Mødedato: 13.03.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Proces for Stofindtagelsesrum 2 på Vesterbro

Se alle bilag
Socialudvalget forelægges en revideret procesplan for etablering af stofindtagelsesrum 2 på adresserne Halmtorvet 15 eller 17, en status på udbedring af ammoniakanlægget i Kødbyen samt alternative placeringer for et stofindtagelsesrum 2.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget tager den reviderede procesplan for etablering af stofindtagelsesrum 2 på Halmtorvet 15 eller 17 til efterretning,
  2. at Socialudvalget tager status for ammoniakproblematikken i Kødbyen til efterretning og
  3. at Socialudvalget drøfter mulighederne for alternativ placering af et stofindtagelsesrum 2 på Indre Vesterbro.

Problemstilling

Socialudvalget besluttede den 15. august 2012, i forbindelse med behandlingen af Socialforvaltningens og Københavns Ejendommes materiale vedr. mulighederne for at anvende Halmtorvet 15 eller 17 til et såkaldt ”Socialt hus”/ et Stofindtagelsesrum 2 på Indre Vesterbro, at forelægge Økonomiforvaltningen og Borgerrepræsentationen følgende:

”Socialudvalget anbefaler overfor ØU og BR at: Teknik og Miljøforvaltningen & Økonomiforvaltningen anmodes om at igangsætte arbejdet med Kommuneplantillæg og lokalplansforslag for Halmtorvet 15 & 17, således at disse lokaliteter kan anvendes til stofindtagelsesrum, såfremt et flertal beslutter dette i forbindelse med forhandlingerne om budgettet for 2014.”

Og

”Socialudvalget anbefaler overfor ØU og BR at: Samtidig anmodes Socialforvaltningen sammen med andre relevante forvaltninger om, at afdække alternative placeringer for et stofindtagelsesrum på Vesterbro, og fremlægge dette for Socialudvalget i foråret 2013, sammen med forslagene til løsninger på Halmtorvet. Disse skal være opdateret med udviklingen ift. ammoniakanlægget i Kødbyen.”

Punkterne blev sat til behandling på mødet i Borgerrepræsentationen den 7. februar 2013, hvor de blev godkendt.

Løsning

Herunder følger en opdateret procesplan for etablering af stofindtagelsesrum 2/Det sociale hus på adresserne Halmtorvet 15 eller 17:

Som det fremgår af nedenstående skema 1 vurderes tidligste tidspunkt for ibrugtagning af adresserne Halmtorvet 15/17 til Det sociale hus at være maj 2016. I procesplanen antages det, at ammoniakproblemstillingen ikke er til hinder for processen. Det forudsættes ligeledes, at kommunalvalget ikke sinker processen vedrørende udarbejdelse af lokal- og kommuneplan. I relation til bygningen på Halmtorvet 15 antages det ligeledes at frigørelse af nuværende lejer ikke er til hinder for processen.

Skema 1. Tidsplan for etablering af stofindtagelsesrum 2 på Halmtorvet 15/17

 

Aktivitet

H15 - ingen overnatning

H15 – med

overnatning

H17 - ingen overnatning

H17 – med

overnatning

1

Frigørelse af lejemålet

Ca. 1 – 2½ år

Ca. 1 – 2½ år

Ca. 3 måneder

Ca. 3 måneder

2

Frigørelse af område i Kødbyen

--------

--------

--------

---------

3

Byggesagsbehandling – ift. ammoniak

--------

--------

--------

--------

4

Byggesagsbehandling – ift. Planforhold (processen kører sideløbende med projektering)

Ca. 2 måneder

Ca. 2 måneder

Ca. 2 måneder

Ca. 2 måneder

5

Tillæg til kommuneplan

12 måneder

12 måneder

12 måneder

12 måneder

6

Tillæg til lokalplan (processen kører sideløbende med kommuneplansarbejdet)

--------

Ca. 12 måneder

--------

---------

7

Projekt- og byggeperiode

(processen kører sideløbende med planarbejde)

Ca. 26 måneder

Ca. 26 måneder

Ca. 26 måneder

Ca. 26 måneder

8

Tidligste tidspunkt for ibrugtagning

Ca. maj 2016

Ca. maj 2016

Ca. maj 2016

Ca. maj 2016

I skemaet herover fremgår de forventede tidsforløb for de enkelte dele af processen frem mod ibrugtagning. den enkelte elementer i processen varierer i indhold og ift. hvor længe de tager at gennemføre. Variationen afhænger af, om der er tale om Halmtorvet 15 eller Halmtorvet 17 og af, om det er med eller uden overnatning. Trods denne variation i de fire scenarier, beskrevet i skemaet herover, så slutter man alligevel med et fælles forventet ibrugtagningstidspunkt omkring maj 2016, og med en proces på omkring 2 år. Årsagen er, at en række processer foregår sideløbende, hvilket reducerer tiden for den samlede byggeproces. I forhold til den tidligere fremlagte procesplan fra august (2012-98013) har tidspunktet for ibrugtagning ikke ændret sig, idet forudsætningerne fra den tidligere procesplan forsat er gældende.

Det sociale hus tænkes at indeholde flere funktioner end blot stofindtagelsesrum. Huset vil foruden muligheden for stofindtag også tilbyde sundheds- og socialfaglige ydelser til målgruppen. Der vil givetvis også blive etableret en række stabiliseringspladser med mulighed for overnatning. 

Socialforvaltningen har taget kontakt til Teknik- og Miljøforvaltningen samt Økonomiforvaltningen med henblik på at sikre, at det nødvendige lokal- og kommuneplansarbejde bliver igangsat således, at lokaliteterne Halmtorvet 15 og 17 dels kan anvendes til stofindtagelsesrum, dels kan anvendes til overnatning. Begge dele ligger udenfor det nuværende godkendte anvendelsesområde for ejendommene. Dette arbejde forventes at tage 12 måneder.

Såfremt der i forbindelse med budget 2014 bliver afsat midler til etablering af Det sociale hus på Halmtorvet 15 eller 17, vil forvaltningen igangsætte projekteringen af byggeriet i januar 2014. Projektering samt udbud forventes at tage 13 måneder. Det betyder at projekteringsarbejdet igangsættes inden lokal- og kommunalplansarbejdet er endeligt afsluttet og godkendt. Projekteringsudgifter som skal afholdes inden planarbejdet er afsluttet vurderes at ville udgøre maksimalt 0,5 mio. kr. Parallelt hermed vil byggesagsbehandlingen også foregå.

Den endelige byggetilladelse kan gives når planarbejdet er afsluttet og godkendt, under forudsætning af, at der ikke er andre hindringer, jf. herunder vedr. ammoniakanlægget i Kødbyen.

Ammoniakproblemstillingen kan muligvis bremse byggeprocessen. Forvaltningen vurderer, at der umiddelbart er to scenarier for, hvornår der kan udstedes byggetilladelse i forhold til ammoniakproblemstillingen:

  • Der kan udstedes byggetilladelser imens løsningen på ammoniakproblematikken implementeres.
  • Der kan først udstedes byggetilladelser når løsningen på ammoniakproblematikken er implementeret.

Ibrugtagning af Det sociale hus forudsætter en ibrugtagningstilladelse. En sådan tilladelse kan først gives når løsningen på ammoniakproblematikken i Kødbyen er færdigimplementeret.

Status for ammoniakproblematikken i Kødbyen
I forbindelse med budget 2013 blev der afsat midler til at udbedre det eksisterende ammoniakanlæg i Den Hvide Kødby, der er af ældre dato. Denne proces er igangsat i Københavns Ejendomme. Københavns Ejendomme kan på nuværende tidspunkt oplyse følgende:

  • Detailprojektering af løsning for udbedring af ammoniakanlægget i Kødbyen forventes iværksat april/maj 2013.

  • Det fysiske udbedringsarbejde forventes igangsat september 2013.

  • Områderne i Kødbyen frigives successivt til ibrugtagning efterhånden som området er sikkerhedsgodkendt.

Der afholdes møde mellem Københavns Ejendomme og Center for Byggeri i marts 2013, hvor processen for implementering af løsning for ammoniakproblematikken i Kødbyen forventes fastlagt.

Alternative placeringer for et Stofindtagelsesrum 2 på Indre Vesterbro
Socialudvalget fik d. 23. januar 2012 forelagt en bruttoliste over mulige placeringer af stofindtagelsesrum nummer 1, der som bekendt endte med at blive placeret i Mændenes Hjem. Ikke alle placeringsforslag blev dengang sendt i høring. Listen så ud som følger, se også bilag 1 for visuel illustration:

  1. Mændenes Hjem, Lille Istedgade 2 - kom med i høring
  2. Kødbyen, bygning 29, Staldgade 74 – udgik fra høringen
  3. Kødbyen, bygning 62, Halmtorvet 13 d (Råhuset) – udgik fra høring
  4. Kødbyen, bygning 61, Halmtorvet 15 - kom med i høring
  5. Kødbyen, bygning 51, Halmtorvet 17 - kom med i høring
  6. Kødbyen, bygning 25, Ingerslevsgade 80 (cykelhandler) – udgik fra høring
  7. Kødbyen, bygning 78 og 81, Halmtorvet 9 c, d (Sundhedsrum og Cafe D) – udgik fra høring
  8. Kødbyen, bygning 80, Halmtorvet 9 a (PH-cafeen) – udgik fra høring
  9. Det gamle postkontor, Tietgensgade 37 – udgik fra høring
  10. Cykelsmeden under Hovedbanegården, Reventlovsgade 11 – udgik fra høring
  11. Ydelsesservice, Abel Cathrines Gade 13 – udgik fra høring
  12. Bernstorffsgade 15 (tidligere Døgnvagten) – udgik fra høring
  13. Bernstorffsgade 17 (Socialforvaltningen) – udgik fra høring

Forvaltningen er af den opfattelse, at de bedst egnede lokaliteter for et stofindtagelsesrum på Indre Vesterbro blev afsøgt i forbindelse med etablering af stofindtagelsesrum 1. Der er ikke siden fremkommet bedre egnede lokaliteter til et stofindtagelsesrum i bydelen.

Kapacitetsbehov
Der er en kapacitetsudfordring hvad angår injektionsstationer, se afsnittet om kapacitetsbehov nedenfor samt selvstændig indstilling om forlængelse af driften af stofindtagelsesrum i Sundhedsrummet. På den baggrund anbefaler Socialforvaltningen, at driften af det midlertidige stofindtagelsesrum i Sundhedsrummet, på Halmtorvet 9d, forlænges frem til en mere permanent udvidelse af kapaciteten er etableret.

Der er kun afsat driftsmidler til og med juli 2013 for det midlertidige stofindtagelsesrum. En forlængelse af driften af stofindtagelsesrum i Sundhedsrummet forventes at kunne imødekomme det relative store behov for injektionsstationer som har vist sig. Det vil samtidig give forvaltningen tid til at indsamle yderligere erfaringer med drift af stofindtagelsesrum på Vesterbro, herunder observere om kapacitetssituationen kan stabiliseres med de 8 ekstra injektionsstationer i det midlertidige stofindtagelsesrum.

Socialudvalget forelægges i en selvstændig sag forslag om forlængelse af stofindtagelsesrum i Sundhedsrummet samt finansiering hertil. 

Kapacitetsbehov
Det er oprindeligt anslået (juni 2011), at den samlede målgruppe for stofindtagelsesrummet kan være op til 1.300 brugere fordelt på borgere med meget ophold på Vesterbro (anslået 300) og borgere med en løsere tilknytning til Vesterbro (anslået 1.000). Gruppens sammensætning ændrer sig løbende, således, at den enkelte bruger i perioder opholder sig meget på Vesterbro og i andre perioder mindre. Dagligt opholder der sig 5-600 stofmisbrugere på Vesterbro.

Stofindtagelsesrummet har i dag ca. 642 unikke brugere. På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at sige om det hovedsagligt er den faste kerne af borgere med megen ophold på Vesterbro som benytter stofindtagelsesrummet eller om det er borgere med en løsere tilknytning til Vesterbro, som anvender rummet. Der er igangsat en analyse, som skal vise i hvilket omfang de enkelte brugere vedbliver med at anvende tilbuddet, dvs. om der er brugere, der undervejs er ophørt med at anvende stofindtagelsesrummet. Det vil give mere sikker viden om, hvor langt stofindtagelsesrummet i dag når ud til sin målgruppe og kapacitetsbehovet.

Når stofindtagelsesrummet "Skyen" på Mændenes Hjem åbner i august 2013, vil der være 8 stationer til injektion og 6 stationer til rygning, i alt 14 stationer. De nuværende brugere rummes i 15 stationer til injektion i de travleste timer (inklusive Fixelancerne). Hvis stofindtagelsesrum samt Fixelancer i dag rummer omkring halvdelen eller tre fjerdedele af de brugere, der injicerer på Vesterbro, er en begrundet antagelse, at der er behov for at øge kapaciteten.

Det har hidtil været forudsat, at de to Fixelancer, hvor der er op til 7 stationer til injektion, flyttes til andre bydele, eksempelvis Sundholm på Amager, for at afdækket behovet for et stofindtagelsesrum her. Der er derfor behov for at erstatte pladserne i Fixelancerne med nye stationære stationer på Indre Vesterbro, under forudsætning af, at Fixelancerne flyttes fra Vesterbro. Det giver et forsigtigt anslået behov for yderligere stationer til stofindtagelse på Vesterbro:

  • 7 nye stationer til injektion, som alene har åbent i den travle periode,
  • 5 nye stationer til injektion med en lang åbningstid og
  • Et mindre antal stationer til rygning.

Samlet kapacitet ved udbygning med Stofindtagelsesrum 2 på Vesterbro

Stofindtagelsesrum

Rygning

Injektion

I alt

"Skyen" i Mændenes Hjem (lang åbningstid)

6

8

14

Stofindtagelsesrum 2 (lang åbningstid)

4

5

9

Stofindtagelsesrum 2 (kort åbningstid)

 

7

7

I alt

10

20

30


Rygning/ injektion
Det har vist sig, at langt flere injicerer deres stoffer end oprindeligt antaget. Særligt er der flere, der injicerer kokain. Det betyder, at vægtningen mellem behovet for injektionsstationer og rygestationer er anderledes end forventet.

Det forventes, at man kan udnytte den rygekapacitet, som kommer i Mændenes Hjems rum fra august 2013. Der er dog nogen usikkerhed om, hvorvidt denne målgruppe finder stofindtagelsesrummet lige så attraktivt, som den gruppe, der injicerer deres stoffer.

Økonomi

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.

         Anette Laigaard

                                                                  /Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Kontorchef Gitte Bylov Larsen samt vicekontorchef Eva Stokbro Jensen overværede punktets behandling. 

Indstillingen blev godkendt.  

Der blev afgivet protokolbemærkning fra O, der blev tilsluttet af C og V

”Dansk Folkeparti tager procesplanen til efterretning, men har ikke taget stilling spørgsmålet om etablering af stofindtagelsesrum 2. Dansk Folkeparti ønsker at afvente evaluering af rum 1.”
Til top