Mødedato: 15.06.2011, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

3. status for Hjemløsestrategien

Se alle bilag

Socialudvalget skal forelægges den 3. status for Status for hjemløsestrategien, der løber i perioden 2010 - 2012.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,
  1. at Socialudvalget tager 3. status for projekter under Københavns Kommunes Hjemløsestrategi til efterretning.

Problemstilling

Socialudvalget har ønsket at få aflagt status for projekterne under Københavns Kommunes Hjemløsestrategi i henholdsvis 2. og 4. kvartal i årene 2010-2012. Indeværende status er den 3. status på hjemløsestrategien.

Løsning

Status pr. 16. maj 2011 for de forskellige indsatser i hjemløsestrategien gennemgås nedenfor i henhold til de 4 overordnede indsatstyper, som indgår i strategien. En samlet oversigt med status på de enkelte delprojekter fremgår af bilag 1.


1) Opsøgende- og kontaktskabende indsatser (13. mio. kr.):

De opsøgende gadeplansindsatser forløber alle efter planen. Dokumentation af indsatsen viser, at de 3 opsøgende indsatser tilsammen løbende har ca. 120 borgere i aktive forløb. Den seneste opgørelse fra marts måned viser, at der siden projektstart for ca. 1 år siden i alt har været iværksat forløb for 172 borgere på gadeplan gennem de 3 nye indsatser. Af disse forløb er 66 forløb eller godt 1/3 blevet afsluttet.

Af de afsluttede forløb er 34 borgere eller 52 pct. flyttet i en passende bolig eller har fået etableret kontakt til andre instanser og tilbud med kontaktpersonens hjælp. De foreløbige tal tyder med andre ord på, at der for mindst halvdelen af de afsluttede borgere skabes et grundlag for et alternativ til opholdet på gaden. Denne andel skal betragtes som et minimumstal, idet en stor del af kontaktforløbene afsluttes, fordi borgeren ikke længere opholder sig i gadebilledet, og dermed på den ene eller anden måde af egen kraft har fundet et alternativ til gaden.

I tilknytning til gadeplansindsatserne arbejder Socialforvaltningen på at opnå tilskud og tilsagn fra Socialministeriet til at oprette et akuttilbud efter Servicelovens §110 til de mest kaotiske stofmisbrugende gadesovere.  Status er, at Socialministeriet har tilkendegivet, at de er positivt stemt overfor projektet, men gerne vil have uddybet enkelte punkter i projektbeskrivelsen. Socialforvaltningen arbejder herpå og forventer, at endelig ansøgning kan fremsendes til ministeriet inden sommerferien.


2) Tryggere og mere specialiserede akuttilbud (41 mio kr.):

Disse indsatser omhandler etablering af skærmede akutpladser for hjemløse kvinder og unge samt renovering af tre eksisterende natcaféer.

 


Akutpladser til kvinder

5 skærmede akutpladser til kvinder blev sat i drift på Kirkens Korshærs Herberg i Hillerødgade d. 1. oktober 2010. Herudover er natcaféen for kvinder – Café Klare – blevet etableret. Natcaféen åbnede d. 21. marts 2011 på Lyrskovgade på Vesterbro og har plads til 20 overnattende kvinder. Udover natåbent fra kl. 22-10, er der åbent for personlig rådgivning og vejledning i dagtimerne fra kl. 10-15 efter aftale. Endelig forventes 22 skærmede akutpladser til kvinder på Sundholm færdigbygget ultimo maj med ibrugtagning 1. juli 2011.

 

Akutpladser til unge

Den oprindelige plan om at etablere 4 akutpladser til unge på Sundholm er erstattet af en plan om at etablere 6 ungepladser i et fysisk eksternt afsnit, der vil fungere som satellit til Sundholm. Den eksterne placering af ungepladserne væk fra hjemløse- og stofmisbrugsmiljøet på Sundholm forventes at have en forebyggende effekt i forhold til, at færre unge fastholdes i hjemløsemiljøet. Pladserne forventes sat i drift i 4. kvartal 2011. Indtil da er det fortsat kun de 30 ungepladser på Rådmandsgade 60, der er særligt målrettet hjemløse unge.

I alle de deltagende kommuner i regeringens hjemløsestrategi - herunder Københavns Kommune - meldes om en stigning i antallet af unge hjemløse. Det er derfor vigtigt at have fokus på, om dette er en blivende tendens. Der må formodes at være en række strukturelle forhold, der er medvirkende til den konstaterede stigning – bl.a. den højeste ungdomsarbejdsløshed i mange år og den nedsatte kontanthjælp for unge under 25. Den kommende hjemløsetælling fra SFI, der offentliggøres i august måned, vil kunne give et konkret tal på antallet af unge hjemløse i København og på landsplan og udviklingen heri siden 2009.


Tryggere natcaféer

Ombygnings- og renoveringsarbejder er færdiggjort for Hillerødgades natcafé ultimo 2010. Renoverings- og indretningsarbejderne i de to øvrige natcaféer på Mændenes Hjem og på Sundholm forventes færdige inden årets udgang.


3) Permanente boligløsninger med socialfaglig støtte (173 mio. kr.):

Særboliger

Særboligindsatsen er pr. 11. maj 2011 nået godt halvvejs i forhold til målsætningen om at etablere og drifte 125 særboliger med individuelt tilknyttet bostøtte efter ”housing first metoden”.  Der er pt. iværksat 75 bostøtteforløb efter de nye metoder - heraf 31 CTI-forløb og 44 ACT-forløb[1]. Af de igangsatte forløb er 64 borgere indtil videre flyttet i egen særbolig. De nye metoder skal ses som et supplement til de allerede eksisterende muligheder for bostøtte i form af boligrådgivere, hjemmevejledere og støttekontaktpersoner, og dermed som en udvidelse af mulighederne for at give en individuel tilpasset bostøtte til udsatte borgere i egen bolig.

Meldingen fra hjemløseenheden er, at de foreløbige erfaringer med metoderne er gode.  Èn af udfordringerne i indsatsen er imidlertid at få hjemløse til at takke ja til boliger, hvor der ikke er eget køkken eller bad – fx boliger i bofællesskaber. Derfor er der i den videre etablering af særboliger fokus på at etablere boliger med eget køkken og bad. Herudover er det fortsat en udfordring, at der er mangel på egnede boliger, som hjemløse på kontanthjælp kan betale.


Alternative plejehjemspladser

Der er bevilget satspuljemidler til anlæg samt drift af 40 nye alternative plejepladser efter servicelovens § 108 i projektperioden. Der er imidlertid kun afsat varige kommunale driftsmidler til 20 af de 40 pladser. Som følge heraf er 20 af pladserne foreløbigt etableret som midlertidige pladser frem til og med 2012.

 

Der er pt. idriftsat 6 af de nye permanente pladser, og 17 af de midlertidige pladser – i alt 23 pladser. Herudover pågår etablering af yderligere 3 midlertidige pladser og 16 permanente pladser.

 

Socialforvaltningen foretog i sommeren 2010 en analyse som viste, at populationen af hjemløse med et plejebehov er stærkt stigende. Et af de forhold, der fremadrettet skal tages stilling til, er derfor muligheden for at finde varig drift til at gøre de 20 midlertidige pladser permanente.

 


4) Aflastningspladser og god løsladelse (16 mio. kr.):

Aflastningspladser

Indsatsen omkring aflastningspladser til plejekrævende hjemløse er sat i drift pr. 1. april 2010. Generelt er det erfaringen, at udredning af borgerne tager lang tid, fordi målgruppen har komplekse problemstillinger. Samtidig er der mangel på egnede permanente boligløsninger til målgruppen. Det giver en udfordring i forhold til at få de hjemløse videre til egen bolig eller i et permanent botilbud inden for målsætningen om max 6 måneders ophold på aflastningspladserne. I takt med at antallet af ACT-boliger og alternative plejehjemspladser udbygges, forventes barriererne for at finde egnede boliger at mindskes.


God løsladelse

Samarbejdsaftalen mellem Kriminalforsorgen, Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen blev underskrevet ultimo november 2010 af alle parter. Opstartsperioden har imidlertid været langsom, og der er derfor ikke mange erfaringer med metoden endnu. For at råde bod herpå blev der i marts 2011 afholdt et fællesmøde med parter fra Kriminalforsorgen, Socialforvaltningen og Beskæftigelsesforvaltningen. Mødet har afstedkommet, at der er udarbejdet fælles konkrete oversigter, retningslinjer og skabeloner for samarbejdet, hvilket forventes at bidrage til, at samarbejdet vil fungere bedre fremadrettet.


Dokumentation af hjemløsestrategiens indsatser og målsætninger

Aktivitetsomfang

Tabel 1 nedenfor viser aktivitetsomfanget pr. 16. maj 2011 for de enkelte delprojekter. Som det fremgår, er der indtil videre etableret pladser eller igangsat forløb for i alt 450 borgere som følge af de nye indsatser under hjemløsestrategien.

 


Tabel 3: Aktivitetsomfang for alle indsatser pr. 16. maj 2010

Indsats

Antal pladser / forløb idriftsat

Afventer idriftsættelse

Særboliger (ACT + CTI)

64 / 75

61 / 50

Alternative plejepladser

23

19

Akutpladser til kvinder

25

22

Akutpladser til unge

30

6

Kaotiske hjemløse (opsøgende)

61

Ikke fast antal

Systematisk udredning

118

0

Udenbys borgere (opsøgende)

47

Ikke fast antal

God løsladelse*

0

Ikke fast antal

Psykisk syge (opsøgende)

64

Ikke fast antal

Aflastningspladser

7

0

*Anm. En af årsagerne til, at der endnu ikke fremgår forløb i tabellen ift. den gode løsladelse, er, at dokumentation af forløbene først iværksættes 3 mdr. inden løsladelse, selvom samarbejdet opstartes op til et år inden løsladelse. Det er med andre ord en indbygget forsinkelse i dokumentationen af denne indsats.


Indfrielse af målsætninger og effekter

Det er på nuværende tidspunkt endnu for tidligt at drage for håndfaste konklusioner om strategiens effekter. Det skyldes den begrænsede periode, som indsatserne har været i drift, og det deraf begrænsede antal ”afsluttede forløb”, som der kan evalueres på. Hertil kommer, at mange af hjemløsestrategiens målsætninger er afhængige af den kommende hjemløsetælling fra SFI, som først forventes offentliggjort i august måned.

Det er på den baggrund forvaltningens vurdering, at grundlaget for at evaluere effekterne af strategien vil være bedre i efteråret 2011, og at der i den forbindelse vil være en anledning til at foretage en midtvejsevaluering af strategien.

Skal der alligevel foretages en vurdering af indsatsernes effekt på nuværende tidspunkt, er de foreløbige meldinger fra aktørerne på hjemløseområdet, at det generelt går i den rigtige retning med hovedmålsætningerne i strategien. Det er således både hjemløseenhedens og private samarbejdspartneres entydige vurdering, at der er færre hjemløse i dag, som overnatter på gaden end tidligere. Meldingen fra forstanderne på akut-herbergerne er i overensstemmelse hermed, at de oplever en aftagende efterspørgsel på pladser, og endelig kan der dokumenteres et øget flow fra midlertidige botilbud til egen bolig.

Der er dog også fortsat meldinger om udfordringer. Således er det som nævnt en udfordring, at der opleves flere unge i hjemløsemiljøet, ligesom der fortsat er mangel på egnede pladser til de mest sårbare, plejekrævende og udsatte misbrugende hjemløse. Endelig er det en fortsat udfordring at skaffe billige boliger, som er til at betale på en kontanthjælp.

Den kommende SFI-tælling vil sammen med en evt. midtvejsevaluering kunne give et mere præcist billede af strategiens effekter, og hvilke udfordringer der fortsat vil være fremadrettet.



[1] CTI-forløb er midlertidige intensive bostøtteforløb på 9 måneder i overgangen til egen bolig, mens ACT-forløb er længerevarende bostøtteforløb til hjemløse med komplekse tværfaglige støttebehov.

 

Økonomi

Der forventes et mindreforbrug på de bevilgede satspuljemidler ved udgangen af strategiperioden i 2012 på grund af forsinkelse i opstarten af flere af indsatserne. Som følge heraf har Socialforvaltningen anmodet Socialministeriet om muligheden for at overføre ikke forbrugte satspuljemidler til 2013 og frem. Socialministeriet har svaret forvaltningen, at de vil forelægge satspuljepartierne dette spørgsmål, og at der forventes stillingtagen til muligheden herfor i efteråret 2011.

Videre proces

Næste status på hjemløsestrategien vil tilgå Socialudvalget ultimo 4. kvartal 2011.


                                                     
                                                       Anette Laigaard 
                                                                                       /  Jens Elmelund

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Til top