Mødedato: 12.01.2022, kl. 11:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Socialudvalgets mødeplan for 2022

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget skal drøfte og tage stilling til mødeplanen for 2022. Mødeplanen blev foreløbigt godkendt af det forhenværende Socialudvalg i september 2021, men den ligger ikke fast, før den er godkendt af det nytiltrådte Socialudvalg.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget drøfter og tager stilling til mødeplanen for 2022, der er vedlagt som bilag 1

Problemstilling

Ifølge Socialudvalgets forretningsorden § 2, stk. 2, skal Socialudvalget hvert regnskabsår fastlægge en mødeplan, der angiver tid og sted for møderne i Socialudvalget.

Løsning

Socialforvaltningen har udarbejdet et forslag til mødeplan 202 for Socialudvalget, der er vedlagt som bilag 1.

Mødeplan 2022

Socialforvaltningen foreslår en mødeplan med 15 ordinære møder i 2022, hvoraf et er det konstituerende møde i januar. Til sammenligning var der i 2021 planlagt 17 ordinære møder, men flere af dem blev aflyst pga. for få sager.

De ordinære møder er som udgangspunkt lagt onsdag i tidsrummet 16.30-20.00, så de ligger uden for almindelig arbejdstid. Mødet onsdag den 16. marts 2022 er lagt om morgenen af hensyn til KL-topmødet den følgende dag. Derudover er der i efteråret planlagt tre morgenmøder om onsdagen af hensyn til koordineringen med Børne- og Ungdomsudvalget, der også har onsdag som mødedag. 

Forvaltningen foreslår, at udvalget har to budgetseminarer om Budget 2023 i henholdsvis februar, hvor det holdes fra onsdag til torsdag, og i august 2022, hvor det holdes onsdag. Forvaltningen foreslår endvidere, at udvalget også har ordinære møder i forbindelse med de to budgetseminarer.

Møder med bruger- og organisationsråd og HovedMED om Budget 2023

Socialforvaltningen foreslår, at HovedMED og forvaltningens råd inviteres til møde med Socialudvalget i februar 2022 i forbindelse med processen for Budget 2023. Mødet med HovedMED holdes mandag, mens mødet med forvaltningens råd holdes onsdag. Møderne holdes adskilt af hensyn til kalenderen og mødets længde. Derudover foreslår forvaltningen også, at HovedMED og rådene bliver inviteret til at holde oplæg på budgetseminaret i august 2022.

Fællesmøder med andre politiske udvalg

Socialforvaltningen foreslår, at Socialudvalget holder fællesmøder med hhv. Børne- og Ungdomsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget én gang årligt, hvor udvalgene kan drøfte samarbejder og snitflader mellem deres ressortområder.

Forslag til datoer og tidspunkter for fællesmøder med hhv. Børne- og Ungdomsudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget fremgår af mødeplanen. Mødedato og tidspunkt for et fællesmøde med Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil blive planlagt på et senere tidspunkt, hvis Socialudvalget ønsker at holde fællesmøder i 2022.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Socialforvaltningen vil indarbejde eventuelle ønsker fra Socialudvalget i mødeplanen for 2022 og opdatere udvalgets mødeindkaldelser.

Mikkel Boje

                                         / Emil Dyred

Beslutning

Indstillingen blev godkendt. 
Til top