Mødedato: 14.08.2024, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

B-sag. Socialudvalgets høringssvar til København Kommunes samarbejdsaftale med Det Kongelige Teater 2025-2028

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget skal tage stilling til høringssvar til en ny samarbejdsaftale mellem Københavns Kommune og Det Kongelige Teater for 2025-28. Økonomiudvalget behandlede på et møde den 21. maj 2024 et udkast til ny fireårig samarbejdsaftale med Det Kongelige Teater for 2025-28 (bilag 1) og vedtog, at udkastet sendes i politisk høring i samtlige fagudvalg i Københavns Kommune.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller:

  1. at Socialudvalget godkender udkast til høringssvar til ny samarbejdsaftale mellem Københavns Kommune og Det Kongelige Teater 2025-28 (bilag 2).

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 9. juni 2004, at Københavns Kommune skulle yde et årligt tilskud til Operaen i København på 10,3 mio. i 2004 og herefter 40 mio. kr. årligt (2004 p/l). Det blev vurderet, at en opera ville være et aktiv, ikke blot for staten, men også for Københavns Kommune. Der blev derfor indgået en aftale mellem staten og kommunen om, at Københavns Kommune også skulle bidrage til finansieringen af driften og aktivitet ved at yde tilskud til Det Kongelige Teater. Københavns Kommune har sidenhen ydet driftstilskud til Det Kongelige Teater, der i 2024 udgør 52,3 mio. kr., hvoraf 5 mio. kr. er afsat til aktiviteter inden for den nuværende aftales (bilag 3) fokusområder.

Den nuværende samarbejdsaftale for perioden 2021-24 blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 29. oktober 2020 og udløber ved udgangen af 2024. Borgerrepræsentationen skal derfor før årets udgang vedtage en ny samarbejdsaftale for perioden 2025-28.

Løsning

Et udkast til høringssvar er vedlagt i bilag 2. Socialforvaltningen har i sin gennemgang af udkastet til ny samarbejdsaftale, ligesom ved den nuværende samarbejdsaftale, haft fokus på, at udsatte borgere og borgere med handicap også får gavn af Københavns Kommunes samarbejde med Det Kongelige Teater.

Forvaltningen foreslår på den baggrund, at Socialudvalget fremhæver følgende i høringssvaret:

  • at det er positivt, at det ikke kun er folkeskolebørn, der får glæde af de forskellige aktiviteter, men også udsatte børn og unge, der på grund af deres sociale og fysiske udfordringer ikke går i en almindelig folkeskole, men i stedet modtager undervisningstilbud andre steder som f.eks. interne skoler på anbringelsesstilbud og dagbehandlingsskoler.
  • at det er Socialudvalgets forståelse, at rundvisningerne alene vil blive tilbudt de almene dagtilbud i København, men at Det Kongelige Teater vil have andre tilbud målrettet de udsatte børn, som går i særlige dagtilbud pga. deres sociale og fysiske udfordringer. Socialudvalget ønsker dog, at alle børn  tilbydes samme aktiviteter. 
  • at der i samarbejdsaftalens øvrige to fokusområder bør være fokus på andre udsatte grupper, herunder socialt udsatte voksne og voksne med handicap. 
  • at der opfordres til, at Det Kongelige Teater er opsøgende i forhold til at tilbyde kulturtilbud i regi af samarbejdsaftalen med Københavns Kommune der,  hvor Socialforvaltningens målgrupper opholder sig.

Socialforvaltningen har ved behandling af sagen desuden været i dialog med Økonomiforvaltningen angående nogle præciseringer af mere teknisk karakter. Økonomiforvaltningen har i den forbindelse oplyst, at rundvisningsformatet alene vil blive tilbudt kommunens almene dagtilbud og ikke de særlige dagtilbud pga. børnenes funktionsvariationer, men at børn, der går i særlige dagtilbud, vil få glæde af andre af Det Kongelige Teaters tilbud til børn.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Et samlet Økonomiudvalg afgav på møde den 21. maj 2024 følgende protokolbemærkning:

"Økonomiudvalget ønsker, at Økonomiforvaltningen frem mod samarbejdsaftalens endelige vedtagelse i efteråret 2024 går i dialog med Det Kongelige Teater med henblik på, at de 5 mio. kr., der er afsat til indsatser målrettet borgere i København, p/l reguleres fra tidspunktet for den nuværende samarbejdsaftales ikrafttræden.

Politisk handlerum

  • Socialudvalget kan afgive bemærkninger til udkastet, som forvaltningen efterfølgende vil indarbejde i høringssvaret, inden oversendelse til Økonomiudvalget. 
  • Socialudvalget kan også beslutte ikke at afgive høringssvar til forslaget til ny samarbejdsaftale med Det Kongelige Teater for 2025-28.

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, vil Socialforvaltningen videreformidle høringssvaret til Økonomiudvalget. Den endelige samarbejdsaftale vil blive behandlet i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i efteråret 2024.  

 

Mikkel Boje

                                    / Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt sammen med dagsordenen. 
Til top