Mødedato: 12.09.2007, kl. 16:00

Opfølgning på Trivselsundersøgelsen i de almene boligområder med boligsociale projekter i København

Opfølgning på Trivselsundersøgelsen i de almene boligområder med boligsociale projekter i København

Socialudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 12. september 2007

 

 

9.      Opfølgning på Trivselsundersøgelsen i de almene boligområder med boligsociale projekter i København

SUD 353/2007  J.nr. 353/2007

 

 

 

I 2006 fik Socialforvaltningen udført en undersøgelse af trivslen i de almene boligområder med boligsociale projekter i København. Nærværende indstilling er et forslag til, hvorledes forvaltningen kan følge op på undersøgelsens konklusioner.

 

Beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.  at Socialudvalget godkender forslag til plan for opfølgning på Trivselsundersøgelsens konklusioner (SUD 255/2006).

 

Problemstilling

Socialudvalget tog d. 7. juni 2006 resultatet af Trivselsundersøgelsen til efterretning. Udvalget godkendte i den forbindelse, at Socialforvaltningen udarbejder en plan for opfølgning på de behov, som undersøgelsen identificerede (SUD 255/2006). Beboerundersøgelsen af trivslen i de almene boligområder, som har boligsociale projekter, viste et behov for styrket indsats indenfor følgende områder: 1) Fokus på at styrke boligområdernes image, 2) Fremme af kontakt og netværksdannelse mellem beboere med forskellig etnisk baggrund, 3) Fremme af børn og unges deltagelse i aktiviteter i områderne, 4) Fremme ældre beboeres oplevelse af tryghed i områderne og 5) Fremme en mere alsidig beboersammensætning.

 

Løsning

En række af de boligafdelinger, som dækkes af Trivselsundersøgelsen, har ansøgt Landsbyggefonden om midler til helhedsplaner. Mange af indsatserne i disse helhedsplaner forsøger at afhjælpe en eller flere af de fem problemstillinger som undersøgelsen peger på.

Der ud over har Københavns Kommune og BLs 1. kreds med vedtagelsen af "Frivillig aftale med den almene sektor om nye anvisningsmodeller og ændrede anvisningsregler" (BR 711/06) besluttet at gennemføre en række nye regler og initiativer, som skal være med til at fremme en mere alsidig beboersammensætning. I aftalen afsættes også 1 mio. kr. i 2007 og 0,5 mio. kr. årligt til og med 2012 til evaluering og imageforbedrende aktiviteter i de almene boligområder. Arbejdet med de imageforbedrende aktiviteter er i gang.

På baggrund af disse allerede igangsatte initiativer indstiller Socialforvaltningen, at der følges op på Trivselsundersøgelsens konklusioner på følgende 2 måder:

 

1) Beboerrådgivernes årlige seminar

At beboerrådgiverne på deres årlige seminar diskuterer, på hvilke måder de aktivt vil inddrage Trivselsundersøgelsens fem hovedkonklusioner i deres boligsociale arbejde og planlægning af fremtidige aktiviteter i 2008 – herunder også i koordination med de igangsatte aktiviteter i forbindelse med Landsbyggefondens puljer til helhedsplaner samt med indsatserne i forlængelse af "Frivillig aftale med den almene sektor om nye anvisningsmodeller og ændrede anvisningsregler".

Formålet er at sætte fokus på problemstillingerne blandt en af de grupper, som til daglig arbejde i områderne – og sikre at relevante erfaringer bliver udvekslet mellem de forskellige områder.

 

2) Workshop for frivillige og andre interesserede

At Socialforvaltningen afholder en workshop for frivillige og andre interesserede beboere i de 13 boligområder.

Workshoppen vil tage udgangspunkt i Trivselsundersøgelsens konklusioner. Formålet er, at få beboerne til selv at komme med idéer til, hvordan man som frivillige og beboere kan arbejde med de problemstillinger, som Trivselsundersøgelsen har klarlagt – eventuelt på helt nye måder. Deltagerne skal tænke idéerne ind i deres konkrete område, da der som nævnt allerede er en del initiativer i gang i de enkelte områder, der adresserer de samme problemstillinger.

Det overordnede mål er således, at beboerne bliver motiveret og inspireret og selv på workshoppen udtænker nye idéer til, hvordan de - indenfor de givne rammer i deres boligområder - kan medvirke til at styrke det sociale liv og bidrage til at skabe velfungerende og bæredygtige boligområder.

Workshoppen kan derved også danne baggrund for en diskussion af, hvordan indsatser forankres i boligområderne. Konklusionerne på workshoppen vil indgå i den samlede vurdering af, hvordan den boligsociale indsats skal fortsætte også efter 2008, hvor den nuværende aftale vedr. beboerrådgiverne udløber.

Endelig vil workshoppen fungere som en anerkendelse af de frivilliges indsats fra kommunens side, ligesom den vil kunne resultere i nye netværk blandt beboere i og på tværs af boligområder.

Målsætningen er, at ca. 50 frivillige og andre interesserede beboere deltager i workshoppen.

 

Økonomi

Det årlige seminar for beboerrådgiverne finansieres under Byudvalgssamarbejdet.

Det indstilles, at workshoppen finansieres over den boligsociale ramme funktion 5.35.40. Der afsættes maksimalt 0,2 mill. kr. til workshoppen. Beløbet er taget af overførte midler. Herefter vil der være ca. 0,2 mill. kr. uforbrugte midler på den boligsociale ramme, som forventes anvendt til allerede planlagte aktiviteter på det boligsociale område.

Der afsættes ikke nye midler til beboeraktiviteter, som måtte blive iværksat som resultat af workshoppen.

 

Videre proces

I 2008 gennemføres en ny trivselsundersøgelse i de almene boligområder med boligsociale projekter. Formålet med en ny undersøgelse i 2008 er at belyse udviklingen og effekten af den samlede boligsociale indsats samt trivslen i boligområderne.

 

Bilag

Ingen bilag

 

 

 

         Anette Laigaard

                                                         /Jens Elmelund

 


 

Til top