Orientering vedr. samarbejde med regionen om Huset for Psykisk Sundhed
Resumé
Socialudvalget orienteres om det fremtidige samarbejde mellem Socialforvaltningen og Region Hovedstaden efter ophøret af Huset for Psykisk Sundhed.
Regionsrådet i Region Hovedstaden besluttede i juni 2024 at samle deres psykiatriske ambulatorier på en ny adresse, hvilket medfører, at Socialforvaltningens samlokation med Region Hovedstaden i Huset for Psykisk Sundhed i Griffenfeldsgade 44 ophører.
I det fremtidige samarbejde mellem Socialforvaltningen og Region Hovedstaden finansierer hver organisation ét årsværk til samlet to koordinatorer for at understøtte et styrket samarbejde omkring de fælles borgere. Der vil således fortsat afholdes netværksmøder på trods af, at tilbuddene fremover får forskellige adresser. Derudover fortsætter også samarbejdet omkring den sansestimulerende velværecafé. Velværecaféen vil fremover foregå én dag om ugen på hhv. regionens nye adresse i Lygten og én dag i Griffenfeldsgade, hvor Huset for Psykisk Sundhed hidtil har ligget.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller:
- at Socialudvalget tager Socialforvaltningens orientering om det fremtidige samarbejde mellem Socialforvaltningen og Region Hovedstaden efter ophøret af Huset for Psykisk Sundhed som følge af regionens opsigelse af lejemålet i Griffenfeldsgade 44 til efterretning.
Problemstilling
Region Hovedstadens Psykiatri og Københavns Kommune besluttede i 2015 at etablere et fælles psykiatriens hus, som senere blev navngivet Huset for Psykisk Sundhed og er beliggende i Griffenfeldsgade 44. Målsætningen var bl.a. at skabe de bedste rammer for borgernes recovery gennem en sammenhængende fælles indsats, hvor borgere med psykiske lidelser kunne få rådgivning, støtte og behandling under samme tag.
Huset for Psykisk Sundhed består af kommunale og et regionalt tilbud til københavnere over 18 år med psykiske eller sociale problemstillinger. Huset for Psykisk Sundhed har siden dets opstart skulle give borgere med psykiske lidelser en sammenhængende indsats og en let adgang til en bred vifte af kommunale og regionale tilbud. Samtidig har huset skulle give borgerne en ramme for at deltage i aktiviteter og netværk med ligesindede og civilsamfundet.
Socialforvaltningen har hidtil finansieret en koordinator i huset med 590.000 kr. årligt, der har til opgave at være kordinerende bindeled mellem region og kommune, understøtte fælles initiativer samt forestå fælles koordinerende netværksmøder for borgere. Tilsvarende har regionen finansieret en medarbejder til at dække den fælles reception. Der bliver afholdt ca. 75-100 netværksmøder årligt, hvor indsatsen over for borgeren koordineres på tværs af region og kommune.
Derudover har regionen og Københavns Kommune hver især haft en udgift på 90.000 kr. årligt til drift af huset og til aflønning af en medarbejder ansat i fleksjob til afvikling af en sansestimulerende velværecafé i huset, der foregår to gange om ugen. Velværecaféen havde i 2023 mellem 5-14 besøgende om ugen svarende til ca. 750 fremmøder fordelt på 123 unikke borgere, hvilket svarer til et gennemsnit på 6 besøg årligt pr. borger.
Regionsrådet i Region Hovedstaden besluttede den 18. juni 2024, at de psykiatriske ambulatorier på Griffenfeldsgade og Møntmestervej skal flyttes og sammenlægges på et nyt lejemål med adresse på Lygten med ikrafttrædelse 1. marts 2025. Flytningen betyder, at samlokaliseringen i Huset for Psykisk Sundhed i Griffenfeldsgade 44 ophører, og at der fra marts 2025 således ikke længere vil være et Huset for Psykisk Sundhed. Socialudvalget blev orienteret om dette med en fredagsmail den 21. juni 2024.
Socialforvaltningen har i efteråret 2024 været i dialog med regionen om, hvordan og i hvilken udstrækning samarbejdet mellem forvaltningen og regionen kan fortsætte til gavn for borgere med psykiske lidelser i København.
Løsning
Regionens fraflytning fra Griffenfeldsgade udfordrer de nuværende fælles initiativer og arbejdsfællesskabet i det nuværende Huset for Psykisk Sundhed, hvorfor der lægges op til en justeret model for det fortsatte samarbejde, med fokus på at udvide kapaciteten for regionalt og kommunalt initierede koordinerende netværksmøder samt styrke brobygningen mellem region, kommunale tilbud og civilsamfundstilbud.
Samarbejdet om den sansestimulerende velværecafé fortsætter
Både Københavns Kommune og regionen ønsker at bevare samarbejdet omkring den sansestimulerende velværecafé, og begge organisationer forpligter sig dermed til fortsat at bidrage med 90.000 kr. hver til aflønning af den faste medarbejder, der står for afvikling af den sansestimulerende velværecafé. Velværecaféen vil fremover foregå én dag om ugen på hhv. regionens nye adresse i Lygten og én dag i Griffenfeldsgade. Borgerne vil kunne benytte tilbuddet på begge adresser.
Det fremtidige samarbejde om koordinerende netværksmøder
Derudover er både Socialforvaltningen og Region Hovedstaden indstillede på at bevare finansiering af et årsværk fra hver organisation til et styrket samarbejde omkring de fælles borgere. I stedet for at regionen finansierer en medarbejder til at dække receptionen, vil regionen fremover finansiere en koordinator, som skal arbejde tæt sammen med den koordinator, som Københavns Kommune har ansat og finansierer.
Koordinatorernes opgaver er at arrangere og afholde netværksmøder med deltagelse af borger, relevante parter fra Region Hovedstadens psykiatri og Københavns Kommune samt borgers netværk, hvor indsatsen i forhold til borgeren aftales og koordineres. De vil have fordel af tilsammen at have adgang til relevante systemer. De kan således sammen udrede mere komplicerede forløb, som ofte kræver erfaring og specialiseret viden. Netværksmøderne kan fungere på trods af, at tilbuddene fremover får forskellige adresser. Det vil dog kræve, at koordinatorerne er fleksible og bevæger sig mellem flere enheder i Psykiatrisk Center København og Socialforvaltningens nye “Din Sociale Indgang”.
Det vurderes, at de nye fælles ressourcer vil muliggøre afholdelse af flere koordinerende netværksmøder til gavn for borgerne. Udover at stå for afholdelse af netværksmøderne vil koordinatorerne også have fokus på at fremme samarbejdet mellem de regionale ambulatorier og de kommunale aktivitetstilbud samt civilsamfundstilbuddene, og dermed understøtte at borgerne i endnu højere grad brobygges til relevante tilbud.
Konsekvenser for lejemålet efter regionens fraflytning
Huslejeudgifterne til lokalerne i Griffenfeldsgade, hvor velværecafeen og receptionen er i dag, vil fremover skulle afholdes fuldt ud af Socialforvaltningen. Forvaltningen forventer at fremlægge et investeringsforslag i forbindelse med Overførselssagen for 2024-2025 om et nyt intensivt døgnstøttetilbud (servicelovens § 85) i Griffenfeldsgade, hvor det foreslås, at fx velværecafeens lokaler også kan anvendes som mødested for de borgere, som visiteres ind i det nye tilbud. Det afsøges også, om andre § 85-medarbejdere kan flytte ind på adressen. Hvis investeringsforslaget vedtages, vil huslejeudgiften til lokalerne i Griffenfeldsgade 44 kunne finansieres gennem investeringsforslaget. Hvis ikke der afsættes midler til investeringsforslaget, vil forvaltningen skulle finde andre muligheder for at dække udgifterne til huslejen.
Økonomi
Socialforvaltningens udgifter til koordinator og fleksjobmedarbejder afholdes inden for den nuværende økonomiske ramme. Hvis ikke ovennævnte investeringsforslag og øvrige rokeringer af personale gennemføres, vil der være en risiko for tomgangsleje. Forvaltningen vurderer, at risikoen for dette er lav.
Videre proces
Socialforvaltningen arbejder videre med den nye ramme om samarbejdet med Region Hovedstadens Psykiatri for målgruppen af københavnere over 18 år med psykiske problemstillinger.
Katrine Ring
/ Eva Stokbro Jensen