelse, udredning og behandling.

I årerne 2012 til 2015 blev der udmøntet satspuljemidler til at sikre kvalificerede døgnbehandlingstilbud til personer med alkoholafhængighed og samtidige psykiske problemer. Københavns Kommune fik bevilget et tilskud på 1,4 mio. kr. årligt fra puljen. For en forsat styrkelse af den kommunale alkoholbehandling af dobbeltbelastede er der afsat 48 mio. kr. fra satspuljen til døgnbehandling i perioden 2016-2019.

Målgruppen for projektet er borgere fra Københavns Kommune, der har en alkoholafhængighed i kombination med en psykisk lidelse og som har vanskeligt ved at indgå i en almindelig struktureret behandlingsform.  Den psykiske lidelse kan være personlighedsforstyrrelser og/eller symptomlidelser som angst, depression, ADHD, PTSD (Post Traumatisk Stress Disorder).

 

Løsning

Socialforvaltningen har fremsendt en satspuljeansøgning til Sundheds- og Ældreministeriet med forbehold for politisk godkendelse. Ansøgningen omfatter midler til døgnbehandling for projektets målgruppe, jf. bilag 1 og 2.

Med projektet ønsker forvaltningen at styrke Københavns Kommune indsats for borgere med dobbeltbelastning, som har vanskeligt ved at indgå i den almene misbrugsbehandling. Foruden de midler, der søges til døgnophold fra satspuljen, består projektet også af en indledende udredning forud for døgnopholdet og ambulant efterbehandling, der finansieres inden for Center for Rusmiddelbehandlings egen økonomiske ramme.  

Der søges om midler til 17 døgnbehandlingsforløb af tre måneders varighed om året i perioden 2016-2019, for 2016 søges der dog kun om 8 forløb.  Socialforvaltningen råder ikke over døgnbehandlingstilbud til målgruppen, men vil købe opholdene af Sydgården, Ringgården og Blå Kors, der netop har kompetencer på dobbeltfokuseret døgnbehandling, jf. bilag 3, 4 og 5. Efterbehandlingen vil have en varighed på mellem 3-6 måneder.

Økonomi

Der er afsat 48 mio. kr. i satspuljen til indsatsen i perioden 2016-2019. Puljen udmøntes med 11,7 mio. kr. pr. år i perioden (3 pct. af puljen er reserveret til administration til Sundhedsstyrelsen). Der er ikke krav om kommunal medfinansiering.

Socialforvaltningen søger 1,31 mio. kr. i 2016 og 2,77 mio. kr. de efterfølgende tre år. Det vil sige i alt 9,62 mio. kr. for hele projektperioden. Med projektperiodens afslutning bortfalder midlerne og dermed også de 17 årlige døgnbehandlingsforløb til målgruppen.

Såfremt Socialforvaltningens ansøgning imødekommes, vil de bevillingsmæssige konsekvenser blive indarbejdet i næstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer.

 

Videre proces

Socialudvalgets beslutning eftersendes til Sundheds- og Ældreministeriet.

 

 

Nina Eg Hansen       /

                                                 Eva Stokbro Jensen               

Beslutning

Indstillingen blev godkendt sammen med dagsordenen. Indstillingen blev således godkendt.

Til top