Mødedato: 13.06.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Sundhedspolitik på Handicapområdet

Se alle bilag

Socialudvalget forelægges udkast til Sundhedspolitik på Handicapområdet til godkendelse, hvorefter udkastet sendes i ekstern høring.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender udkast til Sundhedspolitik på Handicapområdet, hvorefter udkastet bliver sendt i ekstern høring.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 27. januar 2011 Københavns Kommunes Handicappolitik 2011-2017. Socialudvalget godkendte den 15. juni 2011 Socialudvalgets handleplan for handicappolitikken, der understøtter Socialudvalget pejlemærke på handicapområdet samt Socialforvaltningens Handicapplan. Som led i implementeringen af Socialudvalgets handleplan skal der udarbejdes en sundhedspolitik på handicapområdet.

Sundhedspolitikken på handicapområdet skal samtidig understøtte Københavns Kommunes Sundhedspolitik 2011-2014.

Løsning

Socialforvaltningen har udarbejdet et udkast til Sundhedspolitik på Handicapområdet. Sundhedspolitikken tager udgangspunkt i Socialudvalgets mål og værdier for Socialforvaltningens arbejde. Sundhedspolitikken skal være med til at sikre, at der på kommunens bo-, aflastnings- og dagtilbud til borgere med handicap er rammer, som gør det muligt, at den enkelte borger:

  1. Oplever øget livskvalitet
  2. Kan leve et sundt liv
  3. Kan leve et aktivt liv

Med direkte afsæt i Københavns Kommunes Sundhedspolitik 2011-2014 stiller Sundhedspolitikken på Handicapområdet skarpt på tre centrale spor, som skal understøtte, at de tre overordnede mål for Sundhedspolitikken på Handicapområdet indfries til glæde og gavn for borgere på kommunens handicaptilbud.

De tre spor er:

1.      Mere lighed i sundhed 

2.      Sund og aktiv hverdag

3.      Bedre forebyggelse og behandling

I forbindelse med udmøntningen af politikken, udarbejdes handleplaner, der vil angive konkrete aktiviteter indenfor de tre overordnede mål og spor. I handleplanerne vil der være fokus på konkrete sundhedsindsatser for både børn, unge og voksne med handicap på kommunens tilbud.


Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Tiltrædes indstillingen, sendes udkastet til sundhedspolitik i ekstern høring hos Handicaprådet, De Københavnske Ældreråd samt relevante brugerorganisationer og faglige organisationer. Eventuelle bemærkninger indarbejdes i sundhedspolitikken forud for Socialudvalgets endelige behandling af politikken i efteråret 2012. Dernæst skal politikken behandles i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Hvis der er initiativer i handleplanerne med behov for ekstra bevilling, vil de indgå som budgetforslag i forbindelse med budgetforhandlingerne. Første gang i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2014.

 

Sundhedspolitikken varer til og med 2014, hvorefter politikken evalueres med henblik på eventuel forlængelse.

      Anette Laigaard

                                                                  /Gitte Bylov Larsen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt ved dagsordenens begyndelse

Til top