B-sag. Uddeling af ekstraordinær § 18-pulje for Transitprogrammet 2020
Socialudvalget skal tage stilling til Socialforvaltningens forslag til fordeling af midler inden for den ekstraordinære § 18-særpulje for Transitprogrammet. Midlerne er til brug i 2020.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender Socialforvaltningens forslag til fordeling af 1.230.000 kr. i en § 18-særpulje i forbindelse med en ekstraordinær uddeling til Transitprogrammet til resten af 2020
Problemstilling
Transitprogrammet er et tilbud til marginaliserede arbejdsmigranter og særligt sårbare migranter. Med Borgerrepræsentationens vedtagelse af budgettet for 2016 blev der afsat 2,7 mio. kr. årligt i fire år (2016-2019) til at videreføre transitprogrammet. Heraf blev 2 mio. kr. afsat til en § 18-særpulje, der kunne søges af frivillige organisationer. De resterende 0,7 mio. kr. blev afsat til en styrkelse af forvaltningens eksisterende indsats over for særligt udsatte migranter. Socialudvalget besluttede den 16. december 2015 at uddele midlerne til syv frivillige organisationer, der tilbyder råd og vejledning, omsorg, kontaktsteder, sundhedstilbud, overnatningstilbud og ledsagerordninger i forbindelse med hjemrejse. Transitprogrammet blev ikke videreført ved budgetforhandlingerne for 2020.
I aftalen om Overførselssagen for 2019/2020 blev det besluttet at afsætte 1.700.000 kr. til at videreføre Transitprogrammet i 2020. 1.230.000 kr. af disse blev afsat til en særpulje til frivillige sociale foreninger. De resterende 470.000 går til Hjemløseenhedens arbejde med udsatte migranter.
Løsning
Forvaltningen har modtaget seks ansøgninger til særpuljen for transitprogrammet. Sammenlagt er der ansøgt om 2.441.160 kr. til bl.a. rådgivning og vejledning, opsøgende arbejde, relationsdannelse, omsorg/støtte, sundhedsfaglig hjælp, brobygning og praktisk hjælp i forbindelse med hjemrejse. Målgruppen for indsatsen er særligt udsatte migranter med lovligt ophold i landet. Forvaltningen foreslår nedenstående fordeling af puljen blandt ansøgerne:
Ansøger |
Projekttitel |
Ansøgt beløb |
Forvaltningens indstilling |
Bevilling 2016-2019 |
Hvad gives bevillingen til |
Projekt Udenfor |
Den gode Hjemrejse |
302.000 kr. |
260.000 kr. |
320.000 |
Lønudgifter, stabiliseringsaktiviteter og hjemrejse |
Hugs and Food |
Hjælp til stabilisering og den gode hjemrejse |
126.400 kr. |
95.000 kr. |
80.000 |
Diverse udgifter ifbm. hjemrejse samt lønudgifter |
Mændenes Hjem |
Blisko – et socialt og sundhedsfagligt tilbud til de mest udsatte udenlandske hjemløse |
522.460 kr.
|
295.000 |
380.000 |
Lønudgifter til deltidsansættelse af to sygeplejersker, til ledelse samt til diverse opgaver ifbm. hjemrejse |
Blå Kors Danmark |
Hjælp til en bedre fremtid |
Projekt 1) 374.000 kr. eller Projekt 2) 615.000 kr.
|
280.000 kr. til projekt 1.* |
190.000 |
Til frivilligstab, rådgivning, økonomi, officielle papirer, opsøgende arbejde, undervisning, bad, bagage, tøjudlevering og lokaleudgifter ifbm. morgencaféen |
Kirkens Korshær |
Udredning, rådgivning og omsorg til nødstedte hjemløse migranter i København |
456.300 kr. |
275.000 kr. |
300.000 |
Løn til medarbejdere i Kompasset, Mariatjenesten og Fedtekælderen |
Internationalt Kristent Center |
Åbent tilbud om undervisning og vejledning til arbejdsmigranter og hjemløse migranter i KBH |
45.000 kr. |
25.000 kr. |
90.000 |
Til huslejeudgifter |
Tabel 1: Socialforvaltningens indstilling af § 18-særpuljen til transitprogrammet
*Forvaltningen har valgt at støtte Blå Kors’ projekt 1, som er en udvidelse af aktiviteter i deres morgencafé i stedet for projekt 2, som er et kollektiv for udsatte migranter. Forvaltningen vurderer, at bevillingsperioden er for kort til projekt 2.
Midlerne uddeles efter samme kriterier, som da midlerne blev uddelt første gang:
- Ansøgninger, hvor foreningen har været i dialog med andre foreninger om tilrettelæggelse og udførelse af indsatser for målgruppen og foreninger, der kan skaffe medfinansiering.
- Ansøgninger, der klart beskriver hvilke aktiviteter, der forventes afholdt for tilskuddet, samt de forventede resultater af disse aktiviteter.
- Ansøgninger, der understøtter den enkelte migrants mulighed for en tilbagevenden til hjemlandet.
- Ansøgninger fra foreninger og projekter, der har ydet en længerevarende solid indsats på det sociale område i København.
- Ansøgninger, der understøtter forskellige typer indsatser, fx sundhed, overnatning, rådgivning, væresteder, der kan indgå i den samlede ramme for indsatsen.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser, da midlerne til 18-særpuljen allerede er afsat med aftalen om Overførselssagen 2019-2020.
Videre proces
Når Socialudvalget har truffet beslutning om anvendelsen af § 18-særpuljen, vil Socialforvaltningen give besked til ansøgerne hurtigst muligt og senest den 21. august 2020.
Mikkel Boje
/ Eva Stokbro Jensen