Flytning af særboliger til hjemløse fra Kollektivhuset
Socialudvalget skal tage stilling til, at 20 særboliger til tidligere hjemløse i Kollektivhuset på Bellahøj skal nedlægges og erstattes af 20 særboliger i den almene sektor.
Problemstilling
Den 1. februar 2011 overtog Socialforvaltningen driften af Kollektivhuset, Bellahøj, fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Som en del af aftalen blev det besluttet, at 20 boliger skulle anvendes til Housing First indsatser for tidligere hjemløse borgere i regi af Hjemløsestrategien.
Hjemløsestrategien har pr. oktober 2012 overtaget 14 ud af 20 særboliger. De resterende skulle efter planen overtages i takt med, at de tidligere beboere fraflytter lejlighederne. To af de 14 lejligheder står tomme, da det er svært at finde borgere i målgruppen som ønsker at takke ja til en særbolig i Kollektivhuset.
Særboligerne udgør en del af forvaltningens Housing First-indsats under Købehavns Kommunes hjemløsestrategi. Målgruppen for særboligerne er hjemløse borgere med komplekse problemstillinger, som modtager en permanent bostøtte i form af ACT (Assertive Community Treatment). ACT bosøtte består af en tværfaglig indsats, hvor bostøttemedarbejdere, sagebehandlere fra Hjemløseenheden, konsulenter fra Jobcenter, misbrugskonsulenter og sygeplejefagligt personale yder støtte og hjælp til borgeren i egen bolig. Erfaringerne viser at målgruppen formår at fastholde livet i egen bolig med den nødvendige hjælp og støtte fra ACT teamet.
Med henblik på at kunne levere en bedre indsats overfor borgerne, ønsker forvaltningen imidlertid at flytte de 20 særboliger fra Kollektivhuset for i stedet at tilbyde borgerne en særbolig i den almene sektor, som anvises gennem den Sociale Boliganvisning. Samtidig muliggør flytningen af de 20 særboliger etablering af 20 nye pladser i Kollektivhuset til unge borgere med sindslidelse, jf. indstilling om etablering af midlertidige pladser til unge med sindslidelse, som forelægges udvalget parallelt med denne indstilling.
Løsning
Kollektivhuset rummer 77 lejligheder, hvoraf de 57 fungerer som et socialpsykiatrisk botilbud (Socialpsykiatrisk Center Nordvest), mens de resterende 20 lejligheder i dag udgør særboliger til tidligere hjemløse borgere, der kan klare sig i eget hjem med ACT-bostøtte.
Placeringen af særboliger i Kollektivhuset har imidlertid vist sig problematisk, idet særboligerne er placeret tæt op ad et socialpsykiatrisk botilbud. Dette har betydet, at der jævnligt har været konflikter mellem beboerne i særboligerne og resten af Kollektivhuset inklusive det personale, der er tilknyttet det socialpsykiatriske botilbud. Konflikterne har blandt andet medført, at beboerne i særboligerne ikke længere kan anvende husets have, vaskeri og andre fællesarealer, hvilket ikke er en hensigtsmæssig situation, idet forholdet bevirker, at beboerne i særboligerne ikke føler sig velkomne i det hus, de bor i.
Forvaltningen har gjort en stor indsats for at forsøge at løse de beskrevne problemer på Kollektivhuset, men trods indsatsen er situationen på Kollektivhuset ikke forbedret. Et tiltag har blandt andet været, at Hjemløseenheden har overtaget hele bostøtteindsatsen, som de første par år blev varetaget af to medarbejdere på Kollektivhuset.
Sidst har forvaltningen i forbindelse med hjemløsestrategien gjort sig nogle vigtige erfaringer i forhold til housing first indsatsen, herunder hvilken betydning boligtype har for borgerens fastholdelse i egen bolig. Der arbejders med housinig first i to typer boliger, særboliger i almene boligselskaber og særboliger placeret i bygningen der huser samme målgruppe. I løbet af de seneste 2 år er 75 tidligere hjemløse kommet i egen særbolig med ACT støtte, og resultaterne tegner et tydeligt billede af, at indsatsen har de bedste resultater for gruppen af borgere der bliver tildelt en særbolig i ”almindeligt” alment boligbyggeri. Fastholdelsesgraden er her 100 pct., mens den er 88 pct. for borgere der modtager ACT i særboliger placeret i grupper sammen med borgere fra samme målgruppe.
Forvaltningen ønsker i forlængelse heraf i stedet at etablere 20 nye særboliger i boliger, som anvises via den Sociale Boliganvisning. Da huslejen i særboligerne i Kollektivhuset ligger i den høje ende af hvad målgruppen kan betale, vurderes det, at beboerne kan tildeles en bolig gennem den Sociale Boliganvisning i løbet af ca. 3-4 måneder efter de er blevet indstillet. Der vil således være tale om en løbende fraflytning fra Kollektivhuset takt med at beboerne tildeles anden bolig gennem den Sociale Boliganvisning.
Den fremtidige anvendelse af Kollektivhuset
Efter fraflytning fra pladserne på Kollektivhuset ønskes pladserne anvendt til unge med sindslidelse. Socialforvaltningen fremlægger ligeledes d. 14. november 201 indstilling om etablering af midlertidige pladser til unge med sindslidelse for Socialudvalget, der detaljeret beskriver den fremadrettede plan for pladserne.
Økonomi
Der vil ikke være nogen økonomiske konsekvenser forbundet med flytningen af særboligerne fra Kollektivhuset til særboliger i almene boligselskaber, da ACT-bostøtten i dag er forankret i Hjemløseenheden, og leveres fremskudt i borgeres bolig – uanset dennes beliggenhed
Videre proces
Såfremt Socialudvalget godkender lukningen af særboligerne på Kollektivhuset samt indstilling om etablering af midlertidige pladser til unge med sindslidelse om den fremtidige anvendelse af Kollektivhuset, vil der ske en gradvis indflytning af den nye målgruppe i takt med, at særboligbeboerne flytter ud.
Anette Laigaard
/Gitte Bylov Larsen
Beslutning
Kontorchef Gitte Bylov Larsen overværede punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt.