Redegørelse om krisecenterområdet

Socialudvalget har bedt forvaltningen om en redegørelse for krisecenterområdet, som hermed forelægges udvalget til efterretning.

Socialforvaltningen indstiller,

1. at Socialudvalget tager forvaltningens redegørelse om krisecenterområdet til efterretning (jf. bilag 1).

Krisecenterområdet har igennem de senere år været præget af udfordringer, som blandt andet skyldes en trængt økonomi og et pres i efterspørgslen efter krisecenterpladser.

I regnskabet for 2011 var der således på krisecenterområdet et samlet merforbrug på ca. 18,6 mio. kr. Merforbruget skyldes hovedsageligt en berigtigelse af beregningen af takster på krisecentrene, hvilket betød, at forvaltningen skulle tilbagebetale penge til andre kommuner på grund af for høje takster i 2010. Desuden skyldes merforbruget tilbagebetaling af statsrefusion som følge af fejl i belægningsprocenter angivet til staten i perioden 2008-2011. Dette drejer sig dog kun om bagudrettede udfordringer, som er løst med regnskab 2011.

Udover takstberigtigelsen skyldes merforbruget primært udgifter til betaling af pladser på udenbys krisecentre. Socialforvaltningen oplevede i 2011 et markant pres på efterspørgslen efter krisecenterpladser, hvilket medførte fuld belægning på forvaltningens egne pladser og en stigning i efterspørgslen efter pladser på udenbys krisecentre.

Socialforvaltningen har i løbet af foråret 2012 foretaget en analyse af krisecenterområdet, hvis samlede resultat fremgå af redegørelsen i bilag 1. Redegørelsen centrerer sig omkring følgende fire emner, som præsenteres nedenfor i overordnede træk:

• Kapacitet
• Serviceniveau
• Beskrivelse af målgruppen
• Muligheder for bedre styring af området

Kapacitet
Kapaciteten på krisecentrene har sammenhæng med den almene boligsituation.

Socialforvaltningen råder i dag over 217 krisecenterpladser, hvilket forvaltningen vurderer, udgør en passende kapacitet på nuværende tidspunkt. Det er dog vigtigt at understrege, at kapaciteten kun kan siges at være passende, hvis der eksisterer det nødvendige udbud af billige boliger til målgruppen, som borgerne kan flytte til/anvises til efter endt ophold på krisecentrene. Dette kan være en udfordring, og den nuværende situation med få billige almene boliger i København betyder, at det kan være svært at sikre flowet fra tilbuddene.

Forvaltningen oprettede primo 2012 45 nødboliger, hvoraf en mindre del skulle bruges til at lette efterspørgselspresset på krisecentrene. Tanken var mere konkret, at de borgere/familier, der ikke længere har behov for krisecentrenes kerneopgave med at hjælpe enlige/familier til at komme igennem en akut krise, kunne flytte til en midlertidig boform i form af en nødbolig, hvis de ikke selv havde fundet en bolig eller fået en bolig via den sociale boliganvisning. Det har dog vist sig vanskeligt at motivere borgerne/familierne til at flytte til nødboligerne, som vil udgøre endnu en midlertidig boform for målgruppen. I stedet har forvaltningen tidligere på året prioriteret målgruppen i den sociale boliganvisning – i det omfang det var muligt – hvilket har haft en positiv virkning på krisecentrene, hvor der pr. april 2012 igen løbende ses ledige pladser på Socialforvaltningens egne krisecentre. Det kan dog ikke afvises, at der senere atter vil komme et pres på krisecentrene, da det ikke er muligt for den sociale boliganvisning at følge med behovet for boliger.

Det er forvaltningens vurdering, at der altid vil eksistere et behov for køb af udenbys kvindekrisecenterpladser, som bunder i, at kvinden/familien har behov for at opholde sig langt fra København af sikkerhedsmæssige grunde. Forvaltningen har i øjeblikket kendskab til 46 københavnske kvinder/familier, som opholder sig på udenbys tilbud. Halvdelen af disse vurderes at være henvist til det pågældende tilbud af sikkerhedsmæssige årsager.

Endelig forudsætter vurderingen af, at kapaciteten er tilstrækkelig også, at det lykkes forvaltningen og Kvindehjemmet at nå til enighed om en fremtidig driftsoverenskomst på området, hvorpå kapaciteten opretholdes.

Serviceniveau
Den personalemæssige normering på de københavnske krisecentre ligger lavere end på tilsvarende krisecentre i landet. En sammenligning mellem forvaltningens krisecentre og de 14 hyppigst benyttede krisecentre i Hovedstadsområdet samt i storbyerne Århus, Odense og Esbjerg viser, at mens den gennemsnitlige personale/pladsrate er 0,7 for alle de udvalgte institutioner, er den kun 0,4 på Københavns kommunes krisecentre. Det er forvaltningens vurdering, at en øget normering vil kunne medføre en mere intensiv indsats på forvaltningens kvindekrisecentre, hvilket formentlig kan medvirke til at forkorte målgruppens opholdstid på krisecentrene og dermed øge gennemstrømningen på krisecentrene generelt. Forudsat, naturligvis, at der findes det tilstrækkelige antal boliger for målgruppen at flytte til efter endt ophold på krisecentret.

Beskrivelse af målgruppen
Målgruppen på krisecentrene er kendetegnet ved store, sociale udfordringer. Således er hovedparten af beboerne på krisecentrene præget af komplekse, sociale forhold, der rækker udover den akutte krise, der har fået dem til at henvende sig til krisecentret. Nedenfor følger en række overordnede konklusioner fra forvaltningens målgruppeanalyse af krisecentrenes målgruppe:

• Ca. 60 procent er kvinder, som har været udsat for vold.
• De resterende 40 procent er hhv. kvinder og mænd (mænd udgør 10 procent på krisecentrene) indskrevet efter servicelovens § 110 og er således borgere præget af særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig.
• De fleste har ringe eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet.
• Mange har problemer udover den konkrete volds-/krisesituation.
• Der er mange børn.
• Ca. 30 procent af beboerne på krisecentrene vender tilbage igen.
• En stor andel er unge med kaotiske livsforhold (23 procent er under 25 år).
• Der er meget lang opholdslængde. Mere end 1/3 opholder sig længere en tre måneder på krisecentret.

Generelt har krisecentrenes målgruppe behov for en særlig, intensiv og opsøgende indsats fra krisecentrets side i forhold til psykologisk behandling, omsorg til børnene, kontakt til andre myndigheder mv. med henblik på en langsigtet løsning for familien efter opholdet på krisecentret.

Muligheder for bedre styring af området
Optagelse på et krisecenter bestemmes som følge af lovgivningen ud fra selvhenvenderprincippet – borgere kan frit henvende sig på et krisecenter, og det er forstanderen, der træffer afgørelse om optagelse. Det er derfor ikke alene Socialforvaltningen, der henviser til krisecentre, men i høj grad også borgerne, der selv henvender sig.

Det forudsættes i dag, at udgifter til køb af pladser går i balance med indtægter fra salg af pladser. Det har dog ikke været tilfældet den seneste årrække, hvor udgifterne til køb af pladser langt overstiger indtægter fra salg af pladser. På møde den 9. maj 2012 behandlede Socialudvalget sagen om Budget i balance, hvor det blev besluttet at dække merforbruget på krisecenterområdet ved at afsætte budget til køb af pladser på udenbys krisecentre.

                                                                  /Gitte Bylov Larsen

Kontorchef Gitte Bylov Larsen overværede punktets behandling

Indstillingen blev godkendt