Mødedato: 14.12.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Revisionsrapport - Revision i årets løb for 2016 på områderne omfattet af statsrefusion

Se alle bilag
Socialforvaltningen har den 16. november 2016 modtaget Deloittes Revisionsrapport vedrørende den løbende revision på områderne omfattet af statsrefusion.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget tager orientering om Revisionsrapporten, jf. bilag 1, og forvaltningens tiltag på baggrund heraf til efterretning

Problemstilling

I den løbende revision undersøger Deloitte Socialforvaltningens regnskabspraksis og løbende processer i 2016. Ligeledes følger de op på revisionsbemærkninger og observationer fra tidligere år. På området omfattet af statsrefusion er der ingen opfølgningspunkter fra tidligere år. Socialudvalget får rapporten til orientering, da revisionen har afgivet en kritisk bemærkning på området vedr. merudgifter til børn.

Deloitte har gennemgået 8 områder. Gennemgangen har givet anledning til 1 rød markering – Observationen vurderes ikke betryggende, 3 gule markeringer – Observationen er mindre betryggende samt 4 grønne markeringer – Observationen er betryggende. Se bemærkninger og tiltag for den røde samt de gule observationer i tabel 1 nedenfor.

Løsning

Deloitte har afgivet en rød bemærkning vedr. servicelovens § 41 - merudgifter til børn. Alle sager om merudgiftsydelser til børn skulle have været genberegnet senest 1. januar 2016, fordi modellen for beregning af merudgiftsydelse blev ændret ved lov. Revisionen har konstateret, at der endnu ikke er foretaget genberegning i alle sager. Den manglende genberegning betyder, at der er udbetalt forkert ydelse til borgerne og derved risiko for forkert hjemtaget statsrefusion. Deloitte kritiserer også, at der er sket administrative forlængelser i sagerne.

Forvaltningen forventer, at arbejdet med at genberegne de resterende sager er færdiggjort primo marts 2017. Forvaltningen er ophørt med at foretage administrative forlængelser i sagerne. For borgerne betyder det, at de vil modtage en ny afgørelse, hvor genberegningen er foretaget i henhold til korrekt model. For nogle borgere vil genberegningen betyde, at de vil modtage en højere ydelse og for andre en mindre. Statsrefusionen vil blive berigtiget i forbindelse hermed.

Nedenfor gennemgås revisionens gule observationer samt forvaltningens bemærkninger og tiltag.

 

Tabel 1. Observationer for den løbende revision 2016

Observation

Risiko og vurdering

Socialforvaltningens bemærkninger og tiltag

Ledelsestilsyn – sager som ikke er revurderet eller er administrativt forlænget er ikke omfattet af ledelsestilsynet.

Der er risiko for fejludbetaling i sager som mangler revurdering eller som er administrativt forlænget.

 

Observationen er mindre betryggende.

Socialforvaltningen har i ledelsestilsynet iværksat en kontrol med sager, som mangler revurdering og som er administrativt forlænget. Praksis med administrative forlængelser er ophørt og der er iværksat et opfølgningsarbejde med disse sager.

 

Ledelsestilsyn – højere fejlprocent i sager som er udtaget på baggrund af en risikobaseret tilgang.

 

Der er risiko for at fejl ikke afdækkes i forbindelse med ledelsestilsynet.

 

Observationen er mindre betryggende. 

Socialforvaltningen vil omlægge ledelsestilsynet på personsagsområdet og implementere et risikobaseret

ledelsestilsyn. Der er nedsat en projektgruppe som arbejder med området.

 

Merudgifter Serviceloven §100 – der er observeret manglende opfølgning.

Der er risiko for overtrædelse af loven samt risiko for indtægtstab.

 

Observationen er mindre betryggende. 

Forvaltningen har udarbejdet en plan for gennemgang af samtlige sager, der skal genvurderes. Der mangler aktuelt rettidig opfølgning i 204 sager. Dette arbejde forventes færdigt i april 2017.

 

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Deloitte fremlægger en samlet revisionsberetning for 2016 med de væsentligste bemærkninger, som forventes at foreligge i juni 2017.

 

Nina Eg Hansen

                                  /Lone Berner Wolff                    

 

 

 

Beslutning

Kontorchef Lone Berner Wolff og revisor Ulrik Vassing , Deloitte deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev taget til efterretning.

 
Til top