Mødedato: 14.12.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Bevilling til værestedet Hellebro

På baggrund af medlemsforslag fra Radikale Venstre og Venstre skal Socialudvalget beslutte, om der skal ydes et tilskud til værestedet Hellebro.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

1. at Socialudvalget beslutter ikke at bevillige 90.000 kr. til værestedet Hellebro, da der ikke findes udisponerede budgetmidler indenfor Socialudvalgets budget for 2017,

eller

2. at Socialudvalget beslutter at yde et tilskud på 90.000 kr. til brug for driften af værestedet Hellebro i perioden 1. marts – 31. maj 2017 indenfor rammerne af Socialudvalgets budget for 2017, jfr. økonomiafsnittet.

Problemstilling

Hellebro er en privat forening, der driver et værested for unge hjemløse.

Hellebros hovedsponsor Aberdeen Asset Management, som er en international ejendomsforvalter og -investor, trak i sommeren 2016 sin støtte til Hellebro. Aberdeen giver fortsat Hellebro huslejefrihed i deres nuværende lokaler indtil maj 2017, og Hellebros øvrige drift finansieres af private donationer, primært fra privatpersoner og fonde.

Hvis Hellebro skal forblive åbent, skal de inden 1. marts 2017 have skaffet finansiering fra marts til december 2017. Hellebro har som målsætning at opbygge en selvbærende økonomi inden maj 2017, hvor deres huslejefrihed skal genforhandles. På nuværende tidspunkt har de midler til at dække deres drift i januar og februar 2017, men angiver at de mangler 90.000 kr. til at dække deres budget i marts, april og maj 2017.  

Hellebro angiver, at de har 100-120 faste ugentlige brugere, en lønnet daglig leder og 25 frivillige. Hellebro er et uforpligtende værested, hvor de unge kan opholde sig på deres egne betingelser. Socialforvaltningens Ungeprojekt for unge hjemløse samarbejder med Hellebro og kommer derude ugentligt. Socialforvaltningen har et godt samarbejde med Hellebro og oplever, at de frivillige støtter op om de kommunale indsatser overfor de unge.

Løsning

Hvis Socialudvalget beslutter ikke at imødekomme medlemsforslaget om finansiering af Hellebro (1. at-punkt), risikerer Hellebro, at måtte lukke pr. 1. marts 2017. Det kan betyde, at Hellebros brugere kommer til at mangle deres sædvanlige værested om aftenen. Andre lignende tilbud for unge er Kofoeds Kælder, som er et kontaktsted med åbent i dagtimerne. Derudover planlægger Ungdommens Røde Kors at åbne et frivilligt drevet aktivitetshus for unge hjemløse i februar 2017. Herudover vil de unge også kunne gøre brug af øvrige eksisterende værestedstilbud til hjemløse.

Socialudvalget kan beslutte at yde et tilskud på 90.000 kr., som skal dække Hellebros drift, herunder mad, lønninger, internet og forsikringer, i tre måneder fra 1. marts til 31. maj (2. at-punkt).

Hellebro forventer at have opbygget en selvbærende økonomi fra maj 2017 baseret på private donationer og fondsmidler samt § 18-midler fra 2018. Risikoen ved en eventuel kommunal bevilling fra marts til maj 2017 kan være, at værestedet Hellebro ikke opnår finansiering efter maj 2017 og derfor risikerer at lukke. Såfremt udvalget beslutter at yde den foreslåede bevilling til Hellebro, vil tilbuddet dog under alle omstændigheder kunne videreføres i tilskudsperioden.

Økonomi

Såfremt Socialudvalget beslutter at tiltræde indstillingens 2. at-punkt finansieres tilskuddet på 90.000 kr. til værestedet Hellebro indenfor rammerne af Socialudvalgets budget for 2017. Det betyder, at de 90.000 kr. findes ved at gennemføre en generel besparelse på Socialudvalgets budget. De bevillingsmæssige konsekvenser heraf indarbejdes i første sag om bevillingsmæssige ændringer i 2017.

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender indstillingens 2. at-punkt, udbetaler Socialforvaltningen 90.000 kr. til Hellebro.

 

Nina Eg Hansen

                                     / Eva Stokbro Jensen

 

Beslutning

Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.

Mia Nyegaard (B) forlod mødet under behandlingen af punktet på grund af inhabilitet.  

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt og 1. at-punkt bortfaldt.  

Der var følgende protokolbemærkning fra A, F og Ø:

Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten håber at Hellebro med dette helt ekstraordinære tilskud kan skabe en afklaring af projektets holdbarhed, men er bekymrede for den fremadrettede drift af projektet blandt andet i forhold til lokalesituationen og har med dette tilsagn ikke givet forventning om yderligere støtte.

Til top