Mødedato: 13.11.2013, kl. 19:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Økonomisk hjælp til julearrangementer 2013

Se alle bilag

Socialudvalget skal uddele midler til grupperinger, der udfører frivilligt socialt arbejde til afholdelse af julearrangementer for mennesker med særlige sociale vanskeligheder.


Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,

1. at Socialudvalget godkender, at pujlen til julehjælp fordeles efter model 2

Problemstilling

I annoncer i lokalaviserne har Socialforvaltningen indkaldt ansøgninger om hjælp til julearrangementer. Den økonomiske støtte kan bevilges til institutioner, bosteder, organisationer, grupper eller organisationer, der udfører frivilligt socialt arbejde, til afholdelse af julearrangementer for mennesker med særlige sociale vanskeligheder.


Løsning

Der er modtaget 81 ansøgninger - heraf 3 efter udløbet af ansøgningsfristen. Ansøgninger modtaget efter fristens udløb er ikke indstillet til støtte.

Socialforvaltningens forslag til fordeling er sket under hensyn til, at støtten fordeles så ligeligt som muligt mellem ligeartede aktiviteter. Støtten ydes efter følgende retningslinjer for tildeling af støtte:

  • Støtten ydes alene til gennemførelse af ikke-private julearrangementer, der gennemføres af f.eks. institutioner, frivillige sociale organisationer, bosteder, grupper og foreninger.

  • Støtten ydes til gennemførelse af julearrangementer for mennesker med særlige sociale vanskeligheder.

  • Støtten kan ikke udbetales som kontante beløb til enkeltpersoner.

  • Der kan ikke ydes støtte til aflønning eller anden honorering af frivillige eller en organisations ansatte, der forestår julearrangementernes gennemførelse

  • Ved støttens fordeling tilstræbes det, at der kan afholdes så stort et antal arrangementer som muligt for at sikre størst mulig bredde i arrangementerne

  • Ansøger er forpligtet til at aflægge særskilt regnskab for det bevilligede beløbs anvendelse i året efter arrangementets afholdelse.

  • Julearrangementer, der finder sted juleaften vil blive prioriteret

Der er udarbejdet 3 modeller til fordeling af midlerne, hvoraf Socialforvaltningen anbefaler Socialudvalget at vælge model 2.

Model 1:

Samtlige tilskudsmidler (kr. 351.000) er foreslået fordelt mellem arrangementer, der finder sted juleaften. Der er således ikke afsat midler til arrangementer i de øvrige juledage.

Fordelingen af tilskud er desuden foretaget under hensyn til følgende:

  • Nr. 21: Dansk Armensk forening, (målgruppen er særligt udsatte mennesker, enlige mødre og fædre ensomme og de der ikke har nogen at holde jul med): Tilskuddet er forholdsmæssigt reduceret, da målgruppen kun delvist vurderes at være omfattet af formålet med puljen. 
  • Nr. 68: Ipsens Kaffebar – privat cafe (arrangement for socialt udsatte faste gæster i kaffebaren): Ikke tilskud til selvstændig erhvervsdrivende, som vurderes at falde udenfor formålet med puljen.

Model 2:

Tilskuddet er foreslået fordelt mellem arrangementer, der finder sted juleaften med et beløb på ca. kr. 244.000 og arrangementer, der finder sted i de øvrige juledage på ca. kr. 107.000. Hensigten med denne fordeling er, at tilgodese arrangementer på begge sider af juleaften.

Fordelingen af tilskud er desuden foretaget under hensyn til følgende:

  • Nr. 21: Dansk Armensk forening, (målgruppen er særligt udsatte mennesker, enlige mødre og fædre ensomme og de der ikke har nogen at holde jul med): Tilskuddet er forholdsmæssigt reduceret, da målgruppen kun delvist vurderes at være omfattet af formålet med puljen. 
  • Nr. 68: Ipsens Kaffebar – privat cafe (arrangement for socialt udsatte faste gæster i kaffebaren): Ikke tilskud til selvstændig erhvervsdrivende, som vurderes at falde udenfor formålet med puljen.

Model 3:

Tilskuddet er foreslået fordelt mellem arrangementer, der finder sted juleaften med et beløb på ca. kr. 192.000 og arrangementer, der finder sted i de øvrige juledage på ca. kr. 159.000. Hensigten med denne fordeling er fortsat at prioritere arrangementer, der finder sted juleaften, men i højere grad end under model 2 at tilgodese arrangementer, der finder sted på begge sider af juleaften, da behovet for samvær på disse tidspunkter også er markant. 

Der er således efter model 3 flyttet ca. kr. 60.000, der er fremkommet ved en reduktion af tilskuddet i model 2 til arrangementer, der finder sted juleaften. Reduktionen er fordelt på følgende måde:

  • Nr. 6: Vi Gør.dk, Skovlunde – Privat initiativ (målgruppen er ubemidlede): Behovet for tilbud den 24. december vurderes at være dækket via de øvrige arrangementer
  • Nr. 21: Dansk Armensk forening, (målgruppen er særligt udsatte mennesker, enlige mødre og fædre ensomme og de der ikke har nogen at holde jul med): Behovet for tilbud den 24. december vurderes at være dækket via de øvrige arrangementer. 
  • Nr. 56: JC FUN (medlemsarrangement for primært immigranter fra Afrika, forældreløse og hjemløse): Behovet for tilbud den 24. december vurderes at være dækket via de øvrige arrangementer.
  • Nr. 63: Kofoeds skole: Relativt reduceret tilskud, da der er tale om en statsinstitution.
  • Nr. 62: Juleløses jul Christiania (Forventet deltagerantal 1400): Relativt reduceret tilskud i forhold til deltagerantal.
  • Nr. 68: Ipsens Kaffebar – privat cafe (arrangement for socialt udsatte faste gæster i kaffebaren): Ikke tilskud til selvstændig erhvervsdrivende.

Yderligere om arrangementer som finder sted i dagene på begge sider af juleaften

Model 1: Arrangementer, som finder sted i dagene på begge sider af juleaften, anbefales ikke til støtte, da alene arrangementer juleaften er anbefalet til støtte efter model 1.

Model 2 og model 3: Arrangementer, som finder sted i dagene på begge sider af juleaften, foreslås støttet med følgende undtagelser:

  • Nr. 19: Sundbyvang julemarked.Socialforvaltningen har allerede på anden vis givet tilskud til samme formål.
  • Nr. 26: Vanløse Pensionistforening (medlemsfrokost på restaurant): Vurderes at falde udenfor puljens formål.
  • Nr. 33: Verdenskultur Centrets Kvindeforum (julearrangement for 15 indvandrekvinder med bowling og efterfølgende spisning): Vurderes at falde udenfor puljens formål.
  • Nr. 42: Hyltebjerg Kirke (julefest for 15 frivillige med middag og gaver): Julefesten har karakter af belønning for udførelse af frivilligt socialt arbejde, hvilket vurderes at falde udenfor puljens formål.
  • Nr. 44: Café Blom (Indkøb af komfur med henblik på indkøb af komfur mhp. tilberedning af julefrokost for 12 personer): Indkøb af inventar vurderes at falde udenfor puljens formål.
  • Nr. 59: En gruppe kvinder og børn fra Mjølnerparken (børnebruppe der ugentligt mødes til undervisning i arabisk): Vurderes at falde udenfor formålet med puljen.
  • Nr. 73: Apostelkirken International, Saxogade (julefest for asylansøgere i asylcentre): Målgruppen omfatter ikke borgere fra Københavns Kommune, og vurderes at falde udenfor puljens formål. 
  • Nr.:  74: Foreningen ”Aktive seniorer” (Julefest for ældre borgere): Ældre borgere vurderes ikke omfattet af puljens formål.
  • Nr. 77: Galleriprojekt Stenosgade (Kunstnere hjælper børn på Vesterbro med at fremstille julegaver): Arrangementet vurderes ikke at være omfattet af puljens formål.

 

Økonomi

Se vedlagte bilag 1, 2 og 3.
Anette Laigaard

                                / Gitte Bylov Larsen

Beslutning

Indstilligen blev godkendt i skriftlig votering.
Til top