Høring af Københavns Agenda 21-plan 2008 - 2011
Høring af Københavns Agenda 21-plan 2008 - 2011
Socialudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 12. september 2007
11. Høring af Københavns Agenda 21-plan 2008 - 2011
SUD 346/2007 J.nr. 346/2007
Hver 4. år
udarbejdes en ny Agenda 21-plan for kommunen. Den nuværende Agenda 21-plan
løber frem til 2008, hvorefter ny plan vil træde i kraft. Københavns Agenda
21-plan 2008 – 2011 fremsendes hermed til høring.
INDSTILLING OG Beslutning
Socialforvaltningen indstiller, 1. at Socialudvalget godkender høringssvar til Teknik- og miljøforvaltningen (bilag 3). |
Problemstilling
Københavns Agenda 21-plan for 2008 – 2001 (bilag 2) fremlægges hermed til høring i Socialudvalget. Københavns Agenda 21-plan 2008- 2011 følger godt op på den tidligere Agenda 21-plan, men i høringssvaret foreslår Socialforvaltningen dog, at Socialudvalget tager forbehold for de økonomiske konsekvenser af planen.
Løsning
Siden 2003 har det været lovpligtigt for kommunerne hvert fjerde år at udarbejde agenda 21-plan, hvor politikere redegør for mål og handlinger i forhold til mindskelse af miljøbelastningen, fremme af bæredygtig byudvikling, biologisk mangfoldighed og samspillet mellem beslutningerne vedrørende miljø- og samfundsmæssige forhold m.m.
Agenda 21-planens betydning for Socialforvaltningen omhandler i hovedpunkter implementering af kemikaliestrategi, miljøhensyn i projekter, miljøledelse, miljøhensyn ved vurdering af tilbud, miljøhensyn ved decentrale indkøb, økologi, partikelfiltre, miljøkrav til køretøjer, udarbejdelse af transportplan (se bilag 1 for uddybning).
Planen tager udgangspunkt i planer og strategier i kommunen, som allerede er besluttet og supplerer med nyt på områder, hvor der er behov for, at den nuværende indsats forbedres.
Københavns Agenda 21-plan 2008 – 2011 er udarbejdet i samspil med kommunens forvaltninger med Teknik og Miljøforvaltningen i spidsen.
I høringssvaret (bilag 3) lægger Socialforvaltningen op til, at planen er en ambitiøs og velovervejet plan, som følger godt op på den tidligere Agenda 21-plan særligt i forbindelse med at kunne dokumentere målopfyldelse. Københavns Agenda 21-plan 2008- 2011 giver ligeledes god retning for miljøarbejdet og giver for udvalgte områder et relevant løft.
I høringssvaret lægger Socialforvaltningen dog samtidig op til, at der må tages forbehold for de økonomiske konsekvenser af Københavns Agenda 21-plan 2008 - 2011, hvor der ikke er anvist finansiering, da det hermed forudsættes, at midler findes inden for den enkelte forvaltnings budgetramme.
De økonomiske betragtninger (udarbejdet af Teknik og Miljøforvaltningen) vedr. planens aktiviteter er ligeledes svært gennemskuelige, hvilket gør det svært at vurdere de præcise økonomiske konsekvenser af planen, som vedrører Socialforvaltningen.
Til orientering i forhold til
sammenhæng fra tidligere Agenda 21-plan kan i bilag 4 ses status på Agenda
21-plan 2004 – 2007.
Økonomi
Der er af Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejdet et økonominotat i forbindelse med Københavns Agenda 21-plan 2008 – 2011. Se dette i bilag 6.
Af økonominotatet fremgår det, at planen indeholder finansierede mål og indsatser indenfor Teknik- og Miljøforvaltningens ramme og ufinansierede mål og indsatser, som forventes finansieret indenfor de enkelte forvaltningers ramme.
Desuden må der tages forbehold for økonominotatet idet de ufinansierede forslag, hvor Teknik- og Miljøforvaltningen ikke har fremsat budgetønsker i forbindelse med budget 2008, må vurderes som større end Teknik- og Miljøforvaltningen lægger op til (se bilag 5).
Videre
proces
Københavns Agenda 21-plan 2008 – 2011 er ligeledes i høring i de øvrige udvalg, hvorefter den skal behandles i Borgerrepræsentationen.
Bilag
1. Resumé af Københavns Agenda 21-plan 2008 – 2011 i forhold til planens betydning for Socialforvaltningen
2. Københavns Agenda 21-plan 2008 – 2011
3. Socialudvalgets høringssvar til TMF vedr. Københavns Agenda 21-plan 2008 – 2011
4. Status på Agenda 21-plan 2004 – 2007
5.
Bemærkninger i forhold til økonomi forbundet med Københavns
Agenda 21-plan 2008 - 2011
6. (TMF bilag 3) Økonominotat udarbejdet af TMF i forhold til Københavns Agenda 21-plan 2008 - 2011
Anette Laigaard