Mødedato: 12.09.2007, kl. 16:00

Status for venteliste til beskyttet beskæftigelse til handicappede og psykisk syge

Status for venteliste til beskyttet beskæftigelse til handicappede og psykisk syge

Socialudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 12. september 2007

 

 

6.      Status for venteliste til beskyttet beskæftigelse til handicappede og psykisk syge

SUD 350/2007  J.nr. 350/2007

 

 

 

Orientering om status i venteliste til beskyttet beskæftigelse til handicappede og psykiske syge

 

INDSTILLING OG Beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1. at Socialudvalget tager orienteringen vedrørende ventelistestatistikken for beskyttet beskæftigelse pr. juni 2007 til efterretning.

 

Problemstilling

Socialudvalget besluttede i 2006, at der hvert halve år skal ske opfølgning på antallet af ventende på tilbud om beskyttet beskæftigelse på Socialforvaltningen område. Udvalget ønskede ved denne opfølgning, at ventelistestatistikken indeholder en oversigt over de enkelte tilbud mht. kapacitet, fordeling af venteliste, samt hvor stort presset er på de enkelte tilbud. Denne orientering vedrørende ventelistestatistikken er den første siden marts 2006. Socialforvaltningen beklager, at sagen ikke er blevet forelagt Socialudvalget siden marts 2006.

Løsning

Beskyttet beskæftigelses ydes som et tilbud efter Serviceloven (§103). Der tilbydes beskyttet beskæftigelse til personer med begrænsninger i arbejdsevnen, der ikke er i stand til at fastholde eller opnå beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, herunder aftalebaserede skånejob, fleksjob eller skånejob med løntilskud. De borgere der arbejder på beskyttede værksteder m.v. har som oftest førtidspension som hovedforsørgelseskilde. Ved siden af har de pågældende en beskeden indtjening fra den beskyttede beskæftigelse.

 

Københavns Kommune kan principielt løse opgaven på 4 måder.

-         købe pladser hos offentlige leverandører med rammeaftaler

-         købe pladser hos private leverandører som har samarbejdsaftaler

-         tilbyde egne pladser

-         købe pladser i andre kommuner

I tabel 1 fremgår antallet af borgere på venteliste for 2006 og 2007

 

Tabel 1. Ventelistestatistik.

Tilbud om beskyttet beskæftigelse

Tal fra 2006 er tidligere fremlagt 8. marts i Socialudvalget og tal fra 2007 er fra juni.

 

Antal pladser

Antal borgere på venteliste

2006*

2007*

Offentlige leverandører med rammeaftaler

136

24

0

Private samarbejdsaftaleparter

11

9

12

Egne tilbud

170

0

0

I alt

317

33

12

Ansøgninger under behandling

 

6

0

I alt, inkl. ansøgninger under behandling

 

39

12

I juni 2007 står 12 borgere på venteliste under Samarbejdsaftaleparter. 10 af disse borgere er på venteliste til TV Glad og 2 er på venteliste til Døves Vaskeri. Den gennemsnitlige ventetid for disse borgere er indtil videre ca. 30 måneder og skyldes, at disse borgere ikke ønsker andre tilbud, hvorfor de alene afventer ledige pladser på TV Glad og Døves Vaskeri. Af de i alt 12 borgere på venteliste, modtager 6 af disse allerede et andet tilbud om beskyttet beskæftigelse, men ønsker et nyt.

 

Forventninger til den fremtidige efterspørgsel på området er et øget pres som følge af, at udviklingen i antallet af handicappede overstiger den generelle demografiudvikling i København. Efterspørgselspresset er ikke afspejlet i en tilsvarende stigning i budgettet, fordi den eksisterende budgetmodel korrigerer budgettet med udgangspunkt i den generelle demografiudvikling. Ventelisten forventes som følge heraf at stige.

 

Ventelisten består i juni 2007 udelukkende af personer med handicap. Der er p.t. ingen psykisk syge på venteliste til beskyttet beskæftigelse.

 

Rammeaftaler, i alt 136 pladser

·        Hans Knudsen Instituttet: Målgruppen til beskyttet beskæftigelse på Hans Knudsen Instituttet er førtidspensionister, der ønsker et arbejde, der er specielt tilpasset deres arbejdsevne. Herunder har Hans Knudsen Instituttet en afdeling, der er specielt tilpasset personer med psykisk lidelse. Alle deres værksteder er bredt ordreproducerende.

·        Revacentret: Målgruppen til beskyttet beskæftigelse på Revacentret er førtidspensionister med handicap eller psykisk lidelse. Der arbejdes fortrinsvis med praktiske reparationsopgaver på eksempelvis cykler og biler på værkstederne.

·        Blindes Arbejde: Målgruppen til beskyttet beskæftigelse på Blindes Arbejde er blinde og svagtseende førtidspensionister. Der arbejdes med fremstilling af håndgjorte børster og koste, håndfletning af kurve og stolesæder samt butiksarbejde.

Samarbejdsaftaler, i alt 11 pladser

·        TV Glad: Målgruppen til beskyttet beskæftigelse på TV Glad er yngre udviklingshæmmede borgere. TV Glad er en tv-station for og med udviklingshæmmede, og der arbejdes således med TV produktion. TV Glad sender sine programmer på forskellige lokal-tv kanaler i Danmark. TV-Glad producerer og sender ½ times tv hver dag. Socialforvaltningen har indgået samarbejdsaftale om brug af 6 pladser i TV Glad. Der er pr. juni 2007 en venteliste på yderligere 10 pladser.

·        Døves Vaskeri: Målgruppen til beskyttet beskæftigelse på Døves Vaskeri er døve førtidspensionister med behov for særlig støtte. Døves Vaskeri tilbyder beskyttet beskæftigelse i et tegnsprogmiljø. Der arbejdes med forskellige opgaver indenfor vaskeri. Socialforvaltningen har indgået samarbejdsaftale om brug af 5 pladser i Døves Vaskeri. Der er pr. juni 2007 en venteliste på yderligere 2 pladser.

 

Socialforvaltningen egne tilbud, i alt 170 pladser

·        Væveriet: Målgruppen til beskyttet beskæftigelse på værkstedet er voksne udviklingshæmmede. Der er derudover et aktivitets- og samværstilbud på stedet i form af et daghjem. Indholdet på Væveriet er produktionsrettede aktiviteter indenfor vævning, syning, service- og gartnerhold, kantine samt salg. Der er 69 pladser. I juni 2007 var 8,5 plads ledig.

·        Jydeholmen: Målgruppen til Jydeholmen er voksne udviklingshæmmede. Jydeholmen tilbyder både beskyttet beskæftigelse samt aktivitets- og samværstilbud. Indholdet i tilbuddet tager udgangspunkt i at beskæftige, vedligeholde og udvikle brugernes færdigheder med fokus på sociale kompetencer. Der er læderværksted, tekstilværksted, smykkefremstilling, malerværksted m.v. Der er 49 pladser. I juni 2007 var 1,5 plads ledig.

·        Gladsaxe Møllevej: Målgruppen til Gladsaxe Møllevej er voksne udviklingshæmmede. Gladsaxe Møllevej tilbyder både beskyttet beskæftigelse samt aktivitets- og samværstilbud. Indholdet i tilbuddet tager udgangspunkt i brugernes behov for udvikling, omsorg og socialt samvær. Der er forskellige tilbud om produktion på stedet. Der er 52 pladser. I juni 2007 var 1 plads ledig.

Socialforvaltningen er i samarbejde med dagtilbudene ved at udarbejde en samlet analyse af hele området, herunder beskyttet beskæftigelse. Formålet er at udvikle en række tilbud der skaber øget dynamik og fleksibilitet, så borgerne lettere kan flytte mellem forskellige tilbud og at kapaciteten opbygges dér, hvor brugerne efterspørger pladserne.

 

Økonomi

Ingen

 

Videre proces

Jf. Socialudvalgets beslutning pr. 8. marts 2006, skal næste orientering om udviklingen i ventelisten fremlægges for Socialudvalget i februar/marts 2008.

 

Bilag

Ingen

 

 

         Anette Laigaard                              /Jens Elmelund


 

Til top