Mødedato: 13.03.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

2. status for stofindtagelsesrum

Se alle bilag

Socialudvalget orienteres om 2. status for det midlertidige stofindtagelsesrum.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget tager 2. status for det midlertidige stofindtagelsesrum til efterretning, jf. bilag 1, og
  2. at Socialudvalget tager status for situationen på pladsen ved Den Runde Firkant til efterretning.

Problemstilling

I forbindelse med etablering og åbning af det midlertidige stofindtagelsesrum på Halmtorvet 9d har Socialudvalget udbedt sig løbende status for tilbuddet. Socialudvalget fik forelagt første status for det midlertidige stofindtagelsesrum på mødet den 5. december 2012.

Løsning

Det overordnede mål med stofindtagelsesrummet er at mindske gener for brugere og lokalområdet.

Målgruppen bruger rummet

Det er forsat vurderingen, at det er de rette personer, der benytter det midlertidige stofindtagelsesrum. Det vil sige belastede stofmisbrugere med et længerevarende misbrug.

På de første 15 uger siden 1. oktober 2012 har der været 21.761 stofindtag i det midlertidige stofindtagelsesrum og Fixelancerne. Det svarer gennemsnitligt til 1.451 injektioner om ugen i hele perioden. I nedenstående tabel 1 er antallet af stofindtag opgjort på ugebasis for de to tilbud.

Tabel 1. indtag per uge.

Uge Stofindtagelsesrum Fixelancer Samlet
1 (1/10-12) 669 312 981
2 791 293 1.084
2 798 238 1.036
4 908 245 1.153
5 (1/11-12) 1.199 260 1.459
6 1.100 220 1.320
7 1.160 289 1.449
8 1.201 230 1.431
9 1.273 304 1.577
10 (1/12-12) 1.377 220 1.597
11 1.383 239 1.622
12 1.383 205 1.588
13 1.503 283 1.786
14 (1/1-13) 1.607 334 1.941
15 1.519 218 1.737
I alt 17.871 3.890 21.761

 

Uge 13, 14 og 15 har været de travleste og her ligger aktiviteten på samme niveau som i det største stofindtagelsesrum i Hamborg, som har ca. 1.800 indtag om ugen.

Forvaltningens estimat for målgruppen er, at ca. 300 er injektionsbrugere med fast tilknytning til Vesterbro og ca. 1.000 injektionsbrugere har en løsere tilknytning til området. Dagligt opholder der sig 5-600 udsatte stofmisbrugere på Vesterbro. Med 642 unikke brugere alene i det midlertidige stofindtagelsesrum i Sundhedsrummet nås målgruppen i dag.

Det skal dog nævnes, at ikke alle 642 indskrevne brugere har det samme høje aktivitetsniveau. Det er endnu ikke muligt at give et klart billede af, hvilket aktivitetsniveau man kan forvente for den samlede brugergruppe. Det er muligt, at nogle af de nuværende brugere fremover henlægger en større del af deres stofindtag til stofindtagelsesrummet end det er tilfældet i dag, hvor de måske fortsat indtager stoffer på gaden eller hjemme. Det kan give et øget pres på kapaciteten. Det modsatte er naturligvis også en mulighed. Medarbejderne i stofindtagelsesrummet arbejder på at blive klogere på disse forhold og fastlægge en faglig strategi for, hvordan man skaber rolige forhold uden kø samtidig med at man får flyttet en større del af den enkelte brugers stofindtag til stofindtagelsesrummet.

I det midlertidige stofindtagelsesrum kan man ikke rumme de brugere, der ryger deres stoffer. Disse personer befinder sig forsat i den åbne stofscene. Når det permanente stofindtagelsesrum åbner til august i Mændenes Hjem bliver der mulighed for også at indtage sine stoffer via rygning.

Der er aktuelt 7-8 stationer til injektion i det midlertidige stofindtagelsesrum i Sundhedsrummet. Disse pladser lukker til august 2013. Der er aktuelt 7 stationer til injektion i Fixelancerne, som er placeret lige ved Sundhedsrummet. Dvs. at der aktuelt er 14-15 stationer til injektion på Vesterbro. Når det permanente stofindtagelsesrum åbner i Mændenes Hjem til august 2013 bliver der 8 stationer til injektion, samt 6 stationer til rygning. Det er ikke afklaret, hvor længe Fixelancerne skal blive stående på Indre Vesterbro efter august 2013.

Der er allerede i dag en kapacitetsudfordring i forhold til injektionsstationer. Såfremt Fixelancerne ikke forbliver på Indre Vesterbro efter august 2013 vil der alene være 8 stationer til injektion, når det permanente stofindtagelsesrum i Mændenes Hjem åbner.

Driften

Det lykkes forsat for personalet i det midlertidige stofindtagelsesrum i Sundhedsrummet at skabe et roligt miljø med relativt få konflikter. Politiet har været tilkaldt 18 gange på 18 uger.

Der har været 40 situationsrapporter i stofindtagelsesrummet på de første 18 uger, hvoraf de 17 omhandler overdoseringer og de øvrige rapporter omhandler i store træk vold og trusler samt skænderier i og uden for stofindtagelsesrummet.

Resultater for brugerne

Der foretages i gennemsnit 207 indtag dagligt i stofindtagelsesrummet og Fixelancerne. Der har været 17 tilfælde af overdoseringer i det midlertidige stofindtagelsesrum. I alle tilfælde overlevede personerne. Personer fra Københavns Kommune udgør lidt under halvdelen af alle registrerede brugere af det midlertidige stofindtagelsesrum.

Ud fra ovenstående er det klart forvaltningens vurdering, at rummet gør en positiv forskel for brugerne. Brugerne udtrykker også glæde over åbningen af rummet.

Forvaltningen arbejder forsat på brobygningsindsatsen i samarbejde med Mændenes Hjem, men det er for tidligt at konkludere noget i forhold til indsatsen, og den skal i høj grad ses i sammenhæng med den fremskudte behandling. Indsatsen omkring fremskudt stofmisbrugsbehandling og behandlingspraktik for brugerne af stofindtagelsesrummet er i opstartsfasen.

Langt størstedelen af brugerne af det midlertidige stofindtagelsesrum injicerer kokain. Det høje forbrug af kokain i misbrugsmiljøet skaber udfordringer i forhold til at hjælpe misbrugeren ud af sit stofmisbrug. Der findes ikke erstatningsstoffer til kokain, sådan som metadon er erstatning for heroin. Der skal derfor udvikles nye metoder i behandlingen. Den planlagte fremskudte stofmisbrugsbehandling er et forsøg på at imødekomme dette behov.

Resultater for omgivelserne

Det er Socialforvaltningens vurdering, at det går bedre på Indre Vesterbro, men der vil fortsat være beboere i området, der oplever gener fra nærheden til stofmisbrugsmiljøet.

Der bliver opsamlet mindre misbrugsrelateret affald og der er færre personer, som indtager deres stoffer på gaden. Det kan være svært at vurdere, hvor stor en vægtning man skal tillægge sne og kulde, men det midlertidige stofindtagelsesrum vurderes at være en væsentlig del af forklaringen.

Situationen på pladsen ved Den Runde Firkant

Vintervejret betyder, at der ikke er helt så mange mennesker, der tager ophold på pladsen, som der var i sommerhalvåret. Der er kommet et læskur på pladsen, som bliver benyttet flittigt. Lederen af det midlertidige stofindtagelsesrum har desuden det indtryk, at der er relativt få konflikter og slagsmål på pladsen. Nogle af de situationer, som har ført til, at politiet er blevet tilkaldt har handlet om slagsmål på pladsen. Det er almindeligt i stofmisbrugsmiljøet, at der er slagsmål, men Stofindtagelsesrummet, Cafeen og Sundhedsrummet tilkalder altid Politiet, hvis en situation udvikler sig alvorligt. Station City, det lokale Politi har siden august 2012 intensiveret sin indsats på pladsen. Politiet kommer løbende forbi med uniformerede medarbejdere, som er kendt af brugerne og derfor ikke skaber uro. Derudover har Station Citys bydækkende narkotikaenhed et særligt fokus på pladsen ved Stofindtagelsesrummet, Cafeen og Sundhedsrummet for at sikre, at den ikke igen udvikler sig til en handelsplads. Politiet oplyser på de ugentlige møder med Socialforvaltningen, at man fortsat pågriber mange pushere og får dem sendt hurtigt videre i det retslige system, hvor der er oprettet en særlig fasttrack proces. Politiet er således en vigtig samarbejdspartner for at sikre, at rammerne omkring særligt Stofindtagelsesrummet er trygge for brugere og medarbejdere.

Socialforvaltningen og Station City har aftalt at følge udviklingen på Vesterbro særligt tæt henover forår og sommer for, så tidligt og fleksibelt som muligt, at kunne iværksætte nødvendige tiltag og forebyggende aktiviteter. Dette arbejde sker i regi af de ugentlige møder på medarbejderniveau og de månedlige møder på ledelsesniveau.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen vender tilbage med en ny status på det midlertidige stofindtagelsesrum og situationen på pladsen ved Den Runde Firkant inden sommerferien.

 

      


                           Anette Laigaard

                                                                              /Eva Stokbro Jensen

 

Beslutning

Kontorchef Gitte Bylov Larsen samt vicekontorchef Eva Stokbro Jensen overværede punktets behandling. 

Indstillingen blev godkendt.
Til top