Mødedato: 14.11.2012, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Udmøntning af Budget 2013: Demografimidler

Se alle bilag

Socialudvalget har i Budget 2013 fået tildelt demografimidler til 4 målgruppeområder, samt midler som følge af den supplerende budgetmodel for borgere med handicap. Den konkrete udmøntning af midlerne skal besluttes.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.                  at Socialudvalget godkender udmøntning af 9,9 mio. kr. vedrørende udsatte børn og unge, jf. løsningsafsnit og bilag 1

2.                  at Socialudvalget godkender udmøntning af 5,7 mio. kr. vedrørende borgere med sindslidelse, jf. løsningsafsnit og bilag 2

3.                  at Socialudvalget godkender udmøntning af 5,5 mio. kr. vedrørende hjemmeplejen, jf. løsningsafsnit og bilag 3

4. at Socialudvalget godkender udmøntning af 26,7 mio. kr. vedrørende borgere med handicap, jf. løsningsafsnit og bilag 4

Problemstilling

I budgetforliget for 2013 blev der afsat 9,9 mio. kr. i 2013 og frem til området for udsatte børn og unge til sikring af, at budgettet følger med udviklingen i børnetallet, samt til sikring af, at antallet af sagsbehandlere kan følge med antallet af underretninger, der er fordoblet i løbet af det seneste år. Heraf blev 4,2 mio. kr. afsat til flere sagsbehandlere i børnefamiliecentrenes undersøgelsesteams. Socialudvalget skal tage stilling til udmøntningen af de resterende 5,7 mio. kr.

 

Der blev ligeledes afsat 5,7 mio. kr. i 2013 og frem til opretholdelse af serviceniveauet for borgere med sindslidelse i takt med, at der kommer flere borgere i målgruppen. Socialudvalget skal beslutte den konkrete udmøntning af midlerne.

 

Endelig blev der med budget 2013 tilført 5,5 mio. kr. til hjemmeplejen, samt 26,5 mio. kr. til borgere med handicap i automatiske demografiregulering af budgettet, samt 0,2 mio. kr. til den supplerende budgetfordelingsmodel på handicapområdet. Socialudvalget skal tage stilling til den konkrete fordeling af disse midler.

Løsning

Socialforvaltningen har lavet konkret udmøntningsforslag på hvert af de 4 områder ud fra områdernes kendte budgetudfordringer, herunder særligt med fokus på, hvor presset forventes at være størst i 2013 og frem som følge af flere børn/borgere:

På området for udsatte børn og unge foreslås midlerne (9,9 mio. kr.) udmøntet til:

·         4,2 mio. kr. til flere sagsbehandlere i børnefamiliecentrenes undersøgelsesteams

·         2,1 mio. kr. til forventet stigning i antallet af forebyggende foranstaltninger

·         2,1 mio. kr. til familie- og ungerådgivningerne (front-tilbuddene) i Børnefamiliecenter København

·         0,6 mio. kr. til Center for Unge og Misbrug (U-Turn) til rådgivning og behandling ifm. stigningen i antallet af henvendelser fra unge med hashmisbrug

·         0,9 mio. kr. til Center for Forebyggelse og Rådgivning (Døgnvagten) til håndtering af stigningen i henvendelser

 

På psykiatriområdet foreslås midlerne (5,7 mio. kr.) udmøntet til:

·         4,1 til styrket indsats til hjemmeboende i dagtimerne (flere SKP’ere og hjemmevejledere), samt styrket indsats i aften- og nattetimerne

·         1,1 mio. kr. til beskæftigelsesindsats for borgere med sindslidelse (VIVIL)

·         0,5 mio. kr. til styrket indsats overfor færdigbehandlede borgere (visitation og opfølgning)

 

På hjemmeplejen foreslås midlerne (5,5 mio. kr.) udmøntet til:

·         Flere forløb i hjemmeplejen: 4,0 mio. kr.

·         Flere forløb i hjemmesygeplejen: 1,0 mio. kr.

·         Styrket sagsbehandling i hjemmeplejevisitationen: 0,5

 

På handicapområdet foreslås midlerne (26,7 mio. kr.) udmøntet til:

·         7,8 mio. kr. til køb af pladser på voksenområdet

·         10,9 mio. kr. til etablering af nye aktivitets- og samværstilbud til borgere uden dagtilbud

·         3,0 mio. kr. til flere tilbud til hjemmeboende, herunder BPA og §85

·         1,9 mio. kr. til styrket sagsbehandling på Handicapcenter København

·         3,1 mio. kr. til videreførsel af taskforce ift. kvalitet i sagsbehandlingen

Økonomi

Er beskrevet ovenfor. De bevillingsmæssige konsekvenser/omflytninger fremgår af bilag 5.

Videre proces

De bevillingsmæssige ændringer vil indgå i førstkommende sag herom til SUD, ØU og BR.

 

         Anette Laigaard

                                                                  /Anders Kirchhoff

Beslutning

Kontorchef Katrine Bagge Thorball overværede punktets behandling.

 

Finn Rudaizky (O) stillede følgende ændringsforslag:

”Det afsatte beløb på 10,9 mio. til aktivitets- og samværstilbud reduceres med 0,2 mio. kr., som i stedet tildeles voksenklubben Lavuk til forhøjelse af deres tilskud”.

 

Ændringsforslaget bortfald med følgende stemmeafgivelse:

For: O (1)

Imod: A, F, K, Ø og B (9)

Undlod at stemme: V (1)

 

Indstillingen blev herefter godkendt med følgende protokolbemærkning:

”A, F, Ø og B har med budgetaftalen for 2013, og den udmøntning, der er sket på dagens udvalgsmøde, sikret over 10 mio. kr. for at sikre, at alle borgere, der ikke har et tilbud om dagen, aktivitetsmuligheder. Den prioritering finder vi bedre end at bevilge midler til eksisterende tilbud, hvor gode disse så end er.”

Til top