Mødedato: 13.06.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Medlemsforslag fra Finn Rudaizky (O) om at opnormere ungdomspensionen Brydes Allé


Det foreslås, at

 

Socialudvalget vedtager at opnormere ungdomspensionen på Brydes Allé til, at have vågne nattevagter. Forvaltningen kommer med forslag til finansiering senest den 15. August 2012.

 

 

Motivering

Ungdomspensionen på Brydes Allé betjener sig af sovende nattevagter. For de unge på mellem 14-18 år, som bor på institutionen, er det ensbetydende med, at der ikke er tilstrækkelig kontrol med deres sengetider, og med om de unge kommer op og i skole om morgenen.

 

Forslagsstilleren er bekendt med unge på institutionen, som er endt med at være blevet smidt ud af skolen, fordi de i en længere periode ikke mødte op i skole, eller mødte for sent. Forinden havde forældre forsøgt, at få institutionen til at medvirke til at få de unge i seng og op igen om morgnen, men uden held, og med en henvisning til at institutionen alene havde sovende nattevagter, som ikke kunne påtage sig den slags opgaver.

 

Reelt betyder det, at nogle unge kommer og går som de vil i alle døgnets timer, ikke kommer op om morgenen, og ender som nævnt med, at blive smidt ud af skolen. Forvaltningen har tidligere oplyst i et svar til forslagsstilleren, at det er dyrere, at have nattevagter, som er vågne, hvorfor det kun er nogle institutioner, der har servicen med vågne nattevager. Dansk folkeparti mener, at unge, som er anbragt på en ungdomspensionen, er placeret dér for at blive hjulpet videre, og få hjælp til at basale ting så som, at gå ordentlig tid i seng, for at kunne komme op om morgenen. De unge på ungdomspensionen har derfor brug for en vågen nattevagt, der udgør en reel ressource. Ellers kunne man ligeså godt nøjes med en Falck-vagtordning. Derfor foreslås det, at der bevilges ekstra penge til vågne nattevagter på Brydes Alle.

Beslutning

Margrethe Wivel (B) stillede ændringsforslag om, at ” vågne nattevagter” blev erstattet af ”vågne pædagoger”, hvilket udvalget tilsluttede sig.

 

Der blev begæret afstemning om den således ændrede indstilling, der faldt med følgende stemmeafgivelse:

 

For: B, O (2)

Imod: A, F, V, Ø (7)

Undlod: ingen (0)

 

B havde følgende protokolbemærkning:

”R mener, at vi har en forpligtigelse til at vise omsorg og tilstedeværelse overfor udsatte børn – også om natten, således vi forebygger, at de ikke render ude om natten og mister deres nattesøvn og får sværere ved at få kvalificerende skolegang”

 

F havde følgende protokolbemærkning:

”SF stemmer imod forslaget, da vi ikke vil blande os i de ledelsesmæssige dispositioner på institutionerne. Vi har dog en forventning om, at børn og unge på vores institutioner får den nødvendige omsorg – også om natten. Vi har også en forventning om, at sikkerheden omkring de unge om natten, er forsvarlig!”

 

Til top