B-sag. Ophævelse af lovkrav om kvalitetsstandard for krisecentre
Resumé
Socialudvalget orienteres om, at regeringen pr. 1. juli 2024 har ophævet lovkravet om kvalitetsstandarder for kommunernes krisecentre. Dette sker som led i arbejdet med regelforenkling og nedbringelse af kommunernes udgifter til administration. Socialforvaltningens nuværende kvalitetsstandard gælder for perioden 2023-2024. Der vil herefter ikke blive udarbejdet en ny kvalitetsstandard for krisecentre, som følge af regelforenklingen.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller:
- at Socialudvalget tager til efterretning, at lovkravet om at have en kvalitetsstandard for krisecentre er ophævet pr. 1. juli 2024, og Socialforvaltningen som følge heraf ikke udarbejder en ny kvalitetsstandard, når den nugældende udløber ved udgangen af 2024.
Problemstilling
Indtil den 1. juli 2024 var det et lovkrav, at kommunerne fastsatte en kvalitetsstandard for deres krisecentre, som skulle revideres hvert andet år. Regeringen ophævede lovkravet pr. 1. juli 2024 som en del af regelforenklingerne i regi af et flerårigt program mellem regeringen og KL. Formålet er understøtte kommunernes arbejde med at nedbringe udgifterne til administrative opgaver.
Den nuværende kvalitetsstandard for Københavns Kommunes krisecentre blev vedtaget den 1. december 2022 af Borgerrepræsentationen og gælder for perioden 2023-2024. Kvalitetsstandarden udløber dermed ved udgangen af 2024.
Løsning
Københavns Kommune vil ikke have en kvalitetsstandard for krisecentre pr. 1. januar 2025. Kvalitetsstandarden indeholder primært faktuelle beskrivelser af de rettigheder, som allerede følger af lovgivningen (§109 i serviceloven), herunder ret til psykologbistand til både børn og voksne, hjælp, rådgivning og støtte. Det er Socialforvaltningens vurdering, at ophævelse af kvalitetsstandarden ikke vil påvirke det faktiske indhold af den service, som kriseramte borgere i dag modtager på københavnske krisecentre.
En ophævelse af kvalitetsstandarden for krisecentre vil dog betyde, at der ikke længere vil være en samlet information til borgerne om de tilbud og ydelser, som borgerne tilbydes ved ophold i kommunens krisecentre.
Der er i dag en del administrative ressourcer forbundet med at have en kvalitetsstandard for Københavns Kommunes krisecentre, idet der skal ske en opdatering hvert andet år, som bl.a. indbefatter en revidering af kvalitetsstandarden, høringsproces og behandling af hørringsvar samt politisk godkendelse. Disse administrative opgaver bortfalder, når der ikke længere udarbejdes en kvalitetsstandard for krisecentre, og opgavebortfaldet vil bidrage til at realisere de administrative besparelser i Socialforvaltningen.
Københavns Kommune har i dag fire krisecentre, hvoraf de to er selvejende med driftsoverenskomster, hvori der henvises til kvalitetsstandarden. Det skal afklares om og hvordan, man kontraktmæssigt forholder sig til, at kvalitetsstandarden udløber ved udgangen af 2024.
Socialforvaltningen bemærker i øvrigt, at krisecenterområdet ikke er det eneste område, hvor regeringen og KL har vurderet, at der kan sparres ressourcer i forbindelse med processen med revidering af kvalitetsstandarden - f.eks. forslås det konkret i regeringen og KL´s 113 forenklingsforslag at afskaffe den årlige godkendelse af kvalitetsstandarder for forebyggende hjemmebesøg, personlig og praktisk hjælp m.v., rehabiliteringsforløb samt kommunal genoptræning og vedligeholdelsestræning. Forslaget er endnu ikke gennemført.
Økonomi
Der er ikke forbundet nogle udgifter med indstillingen.
Videre proces
Københavns Kommunes kvalitetsstandard for krisecentre udløber ved udgangen af 1. januar 2025, og kommunen vil herefter ikke længere have en kvalitetsstandard for krisecenterområdet.
Mikkel Boje
/ Karoline Winther-Lund, og Eva Stokbro Jensen