Mødedato: 14.11.2018, kl. 08:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Kapacitetstilpasning på døgnområdet i Borgercenter Børn og Unge 2018-2020

Resumé

Socialudvalget forelægges forvaltningens plan for kapacitetstilpasning på døgnområdet i Borgercenter Børn og Unge. Der er behov for at tilpasse tilbudsviften som følge af omstillingen Tæt på Familien, fordi der er større efterspørgsel efter mere fleksible løsninger som led i en målrettet, intensiv forebyggelsesindsats. Socialforvaltningen planlægger at reducere i antallet af døgnpladser, omstille pladser til andre typer samt forstærke de forebyggende indsatser. I perioden 2018-2019 bliver der tale om en reduktion på 10 døgnpladser, en omstilling af yderligere otte døgnpladser samt etablering af 12-18 ventilpladser.

 
 
 

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender Socialforvaltningens plan for kapacitetstilpasning på døgnområdet i Borgercenter Børn og Unge 2018-20, og at der arbejdes videre med konkretisering og realisering af planen.

Problemstilling

Socialforvaltningen har i en årrække været i gang med en omfattende omstilling af området for udsatte unge under overskriften Tæt på Familien. Med budgetaftalen for 2015 vedtog Borgerrepræsentationen en investeringscase, hvor man afsatte 5,8 mio. kr. årligt til ansættelse af flere sagsbehandlere på ungeområdet samt 1 mio. kr. årligt til kompetenceudvikling af medarbejdere. Det øgede antal sagsbehandlere skulle nedbringe sagsstammen pr. sagsbehandler og dermed give tid til en tættere kontakt og øget dialog med de unge.

I casen lå en forventet besparelse med stigende profil på anbringelses-området gennem en reduktion i antallet og varigheden af anbringelser. I stedet skulle de specialiserede indsatser i højere grad tilbydes de unge i hjemmet, skolen eller andre dele af almenområdet og ikke kun i forbindelse med døgnanbringelse eller dagbehandling. Flere børn og unge skulle modtage forebyggende foranstaltninger, til forebyggelse af anbringelse uden for hjemmet.

I 2017 blev omstil­lingen udvidet til også at omfatte børneområdet. Omstillingen forventes afsluttet i 2020.

Evalueringerne af Tæt på Familien indtil nu viser, at omstillingen har ført til et fald i antal og varighed af anbringelser og en samtidig stigning i antallet af forebyggende foranstaltninger.  Andelen af københavnske unge anbragt uden for hjemmet er faldet fra 0,93 % i 2014 til 0,74 % i 2017. Gennemsnittet for hele landet ligger på 0,93 %. Samtidig modtager flere børn og unge forebyggende indsatser. I 2014 modtog 2.455 børn og unge udelukkende forebyggende foranstaltninger – i 2017 var antallet 3.161 børn og unge. Derudover modtager flere børn en forebyggende foranstaltning. I Midtvejsevalueringen af Tæt på Familien fremgår som eksempel, at hvor der blandt børn 0-12 år i 2014 var 814 forebyggede foranstaltninger, var det tilsvarende antal i 2017 1.084.

I samme periode er antallet af underretninger og det samlede antal aktive foranstaltninger steget. Til sammen betyder det, at forvaltningen hjælper et højere antal børn og unge i forhold til tidligere. Dette er sket inden for et faldende budget på børneområdet.

Det ændrede foranstaltningsmønster har medført en overkapacitet på døgnpladser og en samtidig efterspørgsel på mere fleksible løsninger som led i en målrettet, intensiv forebyggelsesindsats. Udviklingen forventes at fortsætte i de kommende år, dog med en aftagende virkning.

Som baggrund for kapacitetstilpasningsplanen er der primo 2018 udarbejdet en kapacitetsanalyse af udviklingen i anbringelser på døgnområdet. Analysen viser, at der i perioden 2016 til maj 2018 har været en årlig overkapacitet på 85-88 døgnpladser, særligt på områderne kriminalitet og behandlingshjem.

Derudover peger en prognose for udviklingen i anbringelser frem mod 2020 på, at behovet for døgnpladser forsat forventes at falde, dog i mindre grad end hidtil. Forventningen er, at der i 2020 vil være behov for 68 færre døgnpladser. Dette er efter opsigelsen af driftsoverenskomsten med de selvejende tilbud Donekrogen og Orøstrand (behandlet på udvalgsmøde d. 25. april 2018) samt lukningen af Glostrup Behandlingshjem (behandlet på udvalgsmøde d. 20. april 2016). En del af de ledige pladser sælges til andre kommuner. I 2017 blev der solgt ca. 28 helårspladser (ikke medregnet de nævnte tilbud).

Til gengæld oplever forvaltningen en efterspørgsel på en styrkelse af de fleksible, forebyggende tilbud. Særligt er der behov for flere og bedre muligheder for fleksibilitet ift. intensiteten i indsatserne samt mulighederne for at kombinere indsatser på tværs af tilbud og på tværs af døgn og forebyggelse.

For at kunne matche målgruppens behov bedst muligt er der således behov for at tilpasse tilbudsviften på døgnområdet, herunder både at reducere antallet af døgnpladser, omstille pladser samt forstærke de forebyggende indsatser ved bl.a. at oprette fleksible ventilpladser til unge.

Løsning

Socialforvaltningen har udarbejdet en overordnet plan for kapacitetstilpasning på døgnområdet i perioden 2018-20. Formålet med kapacitetstilpasningen er at sikre, at Borgercenter Børn og Unge forsat har og udvikler den rette tilbudsvifte og organisering på døgnområdet, der bedst understøtter, at udsatte børn, unge og familier i Københavns Kommune får den rette og rettidige støtte.

Kapacitetstilpasningsplanen skal skabe sammenhæng i den udvikling, der gennemføres på døgnområdet, og understøtte, at Borgercenter Børn og Unge anvender sine ressourcer mest effektivt i forhold til at møde de behov, som byens udsatte børn og unge samt deres familier har.

Planen udgør rammen for de konkrete tilpasninger, Borgercenter Børn og Unge igangsætter på døgnområdet i 2018-20. Planen består af tre hovedspor:

  • En faglig, strategisk ramme og retning for tilpasningen og omstillingen med fokus på sidste fase af Tæt på familien, kapacitetsbehovene samt behovene for tilbud med fleksibilitet og agilitet

  • Første fase 2018-19 med beslutning om og realisering af lukning af 10 døgnpladser og omstilling af 8 pladser

  • Anden fase 2019-20 med beslutning om og realisering af yderligere tilpasning på døgnområdet, herunder lukning og omstilling afhængigt af de konkrete behov.

Kapacitetstilpasningen: Første fase 2018-19

Planens første fase indeholder fire centrale tilpasninger på døgnområdet:

  1. Sammenlægning af to tilbud på kriminalitetsområdet, Den Flyvende Hollænder og Rymarksvænge, som næsten er realiseret (godkendt af Socialudvalget på udvalgsmødet d. 20. juni 2018)

  2. Forstærket forebyggelse på kriminalitetsområdet, herunder etableringen af 3-9 fleksible ventilpladser til unge

  3. Omstilling af døgnpladser til hhv. døgn-, ventil- og botræningspladser til unge med psykiske vanskeligheder, herunder særligt unge drenge med ekstrovert adfærd, for at imødekomme et stigende behov for tilbud til målgruppen. Der bliver tale om pladser, hvor de unge kan bo og få behandling og støtte i kortere perioder efter behov, eller som led i udslusning fra et døgntilbud med mere intensiv behandling og støtte. 

  4. Etablering af forstærket forebyggelse i form af fleksible ventilpladser til udsatte børn og unge. Der etableres i alt 12-18 ventilpladser, inkl. pladserne på kriminalitetsområdet (jf. pkt. 2). Ventilpladserne etableres på yderligere tre institutioner med tilbud til børn, unge og familier og skal give mulighed for at supplere indsatserne dér med mere fleksible tilbud til målgrupperne i afgrænsede perioder, fx som forebyggelse af anbringelse, hvor det er muligt, eller som udslusning fra døgntilbud.   

Derudover igangsættes et udviklingsspor ift. styrkelse af familie- og netværksplejeområdet, herunder rekruttering af plejefamilier.

Samlet reduktion og omstilling i første fase 2018-19:

  • Reduktion af 10 døgnpladser fra Den Flyvende Hollænder og Rymarksvænge

  • Omstilling af 8 døgnpladser til psykiatritilbud til unge

  • Styrket forebyggelse med etablering af 12-18 ventilpladser.

Økonomi

Forvaltningen estimerer, at de foreslåede kapacitetstilpasninger indebærer et økonomisk potentiale, der som minimum udgør 2 mio. kr. i varig besparelse. Realiseringen heraf vil dog forudsætte investeringer. Kapacitetstilpasningen kan derfor indgå i budgetprocessen for 2020 som et investeringsforslag.

Videre proces

  1. Socialforvaltningen arbejder videre med at konkretisere og realisere planen for kapacitetstilpasning. Socialudvalget orienteres om den konkrete udmøntning.

  2. Forvaltningen udarbejder investeringsforslag til budgetprocessen 2020 med henblik på Socialudvalgets godkendelse.

  3. Forvaltningen tilrettelægger en proces for inddragelse af relevante MED-udvalg i de konkrete afviklings- og omstillingsprocesser. Der er pt. proces i gang for Den Flyvende Hollænder/Rymarksvænge.

 

Nina Eg Hansen

                                            / Lise Stidsen Vandahl

Beslutning

Kontorchef Lise Stidsen Vandahl deltog under punktets behandling. 

Indstillingen blev godkendt.

Til top