Mødedato: 13.03.2024, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

2. status på budgetnotater i proces til Overførselssagen 2023-2024

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget får hermed anden status på budgetnotater i proces til Overførselssagen 2023-2024. Første status blev givet på mødet den 28. februar 2024.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller:

  1. at Socialudvalget tager oversigt over budgetnotater i proces til Overførselssagen 2023-2024 (bilag 1) til efterretning
  2. at Socialudvalget tager de beskrevne økonomiske udfordringer på socialområdet i 2024 til efterretning.

Problemstilling

Forhandlingerne om Overførselssagen 2023-2024 starter fredag d. 15. marts 2024. Socialudvalget blev på budgetseminaret d. 3.-4. februar samt udvalgsmødet d. 28. februar orienteret om det foreløbige katalog over budgetnotater til Overførselssagen samt om en status på forvaltningens økonomiske udfordringer i 2024.

Forvaltningen har sidenhen arbejdet videre med budgetnotaterne. Der er kommet nye budgetnotater til, og der er budgetnotater, der er udgået. De største ændringer vil blive præsenteret på udvalgsmødet. 

Løsning

Socialudvalget får med denne sag dels en oversigt over budgetnotater i proces til Overførselssagen 2023-2024, dels en beskrivelse af nogle af forvaltningens aktuelle økonomiske udfordringer.  

Budgetnotater i proces

Materialet har til formål at give udvalget et overblik over budgetnotaterne til Overførselssagen 2023-2024. De færdige budgetnotater kan tilgås via Økonomiforvaltningens budgetnotatsite.

Af bilag 1 fremgår en opdateret oversigt over budgetnotater i proces til Overførselssagen 2023-2024 (pixikatalog). Pixikataloget er opdelt efter kategori og indeholder en kort indholdsbeskrivelse for de enkelte budgetnotater. Der tages forbehold for endelig godkendelse af budgetnotaterne i kategorierne need to og rettidig omhu i dialogen med Økonomiforvaltningen. Herudover tages der forbehold for, at budgetnotaterne kan ændre sig, indtil de politiske forhandlinger er afsluttet. Der kan f.eks. ske ændringer i indhold og beløb, og der kan komme flere budgetnotater til, ligesom nogle muligvis vil udgå.

Bestilling af budgetnotater

Det er muligt at bestille budgetnotater helt frem til forhandlingernes afslutning. Budgetnotaterne bestilles ved at kontakte en direktør i Socialforvaltningen, Socialforvaltningens udvalgsteam på SOFDLudvalgsteamet@sof.kk.dk eller via medlemssekretæren.

Hvis flere partier bestiller budgetnotater, der for eksempel omhandler samme tilbud eller tiltag, vil der ikke blive udarbejdet særskilte budgetnotater på hvert enkelt tiltag. I stedet vil der blive udarbejdet et samlet budgetnotat med flere scenarier. Som ved budgetforhandlingerne 2024 vil partinavne ikke fremgå af budgetnotaterne.

Udfordringer på socialområdet, som udvalget blev præsenteret for på budgetseminaret d. 2.-3. februar samt på udvalgsmødet d. 28. februar

På Socialudvalgets budgetseminar d. 2.-3. februar samt på udvalgsmødet d. 28. februar blev udvalget præsenteret for en række udfordringer på socialområdet. På udvalgsmødet blev den økonomiske udfordring i Mændenes Hjem drøftet, men de øvrige udfordringer, som var beskrevet i sagen, blev ikke gennemgået på mødet, hvorfor de fremlægges for udvalget igen med denne sag.

Generelle økonomiske situation

Socialudvalget blev på udvalgsmødet d. 15. november 2023 orienteret om, at Socialforvaltningen på daværende tidspunkt havde en økonomisk udfordring på mindst 85 mio. kr. På udvalgsmødet d. 27. november 2023 vedtog Socialudvalget besparelser for 40 mio. kr. i 2024 og vedtog desuden, at Socialudvalget skulle anmode om optagelse af et internt lån på 25 mio. kr. i 2024 mhp. delvist at håndtere den økonomiske udfordring. Derudover udestår håndtering af en udfordring på mindst 20 mio. kr., hvor Socialudvalget på samme udvalgsmøde besluttede at opfordre forligskredsen bag budget 2024 til, i forbindelse med Overførselssagen 2023-24, at tage stilling til det yderligere prognosticerede merforbrug, der på daværende tidspunkt var på mindst 20 mio. kr. Der er udarbejdet budgetnotater vedr. det prognosticerede merforbrug (SO23) hhv. det interne lån (SO24), som skal politisk prioriteres for at opnå finansiering.

Socialforvaltningen forventer aktuelt et stort pres på økonomien i 2024 som følge af et fortsat strukturelt pres og udgiftsvækst. Det er således allerede nødvendigt med strammere styring, herunder løbende tilpasning af aktiviteter og serviceniveau til budgetrammerne, hvilket forvaltningen derfor har iværksat. Dette omfatter bl.a.:

  • Fastholdelse af serviceniveauet fra 2023 på det udsatte børne- og ungeområde. Dette medfører fortsat skærpet visitationspraksis, herunder både i forhold til nye sager og hyppigere opfølgning på igangværende indsatser mhp. at reducere omfanget, intensiteten, varigheden og dobbeltforanstaltninger.
  • Begrænse nye køb af eksterne døgntilbudspladser på handicapområdet, hvilket vil medføre, at ventelisten i 2024 ikke kan afvikles i det forudsatte omfang. 
  • Tilpasning af normering ift. budgettet i socialpsykiatrien. Dette medfører behov for en reduktion i antal medarbejdere igennem tilbageholdenhed ved ansættelser samt nedlæggelse af stillinger ved vakancer.

Herudover vurderer forvaltningen, at det kan blive nødvendigt at iværksætte ekstraordinære tiltag for at opnå balance i 2024 (fx rammebesparelse eller lignende). Forvaltningen vil følge udviklingen tæt og vurdere behovet for ekstraordinære tiltag ifm. 1. kvartals prognose, som forelægges Socialudvalget i maj.

Særskilte udfordringer

Det fremgik af sagen 15. november 2023, at 20 mio. kr. ud af de 85 mio. kr. vedrørte den sociale hjemmepleje. Det fremgik også af sagen, at ikke hele udfordringen i den sociale hjemmepleje indgik i prognosen, da forvaltningen fortsat var i gang med at afklare udfordringen, men at der var betydelig risiko for, at udfordringen var større. Socialforvaltningen har analyseret udfordringen nærmere og har i forlængelse heraf søgt at rejse væsentlige dele af udfordringen (navnlig hjemmesygepleje) som need to. Konklusionen er, at det ikke på det foreliggende grundlag er muligt at rejse nedenstående udfordringer under kategorierne need to eller rettidig omhu. Hvis udfordringerne skal håndteres, vil det derfor være nødvendigt, at der bestilles budgetnotater til forhandlingerne om Overførselssagen. Alternativt vil forvaltningen skulle håndtere udfordringen inden for rammen, fx via kompenserende besparelser andre steder. Der er tale om en udfordring på samlet 28,7 mio. kr., jf. nedenfor.

Hjemmesygepleje

Socialforvaltningen har gennem flere år oplevet en stigende aktivitet i hjemmesygeplejen. Særligt for hjemmesygeplejeydelser gælder, at aktiviteten på området i høj grad er bestemt ved lægefaglige ordinationer fra egen læge eller læger fra regionens hospitaler, som sætter klare grænser for forvaltningens muligheder for selv at visitere på baggrund af en vurdering af borgerens behov. Forvaltningen har en udfordring på i alt 11,7 mio. kr. i 2024 til at dække den stigende aktivitet på området.

Prisstigning på almene rehabiliteringspladser og akutpladser/neurologiske rehabiliteringspladser

Forvaltningen gør brug af de almene rehabiliteringspladser og akutplejeophold hos Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til borgere under 65 år. Den interne afregning for disse pladser har været konstant indtil 2024. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har varslet, at udgiften vil blive forøget med ca. 17 mio. kr. for Socialforvaltningen pga. en genberegning af omkostninger. Hvis Socialforvaltningen skal bibeholde serviceniveauet til målgruppen, er der et øget finansieringsbehov på ca. 17 mio. kr.

Sundhedsteamet

Københavns Kommune modtog den 17. november 2023 Social- Bolig og Ældreministeriets afgørelse vedr. forvaltningens praksis for, hvilke omkostninger som kan indregnes i den mellemkommunale takst for herberger (servicelovens §110), og som er statsrefusionsbelagt. Ministeriets afgørelse betyder, at udgifter til og ydelser leveret af Sundhedsteamet som helhed ikke længere kan indregnes i herbergstaksterne.

Fra budget 2024 og frem er der derfor et finansieringsbehov på 3 mio. kr., hvis Sundhedsteamet fortsat skal opretholde det nuværende serviceniveau, som ydes til de mest udsatte borgere på gaden og herberg. Beløbet dækker tabt statsrefusion og færre indtægter ved salg til andre kommuner.

 

Socialforvaltningen har været i dialog med Socialtilsynet om, hvorvidt enkelte, konkrete ydelser leveret af sundhedsteamet i et vist omfang kan indgå i herbergstaksten for vores egne herberger og herberger, som kommunen har driftsoverenskomst med. Dette forudsætter dog, at ydelsen leveres på herberget, og at der sker en konkret registrering af ydelsen på cpr. nr.-niveau. Forvaltningen vil afklare dette endeligt med tilsynet og vurdere det administrative ressourceforbrug overfor finansieringsbidraget. Det forventes under alle omstændigheder ikke, at registreringer af sundhedsteamets ydelser leveret på herberg på nogen måde vil modsvare det beskrevne finansieringsbehov på 3 mio. kr.    

Mændenes Hjem

På udvalgsmødet 28. februar 2024 fremlagde forvaltningen en økonomisk udfordring i Mændenes Hjem for Socialudvalget, herunder en nulstilling af et underskud opbygget over flere år, som primo 2024 beløber sig til 6,0 mio. kr. samt tilbuddets ønske til en øget grundbevilling på 8,2 mio. kr. i 2024 og 10,4 mio. kr. i 2025 og frem. Mændenes Hjem havde også foretræde på mødet. Socialudvalget drøftede udfordringen, og et samlet udvalg fandt behov for en kvalificering af det fremsatte budgetønske, før udvalget ser sig i stand til at forholde sig til ønsket. Konkret bad Socialudvalget om, at en ekstern part gennemfører en analyse af Mændenes Hjems økonomi og styring mhp. at vurdere mulighederne for driftsoptimering mv. En sådan gennemgang vil ikke kunne gennemføres forud for de politiske forhandlinger om Overførselssagen i marts, men kan afsluttes forud for forhandlingerne om budget 2025 i september.

Derfor bad udvalget også om en stillingtagen fra Mændenes Hjems bestyrelse til, hvordan der mest hensigtsmæssigt kan prioriteres mellem de respektive tilpasningsmuligheder ift. at håndtere det prognosticerede merforbrug i 2024. Udvalget var i den forbindelse indforståede med, at tilpasningerne kan kræve justering af kravene i driftsoverenskomst mv.

Socialforvaltningen har efterfølgende været i dialog med Mændenes Hjem, og der er aftalt møde med dem fredag d. 8. marts 2024 om den videre proces. Udvalget vil blive orienteret på mødet.   

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Det er muligt at bestille budgetnotater helt frem til at forhandlingerne om Overførselssagen 2023-2024 er afsluttet, men der tages forbehold for, at forvaltningen kan nå at udarbejde de bestilte budgetnotater.

Når budgetnotaterne er endelige, vil de blive lagt op på Økonomiforvaltningens budgetnotatsite, hvor udvalget vil kunne tilgå dem, ligesom de politisk bestilte budgetnotater vil blive sendt særskilt til bestiller.

Forhandlingerne om Overførselssagen 2023-2024 løber fra d. 15. til d. 20. marts 2024. Efter selve forhandlingerne om Overførselssagen behandles forhandlingsresultatet i Økonomiudvalget d. 24. april 2024 og vedtages endeligt af Borgerrepræsentationen d. 2. maj 2024.

 

Mikkel Boje

                                     / Anders Johannes Kristensen

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Kontorchef Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling. 

Til top