Mødedato: 13.12.2023, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Anbefalinger Københavnertinget 2023

Se alle bilag

Resumé

Borgerrepræsentationen har besluttet at styrke dialogen og samarbejdet med københavnerne om udviklingen og driften af København ved forsøgsmæssigt at nedsætte et Københavnerting i perioden 2023-2024. I 2023 har Københavnertinget udarbejdet anbefalinger til kernespørgsmålet; ”Hvordan udvikler vi sammen København med trivsel og rum for alle”?

Socialudvalget skal med denne indstilling tage Københavnertingets anbefalinger til efterretning og godkende en tilbagemelding herom til Københavnertinget.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller:

  1. At Socialudvalget tager Københavnertingets samlede anbefalinger til efterretning, jf. bilag 1.
  2. At Socialudvalget godkender tilbagemeldingen til Københavnertinget, jf. bilag 2.

Problemstilling

Københavnertinget blev besluttet med Overførselssagen 2021/2022, som en del af ”Pilotprojekter for styrket københavnerinddragelse”.

Fem fagudvalg har vedtaget ressortspecifikke underspørgsmål til kernespørgsmålet, og dermed forpligtet sig til at modtage og behandle Københavnertingets anbefalinger. De fem fagudvalg er: Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget.

Københavnertinget har i 2023 forholdt sig til følgende kerne- og underspørgsmål:

Hvordan udvikler vi sammen København med trivsel og plads til alle, så:

· Ingen udsættes for uhensigtsmæssig forskelsbehandling? (Beskæftigelses- og Integrationsudvalget)

· Vi skaber plads til idræts- og kulturfaciliteter i det tætbefolkede København? (Kultur- og Fritidsudvalget)

· Vi skaber bedre rammer for god mental sundhed? (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

· Så mange som muligt har mulighed for at deltage i byens liv? (Socialudvalget)

· Flere har mere indflydelse på og tager medansvar for, hvordan byens rum og bydele udvikler sig? (Teknik- og Miljøudvalget)

Københavnertinget har, i overensstemmelse med det givne mandat, selv truffet beslutning om, hvordan anbefalingerne skal udformes. De syv udarbejdede anbefalinger følger ikke kommunens opdeling og ressortområder, og adresserer som følge heraf ikke de ressortspecifikke underspørgsmål enkeltvis. De indeholder i stedet pointer og forslag, der går på tværs af de enkelte fagudvalgs ressortområder, og som kan kræve tværgående indsatser, hvis der skal arbejdes videre med dem fremover.

Københavnertingets anbefalinger kan læses i fuldt omfang i bilag 1,

Det politiske mandat indebærer, at de udarbejdede anbefalinger behandles af de involverede fagudvalg på minimum ét fagudvalgsmøde i november-december 2023, og at fagudvalgene i den forbindelse redegør for, hvordan anbefalingerne anvendes eller kan anvendes fremover.

Løsning

Socialforvaltningen har i særlig grad forholdt sig til anbefalingerne 1 ”Vi ønsker en mere inkluderende, lige og inviterende by”, 2 ”Vi skal bekæmpe diskrimination i København”; 3: ”Et København, hvor alle har indflydelse på og er medskabere af byen og 4: ”En by, der tager vores sundhed og trivsel alvorligt” og 6 ”bevægelse for alle på tværs af byen”.

I bilag 2 fremhæves og behandles de anbefalinger, som har særlig relevans for Socialudvalget. Københavnertingets anbefalinger indeholder kun i begrænset omfang konkrete forslag på Socialudvalgets ressort, men Socialforvaltningen har i udvalgte tilfælde suppleret med yderligere forslag til evt. tiltag, der adresserer de temaer og udfordringer, Københavnertinget adresserer. Det drejer sig konkret om fx ift. skæve boliger med ekstra boligsocial støtte samt yderligere midler til et stofindtagelsesrum for kvinder.

Politisk handlerum

Socialudvalget kan vælge at prioritere de foreslåede tiltag i Overførselssagen eller ved budgetforhandlingerne i 2024.

Økonomi

Denne sag har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser.

Socialudvalget kan vælge at igangsætte initiativer på baggrund af Københavnertingets anbefalinger. Ønsker Socialudvalget at igangsætte nye indsatser eller udvikle på allerede eksisterende indsatser, kan det bringes ind i kommende budgetforhandlinger.

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, vil tilbagemeldingen blive oversendt til Københavnertingets sekretariat i december 2023.

Københavnertinget skal have endnu en opfølgning pr. mail senest 12 måneder efter de lancerede anbefalinger. Socialudvalget forelægges opfølgningssag forud for deadline den 19. september 2024.

Mikkel Boje                      

                                            / Lisbeth Damgaard Gøtzsche

 

Beslutning

Beslutning

Indstillingens 1. at blev taget til efterretning.

Indstillingens 2. at blev godkendt.

Til top