Status på borgerrettede indtægter
Resumé
Socialudvalget behandlede den 11. oktober 2023 en indstilling om udfordringer med beregning og opkrævning af egenbetaling på Socialforvaltningens midlertidige botilbud (§107) til udsatte voksne. Socialforvaltningen ville vende tilbage med en opgørelse over de økonomiske konsekvenser. Forvaltningen oplyste i samme indstilling, at forvaltningen ville foretage en afdækning af lignende udfordringer på andre områder i forvaltningen.
Nærværende indstilling er en opfølgning herpå, idet sagen dels opgør tilbagebetalingen til borgere vedr. ophold på midlertidige botilbud, dels giver et bredere overblik over forvaltningens varetagelse af opgaven med beregning og opkrævning af borgerrettede indtægter på samtlige områder. Arbejdet har ført til fund af fejl og mangler og forventes at føre til tilbagebetaling af op til 14 mio. kr. til borgere i 2024 vedr. historiske fejl. Det skal ses i lyset af, at opgaven med beregning og opkrævning aktuelt er spredt ud på mange medarbejdere og decentraliseret, hvilket har medført en uens praksis. Dette er også et emne i Socialforvaltningen koncernanalyse, der har ført til et investeringsforslag, TV01(2025), som omhandler etableringen af et centralt takstteam til at opkræve borgerrettede takster.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller:
- at Socialudvalget tager status vedr. opkrævning af borgerrettede indtægter til efterretning.
- at Socialforvalget tager handleplanen for genopretning og tilbagebetaling til efterretning.
Problemstilling
Socialudvalget behandlede en sag den 11. oktober 2023 om udfordringer med beregning og opkrævning af egenbetaling på Socialforvaltningens midlertidige botilbud (§107) til udsatte voksne. Da der blev fundet fejl i opkrævning af egenbetaling fra beboere i forvaltningens midlertidige botilbud til udsatte voksne, valgte Socialforvaltningen at iværksætte en bredere undersøgelse vedr. alle borgerrettede indtægter i Socialforvaltningen. Formålet er at få et overblik over forvaltningens varetagelse af beregningen og opkrævningen af borgerrettede indtægter samt opgøre de økonomiske konsekvenser af identificerede fejl og mangler.
Løsning
Undersøgelsen af forvaltningens borgerrettede indtægter har kørt i to spor:
- Aktuelle sager: Et fremadskuende spor, der skal sikre, at borgere, der i dag opkræves, har fået en korrekt afgørelse.
- Genopretning af tidligere opkrævninger: Et bagudrettet spor, der skal undersøge, om tidligere opkrævninger har været korrekt.
1. Undersøgelse af aktuelle sager
I forvaltningens undersøgelse af de forskellige indtægtsområder har der vist sig at være en række forskellige udfordringer i opkrævningsprocessen på en række områder. Nogle af problematikkerne er Socialudvalget tidligere orienteret om, hvilket er vist i tabellen herunder, hvor det også fremgår, om der som følge af undersøgelsen kan forventes en merindtægt fremover, og om der er planlagt tilbagebetaling til borgere. Tabellen viser alene områder, hvor afdækningen har vist udfordringer i opkrævningsprocessen.
Ydelse |
Socialudvalget tidligere orienteret om problematik |
Merindtægt fremadrettet |
Planlagt tilbagebetaling til borgere |
Døgnbehandling for stofmisbrug |
|
x |
x |
Egenbetaling vedr. ophold på midlertidige botilbud |
x |
x |
x |
Egenbetaling vedr. ophold på krisecenter |
|
x |
x |
Egenbetaling vedr. ophold på herberg |
|
x |
x |
Opholdsbetaling for midlertidigt husly til husvilde borgere |
|
x |
x |
Betaling for valgfrie ydelser |
x |
|
x |
Motorlån til borgers køb af handicapbil. |
x |
|
|
Udover ovenstående opkræver forvaltningen også tilbagebetalingsydelser fra borgere vedrørende udgifter til flyttehjælp (AKL §85) og istandsættelse ved fraflytning (ABL §59), hvor forvaltningen afholder udgifter på borgerens vegne. Koncernservice indgår afdragsordninger med borgere og opkræver tilbagebetaling af forvaltningens udgifter vedrørende flyttehjælp og istandsættelse. Derfor indgår afdragsydelser vedr. flyttehjælp og istandsættelse ikke i denne redegørelse, da det ikke er Socialforvaltningen, der administrerer beregning og opkrævning af disse afdrag.
Der er udarbejdet en sammenfattende tabel (bilag 1), som giver et dybere indblik i beløb for både tilbagebetaling og merindtægter samt bemærkninger til de forskellige ydelser. Der er hertil udarbejdet et notat, som giver en dybere forklaring på, hvilke problematikker som gør sig gældende for de forskellige ydelser (bilag 2).
2. Genopretning af tidligere opkrævninger
Som nævnt har fejl i forvaltningens administration af opkrævning fra borgerne betydet dels, at nogle borgere er blevet opkrævet for meget, og dels at forvaltningen er gået glip af indtægter, den kunne have opkrævet. Genopretningen af disse fejl følger to separate spor.
1. Tilbagebetaling til borgere
Socialforvaltningen vil sikre, at alle borgere tilbagebetales for meget eller forkert opkrævede beløb inden udgangen af 2024. Socialforvaltningen vil, i den konkrete beregning af borgerens tilgodehavende, sikre, at der tilbagebetales beløb, den er forpligtet til. Således har forvaltningen tolket kravene til, hvad en myndighedsafgørelse er, så bredt som muligt inden for lovens rammer, for at sikre, at vi har tilstrækkelig hjemmel til enten af fastholde opkrævningen eller annullere den og evt. tilbagebetale de penge, borgerne har betalt. Det er forvaltningens erfaring, at det ikke er alle borgere, der betaler den opkrævning, de modtager fra Socialforvaltningen. Inden Socialforvaltningen tilbagebetaler penge til borgere, der er påvirket af forvaltningens fejl i beregningen af takster, vil forvaltningen modregne borgerens eventuel gæld til forvaltningen for den pågældende ydelse.
Nedenstående tabel illustrerer omfanget af tilbagebetalingsbeløbene i 2024.
Område |
Beløb der skal tilbagebetales |
Antal borgere som skal tilbagebetales |
Egenbetaling for botilbud (§107) |
10-12 mio. kr. |
350 - 400 |
Opholdsbehandling (§§109 og 110) |
Ca. 1 mio. kr. |
500 |
Husvilde (§80) |
Ca. 0,2 mio. kr. |
40-50 |
Døgnbehandling for stofmisbrug (§101) |
Ca. 0,5 mio. kr. |
30 – 40 |
Valgfrie ydelser |
0-0,2 mio. kr. |
0 - 1000 |
I alt |
11 – 14 mio. kr. |
1000 - 2000 |
2. Fremadrettet opkrævning af indtægter
Socialforvaltningen har, jf. investeringsforslaget TV01(2025) - Optimering af egenbetaling fra borgere, foreslået at investere midler i at etablere et centralt forankret takstteam, der skal sikre korrekt og ensartet beregning og opkrævning af egenbetaling. Takstteamet skal have til formål at gennemgå og udarbejde sagsgange for at sikre korrekt opkrævning samt have fokus på inddrivelse af egenbetaling for borgere, som bor på et bo/døgntilbud. Socialudvalget har godkendt investeringsforslaget den 28. februar 2024.
På nuværende tidspunkt administreres opgaverne omkring fastsættelsen af takster for egenbetaling decentralt, med undtagelse af takster for egenbetaling fra borgere på længerevarende botilbud, der bliver håndteret centralt. Det skal derfor sikres, at der fremadrettet er et centralt team, som kan bidrage med faglig viden og kan hjælpe med at fastsætte takster for at sikre ensartede processer på tværs af målgrupper og derfor øge retssikkerheden for borgerne.
Forvaltningen planlægger således, at midlertidige botilbud (§107) skal inddrages først, hvorefter herberger og krisecentre (§§109 og 110) også skal placeres i det centrale takstteam. Efterfølgende vil de resterende områder inddrages, når der er kapacitet til det. Det beregnes, at der vil kunne opkræves 9,8 mio. i 2025 stigende til 10,6 mio. kr. i 2026 og frem, når alle takster bliver beregnet og opkrævet korrekt og ensartet.
Administrative konsekvenser
Indstillingen har ikke i sig selv nogle administrative konsekvenser. Dog vil tilbagebetalingsprocessen medføre administrative konsekvenser i form af øget ressourceforbrug i forhold til hidtidig opgavevaretagelse. I forbindelse med, at tilbagebetalingsplanen gennemføres, vil Socialforvaltningen bestræbe sig på, at dette forløber forsvarligt og uden unødvendigt brug af administrative ressourcer.
|
Lav, middel eller Høj |
Enkeltstående eller Løbende |
Den administrative konsekvens er |
Middel |
Enkeltstående |
Økonomi
De økonomiske konsekvenser af at tilbagebetale forkert og for meget opkrævet fra borgerne vil blive afholdt inden for de givne økonomiske rammer i 2024.
Videre proces
Socialforvaltningen vil i løbet af 2024 beregne de konkrete tilgodehavender og sikre tilbagebetaling til berørte borgere. Socialudvalget vil blive orienteret, når de faktiske beløb for tilbagebetaling er beregnet.
Hvis investeringsforslag TV01(2025) - Optimering af egenbetaling fra borgere bliver vedtaget i forbindelse med overførselssagen 2023/2024, vil Socialforvaltningen frem mod udgangen af 2024 oprette et centralt takstteam, der skal sikre en ensartet og konsekvent beregning og opkrævning af egenbetaling på alle forvaltningens indtægtsområder fremadrettet.
Mikkel Boje
/ Mika Kobborg Smidt
Beslutning
Indstillingen blev taget til efterretning.
Kontorchef Mika Kobborg Smidt deltog under punktets behandling.