Mødedato: 13.06.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Udfordringer vedrørende boligsocial anvisning

Se alle bilag

Forvaltningen oplever udfordringer i forhold til at skaffe et tilstrækkeligt antal boliger til boligsocial anvisning. Forvaltningen forventer, at udfordringen vil være stigende. Dette kan give kapacitetsproblemer og derfor manglende flow på forvaltningens tilbud.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller: 
  1. At Socialudvalget tager orientering om stigende udfordringer i den boligsociale anvisning til efterretning, og
  2. At Socialudvalget tilslutter sig, at Socialforvaltningens gør opmærksom på problematikken om manglende sammenhæng mellem unges betalingsevne og antallet af tilgængelige boliger i den relevante prisklasse til såvel de relevante ministerier som til de øvrige forvaltninger.

Problemstilling

Tal for modtagne ansøgninger og modtagne boliger i den boligsociale anvisning i 2011 viser, at der modtages for få boliger til en pris, som de boligsøgende med akutte boligsociale behov kan betale. Dette betyder, at ventetiden på en bolig er stigende.

Udfordringen betyder, at det i stigende grad bliver vanskeligt at anvise boliger til unge eller andre med lav betalingsevne, f.eks. tidligere hjemløse. Det betyder, at der er en barriere for flow af disse borgere fra f.eks. krisecenter, herberger og psykiatriske bosteder, når borgeren i øvrigt er klar til udflytning.

Forvaltningen vurderer, at problematikken vil være stigende, fordi tallene også viser, at en del billige boliger aktuelt returneres, fordi der er varslet væsentlige huslejestigninger på grund af renoveringer.

Løsning

Fakta om status i den boligsociale anvisning og de afledte konsekvenser heraf

Den generelle ventetid på en bolig via boligsocial anvisning har været stigende i 2011. Det gælder for såvel unge under 25 år som for ældre ansøgere.

Tabel 1: Gennemsnitlig ventetid for ansøgere som får bolig via boligsocial anvisning, 2009-11

År

Halvår

Ventetid (dage) for borgere over 25

Beregnings-grundlag (antal personer over 25 år)

Ventetid (dage) for borgere under 25 år

Beregnings-grundlag (antal personer under 25 år)

2009

1. halvår

201

534

217

110

2009

2. halvår

173

434

207

96

2010

1. halvår

115

650

195

172

2010

2. halvår

74

543

172

162

2011

1. halvår

90

433

198

144

2011

2. halvår

127

416

243

163

 

Forskellen på ventetider for unge og ældre ansøgere skyldes forskelle i betalingsevne, da unge under 25 år modtager en lavere kontanthjælpsydelse. Hovedparten af ansøgerne til boligsocial anvisning modtager kontanthjælp

Konkret viser opgørelserne over betalingsevnen hos de ansøgere, som er indstillet til bolig i 2011 og prisen på modtagne boliger i 2011 (hhv. figur 4 og 5 i bilag 1), at der mangler boliger i alle prisgrupper op til 5.000 kr. Der returneres samtidig et stort antal boliger, primært med den begrundelse, at boligerne er for dyre til forvaltningens målgrupper.

Forvaltningen vurderer, at problematikken vil være stigende. 62 boliger, som var relativt billige, blev i 2011 returneret fra den boligsociale anvisning, fordi der var varslet huslejeforhøjelse i et omfang, så anvisningens ansøgere ikke ville kunne bevare boligen.

Problematikken med manglende boliger til meget lav husleje medfører på sigt, at det bliver vanskeligt at overholde målsætninger på forskellige områder om flow, og at der kommer kapacitetsproblemer på andre områder. Blandt krisecentrene og herberger har der i foråret 2012 været kapacitetsproblemer, og disse kan på sigt risikere at fortsætte. På herbergsområdet er der aktuelt er en målsætning om, at borgere, der er klar til at flytte i egen bolig, skal tilbydes en bolig inden for 3-4 måneder. Denne målsætning kan det i stigende grad blive vanskeligt at overholde. I det omfang flere borgere skal flytte til selvstændige almene boliger fra socialpsykiatriske bosteder via boligsocial anvisning, kan det også blive vanskeligt at opnå succes med Socialudvalgets pejlemærke 6.

Handlingstiltag

Meget forenklet kan man sige, at der er to spor i forhold til at løse de konkrete udfordringer i den boligsociale anvisning: 1) at tilvejebringe et større antal boliger til målgruppen, eller 2) at give målgruppen større økonomisk råderum. Mange af tiltagene, der kan understøtte disse to spor, kan dog ikke iværksættes uden lovændringer.

Tilvejebringe et større antal boliger

Flere billige boliger fra de almene boligorganisationer

Københavns Kommune modtager i øjeblikket hver 3. ledige bolig i de områder, som ikke er udpeget som 40 plus områder (områder med mere end 40 % af beboere udenfor arbejdsmarkedet). Herudover modtager kommunen forsat genudlejning af 500 særboliger pga. aftale om 100 % kommunal anvisning til disse. Endelig modtager kommunen efter den nuværende rammeaftale i alt 250 boliger til en husleje på højst 3.000 kr. pr. år målrettet unge og andre med særlig lav betalingsevne. Ved aftalens indgåelse i 2010 var der i alt ca. 4100 boliger i kommunen med en husleje på under 3.000 kr. i den almene sektor.

En eventuel yderligere anvisning til de billigste boliger i kommunen kan alene baseres på aftale med den almene sektor. Uanset om den almene sektor er villig til at indgå en aftale, kan det konstateres, at der er et begrænset antal boliger i prisklassen, og at boliger i prisklassen er ved at forsvinde på grund af almindelig prisudvikling og renovering. De billigste boliger er koncentreret i relativt få boligafdelinger, hvorfor forvaltningen vurderer, at en intensivering af boligsocial anvisning til netop disse afdelinger vil bevirke en øget koncentration af borgere med sociale problemer og risiko for at områderne får negative betegnelser i form af ghetto eller udsat område.

Herudover vurderer forvaltningen, at det vil være vanskeligt at motivere den almene sektor til at levere yderligere boliger i disse områder, end der leveres i dag.

Understøtte opførsel af almene boliger til en pris, som Socialforvaltningens målgrupper kan betale

Borgerrepræsentationen sætter rammerne for opførsel af nye almene boliger i Københavns Kommune. Borgerrepræsentationen besluttede i forbindelse med Kommunens Boligstrategi for unge og studerende i København 2012-14, at kommunen ved tildeling af kommunal grundkapital til opførelse af nye almene boliger vil prioritere familieegnede boliger med et gennemsnitligt boligareal på 95 m2. Herudover kræver kommunen, at der i lokalplaner for nye byområder opføres mindst 20 % boliger med en størrelse på 50-70 m2 for at sikre, at unge og studerende har mulighed for at finde en bolig. Der er ikke opstillet krav til en andel af mindre boliger, som også unge på kontanthjælp har mulighed for at betale.

På grund af kvadratmeterpriserne for nybyggeri, kan der ikke ske boligsocial anvisning til nybyggeri, fordi boligerne bliver for dyre for anvisningens målgrupper. Socialforvaltningen vurderer endvidere ud fra en beregning af unges betalingsevne, at unge på kontanthjælp ikke vil kunne betale nyopførte boliger af en størrelse på over 25 m2. Der er derfor behov for i højere grad at tænke målgrupper med lav betalingsevne ind i byudviklingen.

Socialforvaltningen vil tage kontakt til Teknik- og Miljøforvaltningen og opfordre til, at der også opføres boliger i en størrelse og med en husleje, som Socialforvaltningens målgrupper har mulighed for at betale.

Kommunal anvisning i privat udlejningsbyggeri

Forvaltningen ønsker at afprøve muligheden for anvisning til privat byggeri, da der ifølge opgørelser over disse findes en del billige udlejningsboliger i privat regi.

I lov om kommunal anvisning er der aktuelt indbygget begrænsninger i forhold til hvornår en kommune kan indgå aftale med en privat udlejer om boligsocial anvisning.

Socialborgmesteren har i flere omgange rettet henvendelse til det relevante ministerium for at få adgang til anvisning, men er for nylig igen blevet afvist af ministeren for By, Bolig og Landdistrikter. Konkret er der behov for ophævelse af betingelse om, at kommunen skal indføre kombineret udlejning eller 100 % kommunal anvisning for at få adgang til at lave aftaler med private udlejere, hvorfor der er behov for en lovændring, hvis Københavns Kommune skal kunne indgå aftaler med private udlejere. Socialborgmesteren har netop den 22. maj 2012 på ny rettet henvendelse til ministeren med henblik på at få ændret loven.

Kommunen som udlejer af almindelige udlejningsboliger

Det kunne være ønskværdigt, hvis kommunen havde mulighed for selv at opkøbe ejendomme og fastsætte udlejningen til en pris, som forvaltningens målgrupper kan betale. Imidlertid betyder princippet om kommunalfuldmagt som udgangspunkt, at kommunen ikke har mulighed for selv at etablere sig som udlejer via opkøb eller opførsel og udlejning af lejemål, fordi kommunen så vil konkurrere med private udlejere.

Socialforvaltningen ønsker at rette henvendelse til ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter med henblik på at afklare, om der kunne være muligheder for kommunal udlejning, eller om der er mulighed for en dispensation i lyset af problemstillingen. Formegentlig er der behov for et lovgivningsgrundlag, for at kommunen kan etablere sig som udlejer.

Huslejenedsættelse i ommærkede ældreboliger

Kommunen kan yde tilskud for lån eller lejetab for almene boligafdelinger, som har væsentlige problemer af økonomisk, social eller anden karakter, f.eks. høj husleje eller flyttefrekevens. Der skal så udarbejdes en helhedsplan for den enkelte afdeling. Herudover er det en forudsætning, at alle tilsvarende boliger i byggeriet får samme tilskud, også boliger som i forvejen er boet. Finansieringen sker via kommunale midler. Aktuelt har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen iværksat et projekt i Utterslevhuse. Imidlertid er det Socialforvaltningens vurdering, at sådanne projekter vil være omkostningstunge, fordi alle sammenlignelige boliger skal have samme huslejenedsættelse, og at det samtidig vil være vanskeligt at sænke huslejen tilstrækkeligt, uden at boligerne så bliver væsentligt billigere end tilsvarende boliger og dermed konkurrenceforvridende. I projektet i Utterslevhuse bliver huslejen derfor alene sænket med ca. 20 %, og ender i en pris på 4500-5000 kr. pr. måned, hvilket oftest er for høj en husleje for Socialforvaltningens målgrupper.

Socialforvaltningen ønsker at tage kontakt til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen samt Boligorganisationerne med henblik på en nærmere undersøgelse af Socialforvaltningens mulighed for at etablere boliger med huslejenedsættelse til forvaltningens målgrupper i ommærkede ældreboliger.

Større betalingsevne

Kommunen har ansvar i forhold til at skaffe boliger til de grupper, som har akutte boligsociale behov. F.eks. kan unge, der er anbragt, ikke udsluses fra anbringelsesstedet uden en bolig. Derudover er der et stigende antal helt unge hjemløse. Såfremt det ikke er muligt at tilvejebringe det nødvendige antal boliger, som denne målgruppe kan betale med de nuværende ydelser, er det behov for at undersøge mulighederne for at forbedre målgruppens betalingsevne. Imidlertid er det forvaltningens vurdering, at der er behov for en lovændring, hvis kommunen skal kunne understøtte unge i forhold til leje af bolig.

Forvaltningen ønsker at rette henvendelse til Social- og Integrationsministeriet og Beskæftigelsesministeriet med henblik på at søge afklaring af, om der er eller kan tilvejebringes muligheder for at understøtte unges betalingsevne, når de anvises en bolig.

 

Økonomi

Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Socialudvalget vil i løbet af efteråret 2012 få forelagt halvårsstatus for den boligsociale anvisning. Socialforvaltningen vil desuden tage kontakt til teknik- og Miljøforvaltningen med opfordring til, at der opføres boliger i en størrelse og med en husleje, som forvaltningens målgruppe har mulighed for at betale.

Socialforvaltningens gør med udvalgets godkendelse opmærksom på problematikken om manglende sammenhæng mellem unges betalingsevne og antallet af tilgængelige boliger i den relevante prisklasse til de relevante ministerier.

         Anette Laigaard

                                                                  /Anders Kirchhoff

Beslutning

Kontorchef Gitte Bylov Larsen overværede punktets behandling

 

Indstillingen blev godkendt

Til top