Socialforvaltningens årsregnskab 2022
Resumé
Socialudvalget skal tage stilling til Socialforvaltningens årsregnskab for 2022 og deraf følgende anmodning om overførsler til 2023. Regnskabet på den almindelige drift er tæt på balance med et merforbrug på 2,0 mio. kr. på servicerammen svarende til en afvigelse på 0,03 pct. af det senest godkendte budget. Merforbruget skal overføres til 2023.
Ud over resultatet på den almindelige drift indeholder regnskabet COVID- og Ukrainerelaterede udgifter, som forvaltningen endnu ikke var blevet kompenseret for, inden regnskabet lukkede. Det drejer sig om i alt 15,7 mio. kr. Hertil kommer en teknisk ændring af budgettet til flygtninge på 0,3 mio. kr. Regnskabsresultatet inkl. disse udeståender er derfor -18,0 mio. kr. Det er dog et teknisk resultat og påvirker ikke overførselsadgangen, som er baseret på resultatet på almindelig drift.
Ud over service indgår også regnskabsresultatet i forhold til anlæg, overførsler og finansposter.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender Socialforvaltningens årsregnskab 2022
- at Socialudvalget godkender anmodning om overførsler fra 2022 til 2023, hvor der samlet overføres et merforbrug på 2,0 mio. kr.
Problemstilling
Socialforvaltningens årsregnskab 2022 skal godkendes af Socialudvalget, jf. Københavns Kommunes regnskabscirkulære. Indstillingen beskriver derfor kort det overordnede regnskabsresultat fordelt på målgruppeområder. I bilag 1 og 2 forklares regnskabsafvigelserne på et mere detaljeret niveau på service, anlæg, efterspørgselstyrede overførsler og finansposter. Bilag 3-6 indeholder de enkelte konkretisering af overførslerne.
Løsning
Service
Økonomistyringen og forbruget i 2022 har været præget af usikkerheder om stigende priser, eftervirkninger af COVID og krigen i Ukraine.
Socialforvaltningens regnskab 2022 for den ordinære drift udviser et merforbrug på 2,0 mio. kr. på servicerammen, jf. tabel 1, svarende til en afvigelse fra det senest godkendte budget på 0,03 pct. I oktoberprognosen var forventningen til regnskabet et mindreforbrug på 5,6 mio. kr.
Hertil kommer forbrug på COVID- og Ukrainerelaterede aktiviteter, der ligger ud over det, som blev kompenseret i løbet af 2022. Efter alle overførsler vil den samlede serviceramme udvise balance i 2022.
Det bemærkes, at der under det nærmest balancerende resultat ligger relativt store merforbrug på børne-/ungeområdet og ikke mindst handicapområdet, som – sammen med bortfald af covid-kompensation i 2023 – er tæt knyttet til de udfordringer, som forvaltningens økonomi har i 2023.
Overførsler fra 2022 til 2023
Tabel 1 viser regnskabsresultatet som afvigelsen mellem senest godkendte budget og forbruget – både med og uden COVID/Ukraine-relaterede merudgifter samt en teknisk korrektion vedrørende flygtninge. Der er styret efter regnskabsresultatet på almindelig drift.
Herefter viser tabellen de midler, som Socialforvaltningen anmoder overført til 2022, fordelt på:
- ”Decentral opsparing” vedrører overførsel af mer- og mindreforbrug på Socialforvaltningens udførercentre – herunder selvejende institutioner, jf. bilag 2.
- ”Eksternt finansierede projekter” omfatter midler, der er bundet til specifikke projekter samt afregninger/indtægter, der ikke er kommet ind i 2022, herunder overførsel af mer- og mindreforbrug vedrørende Børnehus Hovedstaden og den objektivt finansierede institution Sønderbro, jf. bilag 3
- ”Lov- og kontraktbundne overførsler” vedrører overførsel af bevillinger til handicapbiler til borgerne samt midler til implementering af nye personalesikringsalarmer, som ikke er nået at blive taget i brug inden regnskabsluk, jf. bilag 4
I kolonnen yderst til højre ses resultatet på almindelig drift, hvis alle overførsler godkendes.
Det bemærkes, at det samlede regnskabsresultat betyder, at forvaltningens decentrale opsparing samlet set er mere end fuldt forbrugt i 2022. Fra 2021 til 2022 blev der netto overført et mindreforbrug på 35,8 kr. som decentral opsparing. Fra 2022 til 2023 videreføres netto et merforbrug på 6,8 mio. kr. i decentral ”opsparing” (dvs. en negativ decentral opsparing). Bag de 6,8 mio. kr. ligger, at de enkelte decentrale enheders merforbrug videreføres i fuldt omfang, mens mindreforbrug kun videreføres delvist, da regnskabsresultatet ikke muliggør fuld videreførelse af mindreforbrug.
Foruden overførsler fra 2022 til 2023, som det fremgår af tabel 1, vil der være en særskilt teknisk overførsel vedrørende håndtering af en fejl fra regnskab 2020 omkring køb af ydelser i forkert regnskabsår på i alt 0,3 mio. kr. Disse indgår ikke i tabellen og regnskabsforklaringerne, men fremgår særskilt af bilag 5.
Hovedforklaringer på regnskabsafvigelser
Alle nedenstående forklaringer på de enkelte bevillingsområder uddybes i bilag 1.
Børnefamilier med særlige behov udviser et merforbrug på 15,8 mio. kr. på almindelig drift (dvs. uden COVID- og Ukrainerelaterede udgifter). Området har samlet overførsler til 2023 på 1,3 mio. kr. i merforbrug. Efter overførsler er der et merforbrug på 14,5 mio. kr. Foranstaltninger og tidlig indsats udviser et merforbrug, som primært skyldes flere anbragte børn og unge med højere enhedspriser end forventet samt flere og mere omfattende forebyggende indsatser. Dette hænger bl.a. sammen med en generel tendens til øget kompleksitet hos målgruppen. Dertil et merforbrug på dagbehandling og fleksible indsatser som følge af færre salgsindtægter på egne dagbehandlingstilbud. I modsatgående retning er der et mindreforbrug på sikrede pladser, som primært skyldes faldende aktivitet på pædagogisk observation.
Borgere med sindslidelse udviser et mindreforbrug på 21,4 mio. kr. på almindelig drift (dvs. uden COVID- og Ukrainerelaterede udgifter). Området har samlet overførsler til 2023 på 4,0 mio. kr. i mindreforbrug. Efter overførsler er der et mindreforbrug på 17,4 mio. kr. Mindreforbruget skyldes dels forsinkelse i planlagte indkøb og vedligehold på egne tilbud, herunder et mindreforbrug pga. forsinkelse i indkøb af et nyt udsugningsanlæg til et tilbud samt implementering af nye personalesikringsalarmer på et udførercenter. Afsatte midler til personalesikringsalarmer anmodes overført til 2023 som del af lov- og kontraktbundne overførsler. På tværs af de udførende enheder er der endvidere mindreforbrug knyttet til vakancer/rekrutteringsudfordringer. Endelig kan nævnes, at der også har været et lavere forbrug end forudset i forhold til borgere med spiseforstyrrelser, som skyldes udfordringer med at finde tilstrækkelig og egnet kapacitet hos eksterne leverandører.
Udsatte voksne udviser et mindreforbrug på 10,5 mio. kr. på almindelig drift (dvs. uden COVID- og Ukrainerelaterede udgifter). Området har samlet overførsler til 2023 på 2,5 mio. kr. i merforbrug. Efter overførsler er der et mindreforbrug på 12,9 mio. kr. Resultatet skal i lyset af, at der efter 1. kvartalsprognose i 2022 blev overført 3,2 mio. kr. til Udsatte voksne. Mindreforbruget kan primært henføres til døgntilbud, fordi området er tilført ekstra budget i løbet af året til håndtering af flere køb i 2022 som følge af pres på området. De ekstra køb er foretaget, men i flere tilfælde senere end forudsat, hvilket resulterer i et mindreforbrug. Dertil højere aktivitet og enhedspris end forventet på salg af døgntilbudspladser, hvilket medfører merindtægter, samt et mindreforbrug på krisecentre pga. lavere aktivitet end budgetteret. I modsatgående retning er et merforbrug på pga. stigende aktivitet og enhedspriser på køb af socialpædagogisk bistand og et merforbrug pga. afholdelse af udgifter, som hidtil har været finansieret over takster på Mændenes Hjem.
Den sociale hjemmepleje udviser et mindreforbrug på 3,0 mio. kr. Resultatet skal i lyset af, at der efter 1. kvartalsprognose i 2022 blev overført 5,9 mio. kr. til den Sociale Hjemmepleje. Mindreforbruget skyldes lavere aktivitet end forudsat på sygepleje. Aktiviteten på sygepleje har stabiliseret sig i 2022. I modsatgående retning er et merforbrug på hjemmepleje, som delvist kan henføres til udfordringer med at holde driftsomkostningerne på det budgetterede niveau bl.a. pga. styringsmæssige udfordringer knyttet til stor personaleudskiftning. Forvaltningen har fokus på håndtering heraf, bl.a. i det videre arbejde med implementering af anbefalinger fra den eksterne konsulentanalyse, der blev gennemført i 2022.
Borgere med handicap udviser et merforbrug på 31,3 mio. kr. på almindelig drift (dvs. uden COVID- og Ukrainerelaterede udgifter). Området har samlet overførsler til 2023 på 2,3 mio. kr. i merforbrug. Efter overførsler er der et merforbrug på 29,0 mio. kr. Resultatet skal i lyset af, at der efter 2. kvartalsprognose i 2022 blev overført 6,0 mio. kr. til Borgere med Handicap. Døgntilbud har et merforbrug på grund af højere udgifter til køb af pladser primært pga. øget støttebehov og mindreindtægter på salg af pladser, da tilbuddene anvendes til egne borgere og der i en periode har været en mindre efterspørgsel fra andre kommuner. På dagbehandling og fleksible indsatser er ligeledes et merforbrug pga. højere aktivitet og enhedspris end forventet, da det pga. borgernes støttebehov er nødvendigt at købe pladser på tilbud, som kommunen ikke har indkøbsaftaler med. I modsatgående retning er et mindreforbrug pga. forsinket levering af handicapbiler. Bevillingen hertil anmodes overført til 2023.
Tværgående opgaver og administration udviser et mindreforbrug på 10,2 mio. kr. Mindreforbruget skyldes primært vakancer, generel tilbageholdenhed samt forsinkelse i projekter. Dertil kommer mindreforbrug sfa. færre udgifter til rekrutteringsforløb og uddannelse af ledere, samt flere refusionsindtægter på de særlige beskæftigelsesordninger pga. forskydninger mellem regnskabsår.
Anlæg, efterspørgselsstyrede overførsler og finansposter
For Anlæg udviser regnskabet et mindreforbrug på 11,3 mio. kr. Heraf vedrører en andel på 7,6 mio. kr. projekter, der fortsætter i 2023 og dermed anmodes overført til næste regnskabsår.
Det samlede mindreforbrug vedrører både projekter afsluttet i 2022 og projekter, der fortsætter i 2023. Mindreforbrugene på projekter, der fortsætter i 2023, kan primært henføres til forsinkelse i implementering af Samlokaliseringscase ll pga. indkvartering af fordrevne ukrainere i Ottiliahus og forsinkelse i byggetilladelse samt reperiodisering af mobilityprojekt. Samlet svarer det til et mindreforbrug på 7,6 mio. kr., som anmodes overført til 2023. Derudover mindreforbrug på i alt 3,7 mio. kr. på projekter, der er ophørt i 2022, og som skal betales tilbage til kassen. Mindreforbrugene vedrører primært et moderniseringsprojekt vedrørende Thorupgården, hvor der ikke i samme grad som forventet var behov for ekstra personale og husleje under genhusning.
Efterspørgselsstyrede overførsler udviser et merforbrug på 5,3 mio. kr. Merforbruget vedrører primært tabt arbejdsfortjeneste på grund af højere aktivitet end forventet. Dette hænger bl.a. sammen med stigningen på børne-autismeområdet, hvor denne type ydelse er blandt de første bevillinger der tildeles familierne. Dertil et merforbrug på hjemmetræning til børn pga. højere aktivitet end budgetteret.
På Finansposter er en balanceforskydning på 3,9 mio. kr., som primært kan tilskrives afsluttende posteringer ifm. opsigelsen af en driftsoverenskomst med en selvejende institution i 2021.
Balancen
Afstemningen af Socialforvaltningens balance har vist, at der er opfølgningsbeløb for samlet 2,6 mio. kr. fordelt på forskellige konti, der skal afstemmes endeligt. Opfølgningen vedrører primært manglende eller utilstrækkelig dokumentation vedrørende forvaltning af beboermidler på botilbud (opfølgning forventes afsluttet juni 2023). Dertil kommer oprydning på mellemregningskonti vedrørende Kommunernes ydelsessystem. Ovenstående uddybes i bilag 7. Opfølgningen vil påvirke regnskab 2023.
Økonomi
Økonomien fremgår af indstillingen.
Videre proces
Efter Socialudvalgets behandling af regnskabet forelægges det Økonomiudvalget den 25. april 2023, hvor det behandles som en del af det samlede regnskab for hele kommunen. Kommunens samlede regnskab behandles af Borgerrepræsentationen den 4. maj 2023.
Mikkel Boje
/ Anders Johannes Kristensen
Beslutning
1. og 2. at blev godkendt.
Fra Socialforvaltningen deltog kontorchef Anders Johannes Kristensen.