Udpegning af ny forperson i Udsatterådet
Resumé
Borgerrepræsentationen skal udpege ny forperson for Udsatterådet, da Peter Juul I september 2024 fratrådte sin post som forperson i Udsatterådet i Københavns Kommune.
Udsatterådet har konstitueret rådsmedlem Maja Løvbjerg Hansen fra organisationen Stenbroens Jurister som fungerende forperson, indtil Borgerrepræsentationen udpeger ny forperson.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler:
- at rådsmedlem Maja Løvbjerg Hansen fra organisationen Stenbroens Jurister udpeges som forperson for Udsatterådet i Københavns Kommune for perioden 2025.
Problemstilling
I september 2024 meddelte daværende forperson for Udsatterådet i Københavns Kommune Peter Juul, at han ønskede at fratræde sin post som forperson. Socialudvalget blev orienteret om fratrædelsen via fredagsmail den 25. oktober 2024. Det er Borgerrepræsentationen, der på baggrund af indstilling fra Socialudvalget, udpeger forpersonen i Udsatterådet i København. Dermed skal Socialudvalget indstille en ny forperson for Udsatterådet til godkendelse i Borgerrepræsentationen.
På Udsatterådets møde den 7. oktober 2024 besluttede Udsatterådet enstemmigt at konstituere rådsmedlem Maja Løvbjerg Hansen fra organisationen Stenbroens Jurister som fungerende forperson, indtil Borgerrepræsentationen udpeger en ny forperson til Udsatterådet.
Løsning
Udsatterådet i København har en fireårig funktionsperiode, der følger den kommunale valgperiode. Der skal dermed nedsættes et nyt udsatteråd umiddelbart efter årsskiftet 2025/2026. Det er Borgerrepræsentationen, der nedsætter Udsatterådet, på indstilling fra Socialudvalget. Den forperson der bliver udpeget pba. Peter Juuls fratræden, vil dermed være forperson indtil udgangen af 2025, hvor det samlede råd og forperson skal genudpeges.
Udsatterådet anbefaler, at konstituerede forperson Maja Løvbjerg Hansen udpeges som forperson frem til funktionsperiodens udløb.
Forvaltningen indstiller, at Socialudvalget følger Udsatterådets anbefaling, og godkender Maja Løvbjerg Hansen som forperson. Socialforvaltningen lægger i sin indstilling vægt på, at det er det samlede udsatteråds ønske, samt at en udpegning af Maja Løvbjerg Hansen vil sikre kontinuitet og stabilitet i driften af rådet.
Kort om Maja Løvbjerg Hansen
Maja Løvbjerg Hansen er stifter og direktør i Stenbroens Jurister, og har tidligere arbejdet i Gadejuristen. Begge organisationer arbejder med at yde retshjælp til personer i udsatte positioner, særligt borgere i hjemløshed samt stofbrugere. Maja Løvbjerg Hansen har således mange års erfaring med at yde retshjælp til Socialforvaltningens målgrupper, samt indgående kendskab til lovgivningen på området. Socialforvaltningen har erfaret, at Maja Løvbjerg Hansen har været et yderst aktivt medlem af Udsatterådet siden sin indtræden i rådet i starten af 2022.
Politisk handlerum
Hvis Socialudvalget ikke ønsker at indstille Maja Løvbjerg Hansen som forperson for udsatterådet, vil Socialforvaltningen spørge Udsatterådet, om der er andre kandidater som rådet ønsker at foreslå til posten. Det er dog ikke forvaltningens forventning, at rådet vil pege på andre kandidater end Maja Løvbjerg Hansen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis Socialudvalget anbefaler indstillingen af Maja Løvbjerg Hansen som forperson for Udsatterådet i Københavns Kommune, vil sagen blive forelagt Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse. Hvis Socialudvalget ikke ønsker at indstille Maja Løvbjerg Hansen som forperson for Udsatterådet, vil Socialforvaltningen bede Udsatterådet om at foreslå en ny kandidat til posten.
Katrine Ring
/ Eva Stokbro Jensen