Socialfagligt tilsyn 2012 i Socialforvaltningen
Socialudvalget skal tage stilling til anvendelse af optionen om forlængelse af kontrakten med ét år (for tilsynsåret 2012) vedrørende eksternt tilsyn på forvaltningens botilbud
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller
1. at Socialudvalget godkender, at forvaltningen benytter optionen om forlængelse af kontrakten med ét år (for tilsynsåret 2012) med det private tilsynsfirma, Revas Aps, om eksternt tilsyn på forvaltningens botilbud for handicappede voksne og børn, psykisk syge, børn og unge samt udsatte grupper.
Problemstilling
Socialudvalget har den 13. oktober 2010 godkendt, at der gennemføres udvikling og pilottest af en kvalitets- og akkrediteringsmodel på handicap-, psykiatri- og udsatteområdet (voksenområdet). I forbindelse med udvikling af modellen undersøges det også, om akkreditering kan reducere behovet for eksternt tilsyn.
Kontrakten med det eksterne tilsyn, Revas Aps, udløber den 31. december 2011. Forvaltningen har dog option på at forlænge kontrakten med op til yderligere 2 år – med et år ad gangen – på samme vilkår som den nuværende kontrakt.
Såfremt forvaltningen ønsker at benytte optionen for tilsynsåret 2012 skal det meddeles det private tilsynsfirma senest 6 måneder før kontraktens udløb, dvs. senest den 30. juni 2011.
Formålet med at udlicitere tilsynsopgaven er at sikre uafhængighed af de dele af Socialforvaltningen, der har driftsansvaret for de konkrete tilbud. En uafhængighed som også Folketingets Ombudsmand har givet udtryk for skal sikres i forbindelse med en forvaltnings tilsyn med sig selv.
Da der endnu ikke politisk er truffet beslutning om implementering af en kvalitets- og akkrediteringsmodel på voksenområdet som afløser for det eksterne tilsyn, anbefaler forvaltningen, at optionen om forlængelse af kontrakten med ét år (for tilsynsåret 2012) benyttes, så brugere og pårørende sikres et eksternt tilsyn på forvaltningens botilbud indtil en eventuel implementering af kvalitets- og akkrediteringsmodellen.
Løsning
Kvalitets- og akkrediteringsmodel for voksenområdet
Socialudvalget vil i august 2011 som opfølgning på udvalgets beslutning den 13. oktober 2010 få præsenteret den udviklede kvalitets- og akkrediteringsmodel på handicap- psykiatri og udsatteområdet (voksenomådet) samt en evaluering af det gennemførte pilotprojekt. Socialudvalget skal herefter tage stilling til, om kvalitets- og akkrediteringsmodellen skal udrulles på alle centre med botilbud for voksne med særlige behov og en detaljeret plan herfor.
Implementeringen af kvalitets- og akkrediteringsmodellen på voksenområdet vil omfatte 20 centre med botilbud etableret efter Servicelovens §§ 107-110. Implementeringen forventes i givet fald at løbe over en 2-årig periode fra 2012-2013.
Kvalitets- og akkrediteringsmodellen omfatter ikke børne- og ungeområdet.
Tilsyn på forvaltningens tilbud i 2012
Socialforvaltningen lægger vægt på også i 2012 at kunne udføre et uafhængigt tilsyn med forvaltningens botilbud. Tilsynsfirmaet Revas Aps har efter forvaltningens vurdering siden 2009 udført denne opgave tilfredsstillende og med hurtige kontakter til forvaltningen, hvis der er observeret bekymrende forhold ved tilsynene.
Da implementering af en kvalitets- og akkrediteringsmodel på voksenområdet tidligst vil kunne ske gradvist fra 2012 og fremefter finder forvaltningen det mest hensigtsmæssigt og betryggende for brugere og pårørende, at det eksterne tilsyn, Revas Aps, fortsat varetager tilsynsopgaven på forvaltningens botilbud i tilsynsåret 2012. Hvornår og hvordan udføres tilsynsbesøg Der udføres et årligt tilsynsbesøg af Revas Aps (Tilsynet). Tilsynet kan være anmeldt eller uanmeldt. Det er Tilsynet, der vurderer sammensætningen af anmeldte og uanmeldte tilsyn. Derudover foretages der akutte tilsyn efter anmodning fra forvaltningen eller efter Tilsynets egen beslutning, hvis der er oplysninger fra tilbuddet, der viser behov for et ekstra tilsyn.
Hvor mange årlige tilsyn udfører Revas Aps
Tilsynet har i 2010 afviklet 170 tilsyn, heraf 117 anmeldte tilsyn og 53 uanmeldte tilsyn. Tilsynene fordeler sig med 40 tilsyn inden for Misbrug- og Hjemløseområdet, 39 på Børne- og Ungeområdet, 31 på Psykiatriområdet og 60 på Handicapområdet.
Tilsynet har i forbindelse med tilsynsbesøgene været i kontakt med omkring 1.000 brugere, kontaktpersoner til andre, samt omkring 200 pårørende og 1.000 medarbejdere.
I 2010 har Tilsynet valgt at udføre såvel anmeldte som uanmeldte tilsyn. Tilsvarende vil Tilsynet i 2011 efter egen fordeling udføre begge former for tilsyn. Baggrunden er, at Tilsynet finder, at de forskellige former (anmeldte og uanmeldte) tilsyn hver for sig har fordele og ulemper. Et anmeldt tilsyn giver f.eks. mulighed for at give en generel forhåndsorientering om besøget og tidspunktet, således at brugere og pårørende samt medarbejdere kan være til stede og selv kontakte Tilsynet under besøget, hvilket ikke vil kunne sikres i samme grad ved et uanmeldt tilsyn. Omvendt vil det uanmeldte tilsyn kunne afdække uheldige forhold, som måske ikke vil være så synlige ved et anmeldt tilsyn.
Økonomi
Kontrakten om det udliciterede socialfaglige tilsyn udløber den 31. december 2011. I henhold til kontrakten har kommunen dog option på at forlænge kontrakten med op til yderligere 2 år – med et år ad gangen – på samme vilkår som den nuværende kontrakt.
Prisen for eksternt tilsyn for tilsynsåret 2012 udgør i alt 2,5 mill.kr. excl. moms (2009-tal). Prisen omfatter betaling for 156 tilsynsbesøg og er inklusiv 10 ekstra (akutte) tilsyn. Tilsyn udover 156 tilsynsbesøg betales der særskilt for. I 2010 er der betalt for 14 yderligere tilsyn.
Videre proces
Såfremt Socialudvalget tiltræder indstillingen meddeler Socialforvaltningen senest den 30. juni 2011 det eksterne tilsyn (Revas Aps) udvalgets godkendelse af, at forvaltningen benytter optionen om forlængelse af kontrakten med ét år (for tilsynsåret 2012).
Socialudvalget vil i august 2011 få præsenteret den udviklede kvalitets- og akkrediteringsmodel samt en evaluering af pilotprojektet. Socialudvalget skal tage stilling til, om kvalitets- og akkrediteringsmodellen skal udrulles på alle centre med botilbud for voksne med særlige behov og en detaljeret plan herfor. Implementeringen vil i givet fald ske gradvist over årene 2012 og 2013.
Socialudvalget vil i første halvår 2012 få forelagt en samlet plan for forvaltningens tilsyn for 2013 og frem.
Anette Laigaard