Mødedato: 14.08.2013, kl. 08:15
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Behandling af medlemsforslag om etablering af en institution for svært udviklingshæmmede, psykisk syge og handicappede

Se alle bilag
Dansk Folkeparti har stillet medlemsforslag om etablering af en institution for svært udviklingshæmmede, psykisk syge og handicappede. Medlemsforslaget er af Borgerrepræsentationen blevet henvist til behandling i Socialudvalget.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,
1. at Socialudvaget drøfter medlemsforslag fra Dansk Folkeparti om etablering af en institution for svært udviklingshæmmede, psykisk syge og handicappede. Medlemsforslaget er vedhæftet som bilag.
2. at Socialudvalget beslutter om vedlagte budgetforslag om etablering af enten 5 eller 10 ekstra skærmede pladser til borgere med højt støttebehov skal indgå på lige fod med øvrige budgetforslag i budgetforhandlingerne 2014

Problemstilling

Dansk Folkeparti har stillet forslag om, at der i de kommende budgetforhandlinger for 2014 indgår et forslag om at etablere en institution, som på en professionel og etisk måde kan håndtere og tage sig af de svært udviklingshæmmede, psykisk syge og handicappede, som nu er placeret på ikke-kommunale enkeltmandsbosteder.

Løsning

Socialforvaltningen har igennem de seneste 3 år hjemtaget 12 borgere med det høje støttebehov, som karakteriserer enkeltmandsprojekterne til egne nyoprettede pladser (9 pladser på Kysten til domfældte udviklingshæmmede og 3 pladser på Pallesvej 20/Bomiparken). Herudover er Socialforvaltningen nu i gang med at etablere et bosted hvor 10 enkeltmandprojekter samles. Målgruppen til tilbuddet er primært borgere som pt. bor i enkeltmandsprojekter udenfor kommunen eller børn/unge som pt. hører under børneområdet, men på sigt får behov for en plads på voksenområdet. Bostedet er færdigbygget i efteråret 2015.

Socialforvaltningen har vedhæftet budgetforslag fra sidste års budgetforhandlinger om etablering af 5 ekstra skærmede pladser til borgere med handicap med meget højt støttebehov. Forvaltningen har også udarbejdet budgetforslag på 10 ekstra skærmede pladser hvis Socialudvalget mener at der skal etableres 10 fremfor 5 pladser. Budgetforslagene er vedhæftet.

Økonomi

Budgetforslag vedrørende etablering af 5 eller 10 yderligere pladser er vedhæftet. Drifts- og anlægsøkonomi fremgår heraf.

Videre proces

Hvis Socialudvalget ønsker det fremsættes budgetforslag om etablering af yderligere 5 eller 10 skærmede pladser til borgere med meget højt støttebehov i budgetforhandlingerne for budget 2014.

                     Annette Laigaard
                                                /Lars Østergaard

Beslutning

Kontorchef Lars Østergaard overværede punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt, og der blev hermed gjort endeligt op med medlemsforslaget.  
Til top