Mødedato: 13.08.2014, kl. 16:15
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Revisionsberetning 2013 - bemærkninger til Socialforvaltningen

Se alle bilag

Socialforvaltningen har d. 11. juni 2014 modtaget de endelige revisionsberetninger for regnskab 2013 fra Deloitte.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,

1. at Socialudvalget godkender Socialforvaltningens bemærkninger til revisionsberetningen for regnskab 2013 jf. bilag 1, med henblik på fremsendelse til Økonomiudvalget

Problemstilling

På udvalgsmødet d. 4. juni 2013 behandlede Socialudvalget Deloittes direktionsnotater vedr. regnskab 2013. Her fremgik blandt andet revisors forventede revisionsbemærkninger. Deloitte har nu fremsendt de endelige revisionsberetninger til kommunen med revisionsbemærkningerne for regnskab 2013. De består af Revisionsberetning for årsregnskabet (bilag 2), Revisionsberetning for områder med statsrefusion (bilag 3) og Revisionsberetning for administration af byfornyelsesområdet (bilag 4) samt redegørelser til de relevante ministerier i underbilag til bilag 3.

Socialforvaltningen har afgivet bemærkninger til beretningen til Økonomiforvaltningen d. 31. juli, med forbehold for Socialudvalgets godkendelse. Se bemærkningerne i bilag 1. Nedenfor er Socialforvaltningens risikovurderinger og tiltag i 2014 beskrevet mere uddybende.

Løsning

Socialforvaltningen har til regnskab 2013 modtaget 3 revisionsbemærkninger, som vedrører det sociale område omfattet af statsrefusion (bilag 3). 2 bemærkninger vedrører forhold i 2013 og 1 bemærkning er overført fra 2010 og afventer endelig afklaring.

3 revisionsbemærkninger i alt i 2013 er med Deloittes ord: ”et udtryk for en langt større kvalitet på økonomi og regnskabsområdet”. De 3 bemærkninger til Socialforvaltningen er opsummeret nedenfor sammen med Socialforvaltningens svarbemærkninger:

Revisionsbemærkning nr. 3: Ledelsestilsyn og interne kontroller. Bemærkningen vedrører flere mindre forhold, som Deloitte har konstateret i deres løbende og endelige revision af 2013. Socialforvaltningen har iværksat tiltag som svarbemærkning til revisionens bemærkninger.

Deloittes bemærkninger og anbefalinger

Socialforvaltningens svarbemærkninger

Deloitte anbefalede at gennemføre ledelsestilsyn på særligt dyre enkeltsager inden regnskab 2013 lukkede.

Socialforvaltningen implementerer det nye ledelsestilsyn i løbet af 2014.

Deloitte anbefaler at kontrollen af ’alternativ modtager’ (anden modtager end den person, som sagen vedrører) skærpes.

Socialforvaltningen vil genopfriske retningslinjerne for oprettelse af ’alternativ modtager’ og herudover udtage en stikprøve på 40 sager, for at undersøge problemstillingens omfang. Herefter vil det blive vurderet, om der fremover er behov for særlig opfølgning på området.

Deloitte har konstateret i 2 sager at beregningen af pension ikke er korrekt ved udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste.

Socialforvaltningen har allerede nu indført en kontrolberegning og der er blevet indført et punkt i det almindelige ledelsestilsyn for personsager i 2014, så det kontrolleres at fejlen ikke forekommer fremover.

Revisionsbemærkning nr. 4: Manglende kvalitetssikring af refusionsopgørelser. Bemærkningen vedrører flere forhold, som revisor har konstateret til regnskab 2013, som alle vedrører manglende kvalitetssikring. Socialforvaltningen har iværksat tiltag som svarbemærkning til revisionens bemærkninger. 

Deloittes bemærkninger og anbefalinger

Socialforvaltningens svarbemærkninger

Ved opgørelsen af statsrefusion i særligt dyre enkeltsager, har Deloitte konstateret en række kritisable forhold.

 

Socialforvaltningen har på den baggrund tilrettet opgørelsen, og vil i løbet af 2014 se kritisk på metoden og kvalitetssikringen af opgørelsen sammen med Deloitte.

Deloitte har fundet en sag efter § 41 (merudgifter ved forsørgelse af børn med nedsat funktionsevne), som ved en fejl var angivet som passiv i sagssystemet, selvom der blev foretaget udbetalinger i sagen.

Socialforvaltningen har kontrolleret at der ikke er andre lignende sager. Sagen bliver genoprettet snarest.

I 2013 har Socialforvaltningen hjemtaget 2,3 mio. kr. for udgifter til flygtninge på Sønderbro. Deloitte anbefaler at Socialforvaltningen undersøger retten til at få dækket udgifterne med 100 % statsrefusion hos Ministeriet for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.

Socialforvaltningen har afsendt brev til ministeriet, og fået positivt svar tilbage.

Refusion vedrørende beboerindskudslån var ved en fejl blevet dobbelt indberettet i 2013.

Fejlen rettes i 2014. Denne særskilte refusionsopgørelse håndteres fremover i samme kontor som de to andre refusionsopgørelser.

Revisionsbemærkning overført fra 2010: Medicinafregning
Problemstillingen vedrører kontrol af at udbetalinger til medicin går til den rette medicin, da det ikke systematisk kontrolleres mellem kommunens økonomisystem og Apotekerafregningssystemet.
Socialforvaltningens svarbemærkning: En systemunderstøttet opfølgning afventer implementering af det nye økonomisystem for Københavns kommune. Socialforvaltningen har dog indarbejdet et punkt i det generelle ledelsestilsyn, som kontrollerer en stikprøve af sagerne, indtil det nye økonomisystem er implementeret.

Moms vedrørende plejefamilier
I punkt 4.2 i revisionsberetningen for årsregnskabet (bilag 2, side 15) giver Deloitte Socialforvaltningen opbakning til at hjemtage moms på vederlag til plejefamilier.

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold har dog efterfølgende i juni 2014 fremsendt en orienteringsskrivelse til alle kommuner, som modsiger kommunernes ret til moms på plejeløn. Socialforvaltningen vil derfor tilrette momsopgørelsen med den andel som vedrører plejeløn og betale det tilbage til ministeriet.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Socialforvaltningen har d. 31. juli 2014 oversendt bemærkningerne i bilag 1 og denne indstilling til Økonomiforvaltningen med forbehold for Socialudvalgets godkendelse.
Økonomiforvaltningen forelægger den samlede orientering af Revisionsberetning 2013 for Revisionsudvalget senest d. 26. august 2014. Herefter forelægger Revisionsudvalget sin revisionsbetænkning for Økonomiudvalget d. 30. september 2014 og for Borgerrepræsentationen d. 9. oktober 2014.

 Anette Laigaard                                        /

                                                                                  Lone Berner Wolff

Beslutning

Konst. kontorchef Lone Berner Wolff deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt.
Til top