Inddragelse af brugerorganisationer og selvejende tilbud i Budget 2021
Socialudvalget skal godkende, at forvaltningens selvejende tilbud samt råd og brugerorganisationer inddrages tidligere i budgetprocessen hen imod Budget 2021. Endvidere skal udvalget godkende, at Borgercenter Handicaps praksis for, hvordan selvejende tilbud indgår i centrets effektiviseringer udbredes, således at den bliver gældende på tværs af forvaltningen. På denne baggrund foreslår forvaltningen, at rådene og de selvejende tilbud bliver inviteret til et opstartsmøde hver i oktober 2019 om Budget 2021. Møderne afholdes således inden forvaltningen har udarbejdet de enkelte effektiviseringsforslag.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender, at forvaltningens råd og selvejende tilbud inddrages allerede i oktober 2019, og dermed tidligere i budgetprocessen, fra Budget 2021 og frem.
- at Socialudvalget godkender, at de selvejende tilbud som udgangspunkt allokeres de samme overordnede effektiviseringer, reduktioner og besparelser, som de kommunale tilbud.
Problemstilling
I forbindelse med den årlige budgetproces for Budget 2020 har forvaltningens selvejende tilbud samt bruger- og organisationsråd bedt om at blive inddraget tidligere i processen, herunder i udformningen af effektiviserings- og investeringsforslag. Derfor forelægger forvaltningen et forslag til tidligere inddragelse henimod Budget 2021.
I den forbindelse ønskes også afklaret, hvordan selvejende tilbud, der har driftsoverenskomst med forvaltningen, fremover skal bidrage til forvaltningens årlige besparelser.
Sagen vedrører således forvaltningens selvejende tilbud samt rådene Dialogforum, Handicaprådet, Frivilligrådet, Udsatterådet, Ungepanelet og Ældrerådet.
Løsning
Tidligere inddragelse af råd i budgetprocessen for Budget 2021
Socialudvalget skal årligt fremsende en række budgetforslag til Økonomiforvaltningen med henblik på at sikre en balance for det kommende års budgetramme. I de seneste år er der i forbindelse med Socialudvalgets behandling af budgetforslagene sket en høring af forslagene hos forvaltningens råd og brugerorganisationer. Budgetprocessen for Budget 2020 er i år tilrettelagt således, at høringen af rådene fandt sted i februar måned, efter Socialudvalgets 1. behandling, men før udvalgets endelige godkendelse af forvaltningens budgetbidrag.
I forbindelse med høringen gjorde både forvaltningens råd, brugerorganisationer og flere af de selvejende tilbud forvaltningen opmærksom på, at de ønsker at blive inddraget i budgetprocessen tidligere, end hidtil.
Enkelte selvejende tilbud samt rådene og brugerorganisationerne har givet udtryk for, at de gerne stiller sig til rådighed for dialog og sparring om forvaltningens budgetforslag i udarbejdelsesfasen, således at besparelser eller effektiviseringer kan findes i et fælles samarbejde og på den mest hensigtsmæssige måde.
Beskrivelse af processen for inddragelse
Forvaltningen foreslår, at der i oktober 2019 afholdes et møde med henholdsvis forvaltningens råd og brugerorganisationer og de selvejende tilbud. På møderne vil forvaltningen forelægge en status på, hvor langt man er i budgetprocessen for år 2021, samt hvad der forventes at skulle spares på de enkelte målgruppeområder. Forud for mødet skal rådene, brugerorganisationerne og de selvejende tilbud havde indleveret forslag på skrift, som drøftelsen skal tage udgangspunkt i, og som skal indgå som eget bilag i budgetmaterialet. Rådene, brugerorganisationerne og de selvejende tilbud vil blive opfordret til at udarbejde deres forslag så konkret som muligt, i forhold til at finansiere det, som forvaltningen er pålagt at spare. Det forslås, at socialborgmesteren og medlemmerne af Socialudvalget inviteres til at deltage på møderne med henholdsvis rådene og de selvejende tilbud.
Udover opstartsmøder og indhentelse af input til besparelser og effektiviseringer fra råd og selvejende tilbud, inddrages de selvejende tilbud fremover mere ens og systematisk i budgetprocessen end tidligere. Det foreslås, at alle selvejende tilbud fremover inddrages i overensstemmelse med Borgercenter Handicaps praksis for samarbejde om økonomi med selvejende centre og tilbud (jf. bilag 1).
Samarbejdet i Borgercenter Handicap tager udgangspunkt i, at de selvejende tilbud som udgangspunkt allokeres de samme overordnede effektiviseringer, reduktioner og besparelser, som for de kommunale tilbud. Dog kan der opstå situationer, hvor det er nødvendigt at sondre mellem det kommunale og det selvejende område, når der skal udformes og implementeres effektiviseringsforslag. Dette kan ske, hvis et selvejende tilbud ikke ønsker – eller ikke kan – indgå i et konkret effektiviseringsprojekt. Dette ændrer ikke på, at de selvejende tilbud skal levere samme procentvise budgetreduktioner via effektiviseringer og rationaliseringer, som det der pålægges de kommunale tilbud.
Forslaget betyder, at effektiviseringsbidrag tilvejebringes hos de selvejende tilbud via deres egne forslag eller via forvaltningens forslag på baggrund af tilbuddenes input. Det vil efterfølgende være op til bestyrelsen for det enkelte selvejende tilbud at udmønte forslagene inden for rammerne af driftsoverenskomsten.
Såfremt et selvejende tilbud ikke kan tilslutte sig et konkret forslag om en besparelse, skal tilbuddet udarbejde en plan for, hvorledes tilbuddets andel af den økonomiske effekt af effektiviseringen kan hentes på tilbuddet i det kommende budgetår, herunder hvilke investeringer, der er nødvendige for at indfri effektiviseringen, såfremt der er tale om et investeringsforslag.
Såfremt der er tale om investeringsforslag i et selvejende tilbud, skal det godkendes af Socialudvalget i samme proces, som de øvrige budgetforslag for forvaltningen. Såfremt der ikke er tale om et investeringsforslag, skal forslaget ikke godkendes af Socialudvalget. Forslagene skal dog ligge inden for rammerne af driftsoverenskomstens krav.
Der kan være forskellige processer i de enkelte borgercentre for, hvordan man tilrettelægger dialogen med de selvejende tilbud om effektiviseringsforslagene. Det skyldes bl.a., at det er stor forskel på, hvor mange selvejende tilbud, som borgercentrene samarbejder med, og om tilbuddene indgår i de eksisterende centerstrukturer. Men det foreslås, at det fremover sikres alle steder, at hver enkelt selvejende tilbud involveres i tide til, at de kan tage stilling til om de ønsker at tilslutte sig fælles forslag eller ej. I praksis vil det være i løbet af oktober 2019.
Ved at påbegynde denne inddragelsesproces allerede i oktober vil det være muligt at imødekomme organisationernes og de selvejende tilbuds ønske om mere og tidligere inddragelse, samt at få et bredere fagligt input i de forberedende faser af forvaltningens budgetbidrag.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis udvalget tiltræder indstillingen, vil forvaltningen inddrage de selvejende tilbud i budgetprocessen i overensstemmelse med den beskrevne proces, samt invitere de selvejende tilbud samt forvaltningens råd og brugerorganisationer til møde om Budget 2021 i oktober 2019.
Nina Eg Hansen
/ Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt.