Mødedato: 13.03.2024, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Godkendelse af tilsagn om støtte fra Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+) til projekt om styrket indsats til unge i hjemløshed

Resumé

Socialudvalget skal tage stilling til, at Socialforvaltningen modtager ekstern finansiering til et projekt for unge i hjemløshed og en tilsvarende justering af indtægts- og udgiftsbudgettet. Socialforvaltningen har fået tilsagn om i alt 8,1 mio. kr. fra Erhvervsstyrelsen i støtte fra Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+) på baggrund af indstilling fra Social- og Boligstyrelsen til et projekt om intensiv støtte til unge i hjemløshed i perioden 1. marts 2024 til 31. december 2027. Målgruppen er unge i alderen 18-24 år, der kommer i kontakt med Unge-gadeplansindsatsen i Socialforvaltningen, fordi de befinder sig i en ustabil boligsituation.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller:

  1. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen modtager 8,1 mio. kr. for perioden 1. marts 2024 - 31. december 2027 fra Erhvervsstyrelsen i støtte fra Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+) på baggrund af indstilling fra Social- og Boligstyrelsen til projekt om intensiv støtte til unge i hjemløshed
  2. at Socialudvalget godkender, at indtægts- og udgiftsbudgettet opjusteres tilsvarende med 8,1 mio. jf. tabel 1 i økonomiafsnittet. 

Problemstilling

Social- og Boligstyrelsen har i oktober 2022 udmeldt en ansøgningspulje til offentlige instanser, organisationer på civilsamfundsområdet og tværsektorielle partnerskaber, der fremmer den sociale integration af borgere i hjemløshed eller i risiko for hjemløshed ved hjælp af deltagernære aktiviteter. Initiativerne skal bl.a. bidrage til, at målgruppen i højere grad inkluderes og deltager i aktiviteter, der kan bidrage til at forbedre deres livsbetingelser.

Socialforvaltningens Hjemløse- og Udsatteenhed har i samarbejde med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og WeShelter ansøgt om midler fra puljen. Formålet er at styrke og intensivere kommunens nuværende indsats for unge i hjemløshed samt kunne tilbyde dem en længerevarende indsats, herunder koble de unge til aktiviteter og fællesskaber i civilsamfundet for at afhjælpe ensomhed og fastholde dem i en positiv udvikling.

I forbindelse med den nationale hjemløseform har Borgerrepræsentationen afsat midler til, at Socialforvaltningen kan øge anvisningen af hjemløse borgere til egen bolig med bostøtte og dermed styrket brug af Housing First-tilgangen. En af udfordringerne ved reformen er dog dens begrænsede fokus på forebyggelse af hjemløshed. Det ses bl.a. ved, at der ikke gives statsrefusion for kommunens udgifter til bostøtte for eksempelvis unge hjemløse, der ikke har haft ophold på et herberg. Det konkrete projekt som Socialforvaltningen har ansøgt om midler til skal bidrage til at forebygge hjemløshed blandt de unge, der endnu ikke har haft ophold på et herberg.

Løsning

Socialforvaltningen har fået tilsagn om midler fra Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+) på i alt 8,1 mio. kr. i perioden 1. marts 2024 til 31. december 2027. Midlerne skal udmøntes i projektet ”Styrket indsats for unge i hjemløshed”. Midlerne er bevilget efter administrationsloven for Regionalfonden og Socialfonden Plus, som administreres af Erhvervsstyrelsen efter Social- og Boligstyrelsens indstillinger.

Midlerne i projektet går til lønning af medarbejdere, herunder en projektleder i Hjemløse- og Udsatteenheden, sagsbehandler til myndighedsopgaver, en ungegadeplansmedarbejder til relationsforløb i Hjemløse- og Udsatteenheden, en sagsbehandler i Beskæftigelses-og Integrationsforvaltningen samt en projektleder i WeShelter. Herudover går der midler til drift af projektet, udviklingsaktiviteter samt borgerrettede aktiviteter. Der er krav om 10% kommunal medfinansiering af projektet, som afholdes inden for egen ramme gennem omprioritering af eksisterende medarbejderes arbejdsopgaver.

Projektet har til formål styrke indsatsen for unge i hjemløshed i Københavns Kommune, som skal bidrage til at forbedre de unges sociale situation og fastholde dem i en positiv udvikling ved at koble dem til aktiviteter og fællesskaber i civilsamfundet. Projektet gennemføres ved, at der etableres et tæt samarbejde mellem Unge-gadeplansindsatsen og myndighedsindsatsen i Hjemløse- og Udsatteenheden i Socialforvaltningen, Jobcenter København i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samt den private NGO WeShelter, som er en del af Fonden Missionen blandt Hjemløse.

De konkrete aktiviteter over for de unge i projektet vil bestå af intensive og brobyggende forløb med Unge-gadeplansindsatsen, en fleksibel myndighedsindsats, fleksibel indgang i Jobcenter København og inklusion i civilsamfundsaktiviteter. Aktiviteterne kan foregå i forskellige tempi, men kan også være sideløbende. Ofte vil det være gadeplans- og myndighedsindsatsen, der skaber og fastholder kontakten til de unge, og som sørger for, at de unge får den rette støtte hele vejen rundt. Der kan være en indledende periode, hvor gadeplansmedarbejderen har fokus på at skabe en relation til den unge, men hurtigst muligt igangsættes de øvrige aktiviteter på det niveau, den unge er klar til. WeShelters rolle er at gennemføre målgruppetilpassede aktiviteter fra små in-house aktiviteter, hvor de sociale færdigheder hos de unge trænes til følge-/makkerskab til andre aktiviteter i foreningslivet/civilsamfundet.

Samlet set er det forventningen, at aktiviteterne vil bidrage til at stabilisere den unge, og give den unge et fremtidsperspektiv og understøtte en positiv udvikling i retning af bolig, støtte til et stabilt forsørgelsesgrundlag samt meningsfulde aktiviteter og fællesskaber i hverdagen. Indsatsen skal på sigt bidrage til at få den unge på rette kurs og ud af deres marginaliserede position. Projektforløbene vil fleksibelt blive tilpasset den unges behov. Unge-gadeplansindsatsen ”slipper” den unge, når den unge er etableret i en boligløsning. Projektet kan dog fortsætte i op til et år herefter fx ved, at WeShelter stadig har kontakt til den unge.

Projektet vil give mulighed for at afprøve og udvikle en mere fleksibel og intensiv indsats, der er tilpasset målgruppen og samtidig styrke det tværgående samarbejde på tværs af Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Herudover giver projektet mulighed for at udvikle metoder til at inkludere unge i hjemløshed i civilsamfundsaktiviteter. Det kræver en forandring i måden, man i kommunalt regi arbejder med de unge på og ligeledes en udvikling i WeShelter i forhold til at udvikle nye aktiviteter, der er tilpasset målgruppen. Projektet vil derfor også bidrage til at opbygge viden og kompetencer i Københavns Kommune og i WeShelter.

Projektets målgruppe er unge i alderen 18-24 år, der kommer i kontakt med Unge-gadeplansindsatsen, fordi de befinder sig i en ustabil boligsituation. De unge har typisk overnattet i en kortere eller længere periode hos familiemedlemmer eller netværk, hvilket af forskellige årsager ikke længere er holdbart. Der er tale om en meget differentieret gruppe af unge fra relativt velfungerende til meget udsatte. Projektet er et supplement til Bolig- Hjemløsereformen, idet projektet primært har fokus på unge, som endnu ikke har taget ophold på herberg og ej heller er i egen bolig.

Forvaltningen forventer, at der på årlig basis vil deltage ca. 50 unikke unge i projektet. Det er unge, som forvaltningen allerede i dag er i kontakt med, og som forvaltningen med projektet kan styrke indsatsen over for. De unge vil blive tilbudt en mere intensiv støtte, som vil foregå over længere tid, samtidig med at de unge kobles til civilsamfundet. Der er et samlet måltal for hele projektperioden om, at 160 unge er udredt og indstillet til en bolig, 160 unge har haft et forløb ved Jobcenter København og 120 unge har deltaget i civilsamfundsaktiviteter foranlediget af projektet.

Unge, der kun kortvarigt modtager råd og vejledning af Unge-gadeplansindsatsen er ikke en del af projektet. Det kan være unge, der er relativt velfungerende og hurtigt kommer videre, eller unge der guides til deres hjemkommune. Herudover er unge uden opholdstilladelse ikke en del af projektet. Tilsagnet om støtte i de sidste to projektår er givet med forbehold for en midtvejsevaluering af projektets gennemførsel. Forvaltningen forventer, at målgruppen tidligst kan deltage i projektet fra den 1. august 2024, idet der skal ansættes medarbejdere der skal implementere projektet og gøre forløbene klar for de unge.

Økonomi

I projektmidlerne er der tildelt midler i perioden 1.3.2024-21.12.2027. Hertil kommer 10 % kommunal medfinansiering på 0,9 mio. kr. i form af omprioritering af eksisterende medarbejderes opgaver. Medfinansieringen bidrager til indirekte udgifter form af administration, ledelse og anden form for faglig understøttelse. Hvis Socialudvalget godkender projektet, opjusteres Socialforvaltningens udgifts- og indtægtsbudget samlet set med 8,1 mio. kr. i perioden 2024- 2027, jf. tabel 1. De bevillingsmæssige konsekvenser indarbejdes i relevant førstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer.

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser

At-punkt

Udvalg

Bevilling

Indtægt (I) /

Beløb i 1.000 kr.*

Varig?

Udgift (U)

 

2024

2025

2026

2027

2

SUD

3210 – Udsatte voksne

I

-1.764

-2.116

-2.116

-2.116

Nej

2

SUD

3210 – Udsatte voksne

U

1.764

2.116

2.116

2.116

Nej

I alt

-

-

-

0

0

0

0

-

Videre proces

Godkender Socialudvalget indstillingen, vil indtægts- og udgiftsbudgettet blive opjusteret på bevillingsområdet udsatte voksne i forbindelse med den førstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer. Erfaringerne fra projektet vil blive videreført i kraft af opkvalificering af medarbejdere og i forhold til samarbejdet med civilsamfundet. En evt. videreførsel af projektet efter 2027 kræver finansiering.

 

Mikkel Boje                      

                                            / Anders Møller Jakobsen og Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Vicedirektør Anders Møller Jakobsen og kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling. 

Til top