Mødedato: 13.06.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Status på arbejdet med at forebygge udsættelser

Socialforvaltningen arbejder med at forebygge, at enlige og familier bliver sat ud af deres bolig. Socialudvalget blev den 25. januar 2012 præsenteret for en tværfaglig arbejdsgruppes afrapportering (2011-181152). Forvaltningen forelægger hermed status på dette arbejde til Socialudvalgets efterretning.

Problemstilling

I januar 2012 behandlede Socialudvalget en rapport udarbejdet af en tværgående arbejdsgruppe omhandlemde anbefalinger om tiltag, der kan forebygge udsættelser. Arbejdsgruppen bestod af faglige repræsentanter fra Socialforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen samt de almene boligorganisationer. Siden har Socialforvaltningen arbejdet videre med de forslag, som involverer forvaltningen. Socialforvaltningen præsenterer status på dette arbejde

Løsning

Som led i aftale med de almene boligorganisationer om rammer for udlejning af almene boliger i perioden 2011-14 blev det aftalt, at der skulle være et styrket samarbejde om forebyggelse af udsættelser. Der blev derfor nedsat en arbejdsgruppe på tværs af kommunen og de almene boligorganisationer. Arbejdsgruppen har set på muligheder og barrierer i samarbejdet for at imødegå udsættelser og har udarbejdet rapporten forelagt Socialudvalget den 25. januar. Samarbejdsforum besluttede i den forbindelse, at ansvar for implementering skulle lægges i temagruppen om Boligsocial Anvisning og Boligsocialt arbejde. Rapporten blev forelagt Socialudvalget den 25. januar 2012. Udvalget tilsluttede sig, at der blev arbejdet videre med de tiltag, som involverede Socialforvaltningen. I nedenstående gennemgås status for udvalgte handlingstiltag, der blev præsenteret i rapporten.

Status på udvalgte handlingstiltag

Varsling til Socialforvaltningen om risiko for sanktionering af fællesborgere

Der er opstartet et pilotprojekt i samarbejde mellem Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Socialforvaltningen om varsling af sanktionering vedrørende fællesborgere. Fællesborgere er borgere, som har en aktiv sag i både Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Socialforvaltningen får besked om partshøring om sanktionering fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, og kan derfor bistå borgeren med at afgive svar med eventuelle forhold af betydning for afgørelsen om der skal sanktioneres. Hermed kan det ofte undgås, at borgerne mister indtægten på grund af sanktionering, så borgeren har råd til at betale husleje. Projektet evalueres inden sommeren 2012, men allerede nu ser det ud til, at de borgere, som Socialforvaltningen bistår i meget højt omfang undgår sanktionering. Efter de første 5 uger, var Socialforvaltningen blevet varslet i 84 tilfælde. I 23 af disse tilfælde har Socialforvaltningen kontaktet Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen med yderligere oplysninger, og i 22 af disse 23 tilfælde er sanktionen blevet afværget. Det svarer til, at 95,6 % af sanktionerne afværges, når Socialforvaltningen har yderligere oplysninger – eller til at sanktioneringen er afværget i 26,2 % af sagerne, hvor der er sket underretning.

Fast samarbejde vedr. administration af husleje

Der er etableret et fast samarbejde mellem Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og de almene boligorganisationer om afklaring af tekniske problemer ved administration af husleje for kontanthjælpsmodtagere. Hermed sikres, at f.eks. huslejeforhøjelser ikke får den konsekvens, at administration ophører, fordi kommunen ikke har fået korrekt varsel

Gældsrådgivningen - aktuelt og budgetønske til budget 2013 (Ø308)

Såvel Socialforvaltningen som Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og de almene boligorganisationer samarbejder desuden om at udbrede kendskabet til den kommunale gældsrådgivning, hvoraf dele pr. 1. april 2012 varestages af Forbrugerrådet. Økonomiforvaltningen har endvidere meddelt, at Økonomiforvaltningen ikke vil søge om midler i budget 2013 til en fortsættelse af gældsrådgivningen. Socialforvaltningen finder det nyttigt, at der fortsat er et kommunalt tilbud om økonomisk rådgivning for de udsatte borgere i København.

Derfor vil Socialforvaltningen fremsætte forslag til budget 2013 om en økonomisk rådgivning, som forankres i Socialcenter København, og som vil få særligt fokus på risiko-grupper i forhold til udsættelse. Der er på nuværende tidspunkt ved at blive igangsat et pilotprojekt i Socialcenter København, der skal løbe resten af 2012. Målgruppen for projektet er borgere, der får anvist en bolig igennem den kommunale boliganvisning og som tidligere er blevet udsat af en bolig grundet restance eller er under 25 år. Årsagen til, at der også tages fat i de unge under 25 år er, at det ser ud til, at netop denne gruppe har vanskeligt ved at fastholde deres bolig. Borgerne der er omfattet af målgruppen vil sammen med tilbud om en bolig modtage et brev, hvor de indkaldes til et møde hos den økonomiske rådgivning til en snak om planlægning af husholdningsbudgettet og muligheden for at tilmelde regninger til PBS (f.eks. huslejen). Når borgere, der tidligere har været udsat, og unge, som anvises en bolig systematisk bookes til rådgivning i forbindelse med tildelingen af en ny bolig, vil rådgivningen være langt mere målrettet end hidtil og ressourcerne vil derfor blive udnyttet på en mere effektiv måde.

Boligstøtte direkte til udlejer

Boligorganisationerne har endvidere meddelt, at man er blevet inddraget i forarbejdet i forhold til fremadrettet at kunne modtage boligstøtte direkte fra Udbetaling Danmark, som overtager opgaven i 2013.

Udbygget vurdering af betalingsevne og behov for støtte

En arbejdsgruppe i Socialcenter København er i gang med at gennemgå procedurer, vejledninger og standardbreve, der skal være med til at forebygge udsættelser. Der er blandt andet et ønske om, at der fremadrettet skal laves en udbygget vurdering af borgerens betalingsevne og borgerens behov for støtte efter indflytning, når en borger indstilles til en bolig via boligsocial anvisning.

Øget opsøgende indsats – budgetønske til budget 2013 (Ø302)

Derudover har Socialforvaltningen fremsat budgetforslag om et antal boligrådgivere, som skal have særligt fokus på udsættelser og de grupper, som har særlig risiko for at ende i en udsættelse. Forslaget bygger på erfaringer fra Voksenenheden i Bispebjerg, der har gennemført et projekt med øget opsøgende kontakt i forhold til udsættelsestruede borgere. Konkret påtænkes opsøgende indsats i forhold til borgere, som er boligsocialt anvist og som partshøres om sanktionering fra Beskæftigelsesforvaltningen. Tilsvarende vil borgere, som er boligsocialt anviste til deres nuværende bolig, og som varsles udsat af boligen, blive opsøgt. Det er forventningen at ca. 95 udsættelser ville kunne forebygges med denne indsats.

Status på forslag som kræver lovændringer

På baggrund af en række landspolitiske udmeldinger omkring kommunernes mulighed for at afværge udsættelser via udbetalingen af en enkelt ydelse via aktivlovens § 81, har forvaltningen rettet henvendelse til Social- og Integrationsministeriet om tolkningen af bestemmelsen. Ministeriet har svaret, at bestemmelsen kan benyttes i forbindelse med udsættelser, men at der er tale om en konkret og individuel vurdering, og har således ikke bidraget til tolkningen af bestemmelse. Forvaltningen har derfor bedt om en uddybning af ministeriets svar.

Ministeren for By, Bolig og Landdistrikter har i foråret 2012 tilkendegivet, at han vil fremsætte forslag om lovændring i forhold til huslejens forfaldsdato, således at huslejen fremover skal betales samtidig med udbetalingen af ydelser eller løn, således at muligheden for at indtægten bruges på andre udgifter gøres mindre.

Økonomi

Denne indstilling har ikke økonomiske konsekvenser.

Videre proces

SFI arbejder i øjeblikket på en rapport om udsættelser. Når denne rapport udkommer i løbet af efteråret 2012, vil Socialforvaltningen orientere Socialudvalget om indholdet og samtidig forelægge en ny status på forebyggelsesarbejdet.

         Anette Laigaard

                                                                  /Anders Kirchhoff

Beslutning

Kontorchef Gitte Bylov Larsen overværede punktets behandling

 

Indstillingen blev godkendt

 

Til top