B-sag. Udmøntning af midler fra § 18-særpulje til etablering af nødovernatningspladser for hjemløse i de kolde måneder 2024-2027
Resumé
Socialudvalget skal tage stilling til Socialforvaltningens forslag til fordeling af midler fra en § 18-særpulje til etablering af nødovernatningspladser for hjemløse i månederne januar-april samt november og december. Forvaltningen har modtaget fire ansøgninger til puljen. Midlerne til den fireårige pulje blev afsat ifm. Socialudvalgets 2. behandling af budget 2024 og midlerne er til brug i perioden 2024-2027
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller:
- at Socialudvalget godkender Socialforvaltningens forslag til fordeling af 0,8 mio. kr. årligt i perioden 2024-2027 i en § 18-særpulje til oprettelse af nødovernatningspladser for hjemløse i månederne januar-april samt november og december, jf. bilag 1.
Problemstilling
Socialudvalget besluttede ved 2. behandling af budget 2024 den 26. april 2023 at videreføre § 18-særpulje til oprettelse af nødovernatningspladser for hjemløse i de kommende fire år i månederne januar-april samt november og december 2024-2027. § 18-særpuljen er på 0,8 mio. kr. årligt i hele perioden.
Ligesom den tidligere pulje kan midlerne benyttes til etablering af nødovernatningspladser for hjemløse, samt information om pladserne og transport dertil.
Den tidligere pulje finansierer dermed nødovernatningspladser i november og december 2023, mens den nye pulje kommer til at finansiere nødovernatningspladser fra januar 2024 til udgangen af 2027.
Løsning
Forvaltningen har modtaget fire ansøgninger til puljen fra Vesterbro Sogns Hjælpekasse (Mariakirken), Fonden Vendepunktet, Blå Kors Danmark (Grace) og Kirkens Korshær (Hillerødgade). Sammenlagt er der ansøgt for 1.486.096 pr. år i den fireårige bevillingsperiode, hvor forvaltningen har 0,8 mio. kr. pr. år til uddeling.
Da der er blevet ansøgt for flere midler, end der er til rådighed i puljen, har forvaltningen udarbejdet et forslag til, hvordan midlerne kan fordeles (bilag 1). Forvaltningen har i sit forslag til fordeling af puljen prioriteret, at bevillingen til den enkelte ansøger har en sådan størrelse, at det giver mulighed for at gennemføre aktiviteterne i et vist omfang. Alle ansøgere er blevet bedt om at forholde sig til, hvordan projektet vil blive gennemført, hvis kun en del af det ansøgte beløb bevilges. Samtlige ansøgere har tilkendegivet, at de vil justere projektet efter bevillingens størrelse.
Vurderingen af ansøgningerne er foretaget på baggrund af nedenstående kriterier:
- At formål og målgruppe i ansøgningen er i overensstemmelse med puljens formål og målgruppe, herunder at aktiviteterne i ansøgningen alene retter sig mod personer med lovligt ophold i Danmark.
- At ansøger sikrer sig den nødvendige brandsikkerhedsgodkendelse eller dispensation herfra.
- At ansøger er en frivillig forening, og aktiviteterne foregår i København.
- At det forventede antal midlertidige nødovernatningspladser angives.
- At det ansøgte beløb står i fornuftigt forhold til antallet af pladser, der vil blive etableret.
- At nødovernatningspladserne etableres i de kolde måneder i perioden 2024-2027 (januar, februar, marts, april, november og december).
Målgruppen for pladserne er gadesovende hjemløse med lovligt ophold i Danmark, som har akut behov for et overnatningstilbud. Pladserne skal blandt andet modvirke de helbredsmæssige problemer, som gruppen af hjemløse ellers kan opleve om vinteren.
Som det fremgår af bilag 1, indstiller forvaltningen en bevilling til alle ansøgere. Det bemærkes, at organisationerne har oplyst, hvor mange nødovernatningspladser de kan oprette ved tildeling af fuld bevilling. Det forventes derfor, at den lavere bevilling vil betyde oprettelse af færre nødovernatningspladser eller en kortere sæson for nødovernatningspladser eller flere lukkedage hos den enkelte organisation. Ingen ansøgere har ansøgt om midler til systematisk indhentning og spredning af information om ledige pladser på byens overnatningstilbud eller til transport af hjemløse på tværs af byen til ledige pladser.
Annoncering af puljen
Forvaltningen har i forbindelse med puljens åbning kontaktet de foreninger, som tidligere har ansøgt om midler til oprettelse af nødovernatningspladser. Forvaltningen har desuden kontaktet både Udsatterådet og Frivilligrådet med det formål, at rådene kan videreformidle information om puljens åbning i deres netværk. Derudover har forvaltningen offentliggjort en nyhed om puljen på Københavns Kommunes hjemmeside samt LinkedIn. Ansøgningsrunden var åben fra den 10. oktober 2023 til den 27. oktober 2023 kl. 12.00. Foreningerne har haft mulighed for at kontakte forvaltningen under puljens ansøgningsperiode med henblik på at få vejledning ved eventuelle spørgsmål vedrørende ansøgningen.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser. Midlerne til § 18-særpuljen er afsat ifm. Socialudvalgets 2. behandling af budget 2024.
Videre proces
Når Socialudvalget har godkendt indstillingen, vil Socialforvaltningen udsende bevillingsbreve til ansøgerne. Alle ansøgere, som modtager en bevilling fra puljen, vil i bevillingsbrevet fra forvaltningens blive orienteret om, at bevillingen er betinget af, at aktiviteterne alene retter sig mod personer med lovligt ophold.
Mikkel Boje
/ Anders Møller Jakobsen og Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Beslutning
Indstillingen blev godkendt sammen med dagsordenen.