Håndtering af medlemsforslag om indførelse af solsikkeprogrammet
Resumé
Socialudvalget skal tage stilling til et budgetnotat om yderligere implementering af solsikkeprogrammet i Socialudvalget. Baggrunden er et medlemsforslag fra Borgerrepræsentationen den 18. april 2024, som pålægger samtlige forvaltninger at udarbejde et budgetnotat og en sag til politisk behandling ift., hvordan solsikkeprogrammet kan implementeres. Det vedlagte budgetnotat indeholder en lille og stor model med udlevering af solsikkesnoren i Socialforvaltningen og evt. oplæring af medarbejdere og borgere (bilag 1).
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller:
- at Socialudvalget godkender budgetnotatet (bilag 1) vedrørende yderligere implementering af solsikkeprogrammet i Socialforvaltningen med henblik på, at det kan indgå i forhandlingerne om Budget 2025.
- at Socialudvalget godkender, at medlemsforslaget om solsikkeprogrammet, vedtaget på Borgerrepræsentationens møde den 18. april 2024, hermed er håndteret.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen vedtog med ”Medlemsforslag om indførelse af solsikkeprogrammet” på mødet torsdag den 18. april 2024 (bilag 2):
- at Borgerrepræsentationen pålægger alle forvaltninger at vende tilbage med en sag til politisk behandling, der afdækker, hvordan solsikkeprogrammet kan implementeres i forvaltningerne
- at Borgerrepræsentationen pålægger fagforvaltningerne at udarbejde et budgetnotat til sagen, som tydeliggør eventuelle udgifter forbundet med implementering af solsikkeprogrammet.
Medlemsforslaget blev vedtaget uden afstemning. Forslaget blev stillet af Enhedslisten, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Alternativet, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
Løsning
Solsikkesnoren er et visuelt hjælpemiddel for borgere med usynlige handicaps, hvilket kan hjælpe med at skabe større forståelse og støtte fra omgivelserne, når personen har behov for det. I det følgende præsenteres Socialudvalget for, hvordan solsikkeprogrammet yderligere kan indføres i Socialforvaltningen.
Solsikkesnoren er allerede implementeret på handicapområdet i Socialforvaltningen. Borgercenter Handicap har således gode erfaringer med solsikkesnoren, hvor man siden marts 2023 har udleveret solsikkesnoren til borgere, både i Familiehuset, Huset for tidlige forebyggende indsatser, receptionen i Borgercenter Handicap mv. Interessen fra borgerne er høj, og der er ad flere omgange genbestilt snore for at kunne fortsætte udleveringen af dem. Alle medarbejdere på myndighedsområdet i Borgercenter Handicap er blevet informeret om solsikkesnoren og dens betydning i forbindelse med starten af udleveringsordningen i foråret 2023. Kendskabet til solsikkesnoren udgør en del af introduktionen til nye sagsbehandlere inden for hjerneskadeområdet.
Socialforvaltningen har derfor i forlængelse af medlemsforslaget overvejet mulighederne for yderligere implementering af solsikkesnoren. Fokus er i den forbindelse bl.a. på at udbrede solsikkesnoren på andre relevante områder i forvaltningen med borgerkontakt. Forvaltningen har udarbejdet det vedlagte budgetnotat (bilag 1) med forslag til, hvordan solsikkeprogrammet yderligere kan implementeres på tværs i Socialforvaltningen.
Budgetnotatet omfatter fire aktiviteter i Socialforvaltningen: 1) information til relevante medarbejdere, 2) generel information, 3) information til relevante borgere, 4) udlevering af solsikkesnore til målgruppen og 5) information til civilsamfundet. En udbredelse af programmet kan ske efter en lille og en stor model, hvor den lille model er afgrænset til generel information og udlevering af solsikkesnore til målgruppen. Den store model indeholder alle fem aktiviteter.
Solsikkeprogrammet og Solsikkeprodukterne er del af Hidden Disabilities Sunflower Scheme Limited i Storbritannien, som man skal være medlem af for at kunne udlevere solsikkesnoren. Det vil i tilrettelæggelsen være hensigtsmæssigt, at hele Københavns Kommune på tværs af forvaltningerne har ét fælles medlemskab af Solsikkeprogrammet og giver adgang til at uddele solsikkesnoren og andre materialer og benytte diverse undervisningsmaterialer om programmet. Det foreslås, at Økonomiforvaltningen tegner et fælles medlemskab for Københavns Kommune, og efterfølgende udfakturerer udgifter til forvaltninger efter en fordelingsnøgle, som tager afsæt i årsværk i forvaltningen. Alternativt skal Økonomiforvaltningen have budget til hele udgiften ved medlemskab. Der er på nuværende tidspunkt en dialog med Økonomiforvaltningen, og finansieringen af et eventuelt medlemskab er endnu ikke afklaret.
Økonomi
Som det fremgår i budgetnotatet, vil en lille model i Socialforvaltningen have årlige udgifter på 0,190 mio. kr., mens der ved en stor model vil være årlige udgifter på 0,910 mio. kr.
Videre proces
Godkendes indstillingen i Socialudvalget, vil budgetnotatet indgå i de kommende budgetforhandlinger.
Mikkel Boje
/ Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.
Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.