Mødedato: 14.08.2013, kl. 08:15
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Cost-benefit-analyse og evalueringer af 18+ kriminalitetsprogrammerne Exit og KIV

Se alle bilag
Socialudvalget orienteres om, at der er udarbejdet en Cost-Benefit-Analyse samt interne evalueringer af Exit programmet og Kriminalpræventiv Indsats For Voksne Unge (KIV)(tidl. Den Korte Snor+), som viser, at indsatserne både i et socialfagligt, kriminalpræventivt og samfundsøkonomisk perspektiv er gode investeringer. KIV’s bevilling udløber dog i 2013 og indsatsen vil derfor helt ophøre, hvis ikke bevillingen forlænges.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,

  1. at Cost-Benefit-Analysen (bilag 1) samt sammenfatningen af de interne evalueringer af Exit og KIV programmerne (bilag 2) tages til efterretning

  2. at udvalget tager til efterretning, at hele KIVs bevilling på 3,3 mio. udløber i 2013 og at bevillingen søges forlænget i regi af Sikker Bys budgetproces (placeret i Økonomiforvaltningen)

Problemstilling

Selv om der i løbet af de seneste år er sket et fald i den generelle ungdomskriminalitet i København, begår en mindre gruppe unge københavnere i alderen 15-23 år mere kriminalitet, og kriminaliteten har en mere alvorlig og personfarlig karakter. Dette er især blevet synligt i forbindelse med den tilbagevendende bandekonflikt i Københavns gader. På den baggrund blev programmerne Exit og KIV iværksat i regi af Sikker by primo 2010. De to tilbud, som tilsammen udgør Enheden for Kriminalpræventive programmer (EKP), retter sig mod kriminelle udsatte borgere i alderen 18-25 år.

Exit programmet retter sig specifikt mod unge med tilknytning til en bande eller gruppering, og som er klart motiverede for og kompetente til at forlade den kriminelle tilværelse. Programmet fungerer som en optimeret indgang til kommunens normalsystem via en organisering, hvor Socialforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen varetager indsatsen i fællesskab. Programmet er rammesat som en kort koncentreret indsats på gennemsnitligt et halvt år og op til et år, hvor der sigtes efter hurtige resultater i forhold til beskæftigelse og uddannelse.

KIV er derimod rettet mod en mere sammensat målgruppe af udsatte kriminelle unge, som er kendetegnet ved at bære på komplekse sociale problemstillinger som fx belastede opvækstforhold, lav intelligens, misbrug og psykiske lidelser. I programmet arbejdes der med de unge i op til to år, og der er fokus på bl.a. fremme af kompetencer til at indgå i uddannelse og beskæftigelse, social træning, afklaring og personlig støtte. Det længere tidsperspektiv og det socialfaglige perspektiv betyder, at programmet også omfatter en del af de borgere med bandetilknytning, der ikke kan rummes indenfor rammerne af Exit programmet.

Programmernes opstartperiode var kendetegnet ved opsøgning af målgruppen og etablering af viden, og efter en længere udviklingsfase fik programmerne i 2011 en mere systematisk form, herunder et klart metodisk grundlag. I EKP´s levetid har der været 114 borgere indskrevet i enhedens to programmer. 60 borgere i Exit programmet og 54 borgere i KIV.

Da der både nationalt og internationalt er meget få erfaringer med kommunale indsatser målrettet den stærkt kriminelle 18+ målgruppe, har EKP selv måtte udvikle programmerne fra bunden og herunder systematisk afdække målgruppens særlige udfordringer og forandringsmuligheder. Derfor har det været svært at forudsige, hvad der kunne høstes af resultater af denne type af indsatser, og om de kan betale sig i økonomisk forstand.

Forvaltningen har nu fået udarbejdet en Cost-Benefit-Analyse (CBA) og to interne evalueringer af programmerne, som viser, at der nu og fremadrettet er betydelige økonomiske, sociale og kriminalpræventive gevinster at høste ved at tilbyde disse indsatser.

Gevinsterne forbundet med KIV vil dog ikke kunne realiseres, hvis tilbuddets bevilling ikke forlænges efter 2013, idet det vil medføre, at indsatsen helt ophører. Der eksisterer ikke et tilsvarende helhedsorienteret tilbud til denne stærkt kriminelle og marginaliserede målgruppe, og målgruppen for KIV kan ikke rummes i indenfor rammerne af Exit programmet. Socialforvaltningen vurderer således, at konsekvensen ved et bevillingsophør vil være, at flere af de indskrevne borgere vil vende tilbage til den kriminelle livsførelse, samt at andre unge kriminelle borgere ikke får tilbud om en tilsvarende helhedsorienteret indsats.

Løsning

Socialforvaltningen har undersøgt i hvilken grad de to programmer på den lange bane er en god samfundsøkonomisk investering. Til dette har Rambøll Management udarbejdet en Cost-benefit-Analyse (CBA), der ser på hvilke udgifter og gevinster, der er forbundet med indsatsen over en længere årrække. At udføre en langsigtet samfundsøkonomisk analyse af en kriminalpræventiv indsats er en relativ ny praksis i Danmark og selvom forvaltningen vurderer, at analysen formår at give et retvisende billede af et tidligere uudforsket samfundsøkonomisk regnestykke, så er det stadig vigtigt, at tage et vist forbehold for resultaterne. CBA’en bygger på meget konservative skøn, da den alene medtager gevinster, som umiddelbart kan værdisættes i kroner og øre. De samlede gevinster for programmerne formodes dermed at være højere end beskrevet.

Analysen viser, hvilke succesrater de to programmer skal opnå for at samfundets udgifter er lig med gevinsterne (break even). Programmernes succesrate udregnes i denne sammenhæng i forhold til, hvor stor en procentandel af de indskrevne borgere, der tidligere var sigtet for alvorlig eller personfarlig kriminalitet, som to år efter endt forløb ikke har begået ny alvorlig eller personfarlig kriminalitet. Som illustreret nedenfor kan udgifterne og gevinsterne opdeles mellem borgerne og de offentlige kasser. På baggrund af en sådan opdeling vurderes det i analysen, at ved en succesrate på 22 pct. for Exit og 19 pct. for KIV er udgifterne til programmerne lig med gevinsterne af effekterne for de offentlige kasser. Tilsvarende alle andre kommunale kriminalpræventive indsatser, tilfalder en stor del af gevinsterne Staten bl.a. i form af sparede omkostninger hos politiet og kriminalforsorgen og derfor forudsætter et break even for Københavns kommune en væsentligt højere succesrate.

Program

Samlet samfundsøkonomisk break even

Break even for de offentlige kasser samlet set

Break even for Københavns Kommune

Exit

15 pct.

22 pct.

52 pct.

KIV

13 pct.

19 pct.

48 pct.








De første eftermålinger foretaget på borgere, der var indskrevet i programmernes opstartsperiode i 2010-2011 viser imidlertid, at succesraten var på 26 pct. i Exit og 40 pct. i KIV og at der således allerede i opstartsfasen var en gevinst at hente for de offentlige kasser. Især bør det bemærkes, at KIVs succesrate allerede i opstartsperioden er meget tæt på break even for Københavns kommune. De nyeste evalueringer indikerer, at succesraten fremadrettet vil være højere og at gevinsten dermed vil forøges:

  • 7 af de 13 borgere, der har deltaget i KIV siden 2012, er ikke sigtet for ny alvorlig eller personfarlig kriminalitet efter indskrivningen. Dvs. en foreløbig succesrate på 54 pct. De 13 borgere havde før indskrivningen samlet 332 sigtelser. Det svarer til knap 25 sigtelser i gennemsnit per borger. Af de 332 sigtelser var de 115 for alvorlig og personfarlig kriminalitet.
  • 10 af de 14 borgere, der har deltaget i Exit siden 2012, er ikke sigtet for ny alvorlig eller personfarlig kriminalitet efter indskrivningen. Dvs. en foreløbig succesrate på 71 pct. De 14 borgere havde før indskrivningen samlet 643 sigtelser. Det svarer til 46 sigtelser i gennemsnit per borger. Af de 643 sigtelser var de 206 for alvorlig og person-farlig kriminalitet,
  • Derudover viser de nyeste eftermålinger foretaget på borgere ca. et år efter endt programdeltagelse, at disse efter udskrivningen holder sig fra kriminalitet. 14 af de 23 personer (61 pct.), der er udskrevet fra KIV er således på evalueringstidspunktet ikke sigtet for ny alvorlig eller personfarlig kriminalitet. Det tilsvarende tal for borgere i Exit er 13 personer (42 pct.)

Endeligt ses det i evalueringerne, at borgernes tilknytning til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet forbedres gennem forberedende og udviklende forløb, konkrete job – og uddannelsesplaner, uddannelsesstart, jobpraktik, løntilskud eller regulært job. Godt halvdelen af borgerne i KIV har på evalueringstidspunktet allerede forbedret deres situation på disse to områder. Alle Exit borgerne har deltaget i beskæftigelsesfremmende aktiviteter med det formål, at rykke de unge tættere på arbejdsmarkedet.

Således viser de nyeste evalueringer, at det er muligt at etablere relevante socialfaglige tilbud, der kan opnå positive resultater for denne gruppe af udsatte kriminelle borgere, som altså er belastet på mange forskellige dimensioner. Vi ved, at målgruppen af unge, der begår alvorlig og personfarlig kriminalitet er socialt marginaliseret og ramt af en lang række forskelligartede sociale, misbrugsrelaterede og psykiatriske problemstillinger, som næsten kronisk fastholder dem i kriminaliteten, og som gør forandringsarbejdet meget kompleks. Dette understreger vigtigheden i fortsat at kunne tilbyde to forskellige indsatser.

Med KIVs bevillingsophør i 2013 er det i særlig grad relevant, at Socialudvalget orienteres om de erfaringer og resultater, som netop denne indsats har opnået med denne stærkt marginaliserede målgruppe. CBA’en og de interne evalueringer viser, at KIVs individorienterede, specialiserede og intensive socialfaglig indsats er helt central og kan betale sig, hvis man vil reducere den alvorlige og personfarlige kriminalitet i København.

Bortfald af KIV vil betyde, at der ikke er et programtilbud til de mest marginaliserede unge, der begår alvorlig og personfarlig kriminalitet uden bandetilknytning, samt de til mest udsatte af unge, der begår kriminalitet i tilknytning til bander.

På den baggrund søger Socialforvaltningen hele KIVs bevilling på 3,3 mio., der udløber i 2013, forlænget i regi af Sikker Bys budgetproces (placeret i Økonomiforvaltningen)

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hele KIVs bevilling på 3,3 mio. søges forlænget i regi af Sikker Bys budgetproces (placeret i Økonomiforvaltningen). Næste hovedevaluering af de to programmer gennemføres i foråret 2014 og vil herefter blive forelagt for Socialudvalget.



   
                                          Anette Laigaard          





                                         Ane K. Christensen

Beslutning

Kontorchef Ane K. Christensen og områdechef Joy Torpdahl overværede punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt.
Til top