Mødedato: 12.03.2008, kl. 16:15

Udenlandske hjemløse som indsatsområde i hjemløse strategien

Udenlandske hjemløse som indsatsområde i hjemløse strategien

Socialudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 12. marts 2008

 

 

7.      Udenlandske hjemløse som indsatsområde i hjemløse strategien

SUD 100/2008  J.nr. 100/2008

 

 

 

Borgerrepræsentationen har henvist et medlemsforslag vedr. redegørelser om udenlandske borgere med hjemløseadfærd i Københavns Kommune til Socialudvalget.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.                  at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen i forlængelse af arbejdet med hjemløsestrategien, udarbejder en handleplan for håndtering af udenlandske hjemløse indeholdende en redegørelse om gældende lovgivning i forhold til udenlandske borgere med hjemløseadfærd, der tager ophold i København.

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 12. marts 2008

Kontorchef Birgitte Nystrup Lundgren deltog under punktet.

Indstillingen blev tiltrådt.

 

Problemstilling

Der er overfor Borgerrepræsentationen stillet medlemsforslag om, at der skal udarbejdes redegørelser om gældende ret på hjemløseområdet i forhold til håndteringen af udenlandske borgere med hjemløseadfærd, herunder nordiske hjemløse, jf. bilag 1. Borgerrepræsentationen henviste ved møde den 24. januar 2008 forslaget til Socialudvalget.

Socialudvalget har på møde den 23. januar 2008 vedtaget, at den kommende hjemløsestrategi skal indeholde redegørelser for og retningslinier om håndtering af udenlandske hjemløse, jf. bilag 2. Som konsekvens heraf foreslås det, at tidsfristerne i medlemsforslaget ændres således, at de tidsmæssigt følger vedtagelse af hjemløsestrategien. 

 

Løsning

Der er en tendens til, at København oftere og oftere bliver opholdsted for udenlandske borgere med hjemløseadfærd. Afhængig af hvilke lande borgerne kommer fra, gælder forskellig lovgivning. I takt med at udfordringerne med de udenlandske hjemløse stiger, er det relevant, at der udarbejdes redegørelser for den gældende lovgivning på området samt, at der udarbejdes tydelige retningslinier for kommunens forpligtelser og mulig håndtering af de udenlandske borgere med hjemløseadfærd i København.

 

Socialforvaltningen er i gang med at udarbejde en strategi for hele hjemløseområdet. Strategien skal fastlægge relevante politiske mål på området, samt udvikle rammerne for tilbud til hjemløse i Københavns Kommune. Strategien skal konkretiseres gennem en række handleplaner på forskellige indsatsområder. Som led i Socialudvalgets tidligere beslutning vil et af indsatsområderne i hjemløsestrategien omhandle udenlandske borgere med hjemløseadfærd i Københavns Kommune. Derfor foreslår forvaltningen, at redegørelsen om gældende lov på området samt retningslinier for håndtering af de udenlandske hjemløse uddybes gennem en handleplan for området. Handleplanen vil tidsmæssigt ligge i forlængelse af vedtagelsen af hjemløsestrategien. 

 

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser.

 

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, vil socialforvaltningen medtage håndtering af de udenlandske borgere med hjemløseadfærd som indsatsområde i den kommende hjemløsestrategi, og det må forventes, at der ligger en handleplan klar medio 2008.

 

Bilag

1.      Beslutningsprotokol fra Borgerrepræsentationsmøde den 24. januar 2008.

2.      Beslutningsprotokol fra Socialudvalgsmøde den 23. januar 2008.

 

         Anette Laigaard                              /Jens Elmelund

 

 

 

 

Til top