Mødedato: 12.10.2022, kl. 17:15
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

§ 18-særpulje til nødovernatningspladser 2022-2023 og § 18-særpulje til støtte til julearrangementer 2022-2023

Resumé

Socialudvalget skal tage stilling til, om Socialforvaltningen skal udbyde to særpuljer til frivillige organisationer den kommende vinter for delvist at imødegå, at de stigende energi- og fødevarepriser går udover organisationernes indsats for socialt udsatte borgere. Via den ene § 18-særpulje vil foreninger kunne søge om støtte til etablering, drift og bemanding af nødovernatningspladser og via den anden søge om støtte til afholdelse af julearrangementer. For at sikre rettidig oprettelse af de to § 18-særpuljer indstiller Socialforvaltningen, at kompetencen til at fordele midlerne fra begge puljer delegeres til forvaltningen. Midlerne til puljerne finansieres af forvaltningens mindreforbrug på den ordinære § 18-pulje i 2022. 

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender, at der udbydes en ekstraordinær pulje på 1,3 mio. kr. til nødovernatningspladser efter servicelovens § 18 til frivillige sociale organisationer og foreninger.
  2. at Socialudvalget godkender, at kompetencen til at fordele puljemidlerne for ansøgningsrunden til nødovernatning i vinteren 2022/2023 delegeres til Socialforvaltningen.
  3. at Socialudvalget godkender, at der udbydes en ekstraordinær pulje på 0,4 mio.kr. til støtte til julearrangementer efter servicelovens § 18 til frivillige sociale organisationer og foreninger.
  4. at Socialudvalget godkender, at kompetencen til at fordele puljemidlerne for ansøgningsrunden til støtte til julearrangementer i vinteren 2022/2023 delegeres til Socialforvaltningen.

Problemstilling

§ 18-særpulje til nødovernatningspladser 2022-2023

Kapaciteten af nødovernatningspladser har de seneste vintre af forskellige årsager været under pres. I december 2021 uddelte forvaltningen en særpulje til drift og bemanding af nødovernatningspladser, da der på daværende tidspunkt bl.a. var færre overnatningstilbud på Vesterbro, samt et øget risikobillede pga. COVID-19.

Selvom der i år ikke forventes samme usikkerhed omkring COVID-19, er det erfaringen, at der hurtigt kan ske ændringer i kapaciteten af pladser over vinterperioden. Derudover kan der, grundet de stigende energipriser, være overnatningstilbud, der vil have større udgifter i den kommende vinterperiode end normalt, hvilket kan udfordre driften.

§ 18-særpulje til støtte til julearrangementer 2022-2023

De stigende energi- og fødevarepriser kan presse de foreninger, som planlægger at afholde julearrangementerne i december, ligesom der kan forventes en øget tilgang af borgere, som ønsker at deltage i et julearrangement.

Socialudvalget fordeler i forvejen hvert år midler til at støtte julearrangementer for Socialforvaltningens målgrupper. Ansøgningsrunden for støtte til julearrangementer i 2022 var åben fra den 28. marts til den 9. maj 2022. Socialudvalget behandler sagen om fordelingen af julestøtte sammen med fordeling af den ordinære § 18-pulje den 12. oktober 2022. Mange af ansøgerne har ikke modtaget det fulde beløb. Forvaltningen har modtaget 51 ansøgninger om støtte til julearrangementer i 2022 inden ansøgningsfristen, hvor der i alt var ansøgt om 1.530.350 kr. Der er i alt indstillet for 480.660 kr. fordelt på 39 ansøgninger.  

Løsning

§ 18- særpulje til nødovernatningspladser 2022-2023

En pulje til nødovernatningspladser vil kunne søges af frivillige organisationer og foreninger, der måtte have mulighed for at drive og bemande et yderligere antal sparsomme nødovernatningspladser i vintersæsonen 2022/2023. Puljen vil være til nødovernatningspladser fra november 2022 til april 2023.

Det vil fremgå af opslaget om den ekstraordinære nødovernatningspulje, at det forudsættes, at de frivillige organisationer og foreninger, der ønsker at drive nødovernatningspladser med midler fra puljen, sikrer sig den nødvendige brandsikkerhedsgodkendelse eller dispensation herfra. Derudover vil det fremgå, at en bevilling vil være betinget af, at nødovernatningspladserne retter sig mod personer med lovligt ophold.

§ 18-særpulje til støtte til julearrangementer 2022-2023

En ekstra pulje til støtte til julearrangementer for Socialforvaltningens målgrupper vil kunne søges af frivillige, sociale foreninger og organisationer til støtte til at afholde julearrangementer i vintersæsonen 2022/2023. Puljen vil være til støtte til julearrangementer fra november 2022 til januar 2023. Puljen vil også være åben for ansøgere som allerede er indstillet til/har modtaget midler i pulje for 2022 til støtte til julearrangementer, men som ikke har fået den fulde bevilling eller ønsker at udvide rækken af julearrangementer til gavn for flere borgere.  

Delegation 

Fælles for de to ekstra puljer er, at forvaltningen efter godkendelse i Socialudvalget kan udbyde disse puljer efter Servicelovens § 18. Der er tale om to åbne puljer, og ingen ansøgere kan på forhånd garanteres bevilling. Af hensyn til, at nødovernatningspladserne kan oprettes hurtigst muligt i år og at julearrangementerne kan afholdes hurtigst muligt i år indstiller Socialforvaltningen, at udvalget godkender, at kompetencen til at fordele puljemidlerne til hhv. nødovernatningspladser og julearrangementer i denne vintersæson, delegeres til Socialforvaltningen. For begge puljer kan dette ske med almindeligt flertal. Ansøgningsrunderne vil blive gennemført med kort ansøgningsfrist. Forvaltningen vil kontakte de organisationer og foreninger, der tidligere hhv. har leveret nødovernatning og søgt om støtte til julearrangementer, så de kan være opmærksomme på ansøgningsrunden, ligesom Frivilligrådet og Udsatterådet også vil blive kontaktet ang. begge puljer. Ansøgningsrunderne og fordelingerne af midlerne skal være afsluttet inden udgangen af oktober 2022.

Økonomi

Forvaltningen indstiller, at der afsættes 1,3 mio. kr. til en ekstraordinær nødovernatningspulje og 0,4 mio. kr. til en ekstraordinær pulje til støtte til julearrangementer. Puljerne kan finansieres af forvaltningens samlede forventede mindreforbrug for den ordinære § 18-pulje i indeværende år, som er på 1,7 mio. kr. Mindreforbruget skyldes, at der, pga. en fejl i opgørelsen af budgettet, blev uddelt for få § 18-midler i 2022 samtidig med, at nogle foreninger har tilbagebetalt ubrugte midler.

Midlerne bevilliges i år til brug for hhv. nødovernatningspladser og støtte til julearrangementer i vinteren 2022-2023.

Hvis der kommer ansøgninger for et samlet beløb på under 1,3 mio. kr. til ekstraordinær nødovernatningspulje, vil et mindre beløb blive uddelt. Hvis der kommer ansøgninger for et samlet beløb på under 0,4 mio. kr. til en ekstraordinær julepulje, vil et mindre beløb bliver uddelt.  

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender oprettelse af en § 18-særpulje til nødovernatningspladser og/eller oprettelse af en § 18-særpulje til julestøtte, vil de/den blive udmeldt hurtigst muligt med kort ansøgningsfrist, så organisationerne og foreningerne inden udgangen af oktober kan få besked om de modtager midlerne. Forvaltningen vil kontakte relevante ansøgere med information om puljerne/puljen samt Udsatterådet og Frivilligrådet. Efter ansøgningsfristens udløb vil Socialforvaltningen fordele midlerne for puljerne/puljen, hvis Socialudvalget delegerer kompetencen hertil. Socialudvalget vil i november modtage en orientering om fordelingen af midlerne.

Mikkel Boje

                                                    / Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt. 

Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.

Til top