Delegation af kompetence til borgmester og forvaltning
Resumé
Det er fast praksis, at Socialudvalget delegerer dele af udvalgets kompetence til henholdsvis socialborgmesteren og Socialforvaltningen. Dette sker for at sikre en hurtig og effektiv ekspedition af sager og for at sikre, at udvalget får en overkommelig arbejdsbyrde. Socialudvalget får derfor forelagt denne indstilling, som med en række mindre ændringer og præciseringer viderefører den hidtidige delegationsfortegnelse.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender delegation af kompetence, jf. bilag 1 og bilag 2.
Problemstilling
Det følger af lov om kommuners styrelse § 17, at Økonomiudvalget og de stående udvalg i overensstemmelse med den i styrelsesvedtægten angivne ressortfordeling varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender. Socialudvalgets kompetence fremgår af § 18 i styrelsesvedtægten for Københavns Kommune.
Det betyder, at samtlige opgaver, der hører under Socialudvalget, skal behandles af udvalget, medmindre udvalget vælger at delegere dele af udvalgets kompetence til socialborgmesteren eller Socialforvaltningen.
Løsning
Socialudvalgets opgaver fremgår af styrelsesvedtægtens § 18. Udvalget er således født med en kompetence til at træffe beslutninger på Københavns Kommunes sociale område.
Det er fast praksis, at Socialudvalget delegerer dele af udvalgets kompetence til henholdsvis socialborgmesteren og Socialforvaltningen. Dette sker for at sikre en hurtig og effektiv ekspedition af sager, og for give udvalget en overkommelig arbejdsbyrde.
Delegation af kompetence inden for udvalgets forvaltningsområde indebærer, at udvalget bemyndiger borgmesteren og forvaltningen til at træffe beslutninger og afgøre sager på udvalgets vegne. En delegationsbeslutning kan altid omgøres, hvis udvalget ønsker at trække en delegeret beføjelse tilbage. Delegation til socialborgmesteren kræver, at der er enighed i udvalget, mens en delegation til forvaltningen kræver almindeligt flertal.
Med delegationsfortegnelsen i bilag 1 lægger forvaltningen op til, at Socialudvalget har ansvaret for at fastlægge de overordnede politiske og strategiske målsætninger for socialområdet, mens socialborgmesteren skal varetage de overordnede forvaltningsmæssige opgaver. Socialforvaltningen får ansvaret for den daglige drift og sagsbehandling inden for de vedtagne politiske rammer. Dette indebærer også, at det er forvaltningen, som træffer afgørelse i sager om ydelse til enkeltpersoner.
Forslaget til delegationsfortegnelsen er – med en række mindre ændringer og præciseringer - videreført fra det tidligere Socialudvalg.
- Det er blevet tilføjet:
- hvilke lovbestemte kvalitetsstandarder, som skal godkendes af Borgerrepræsentationen.
- at udvalget har kompetence til at træffe afgørelse i enkeltsager, hvis der er er delegationsforbud i lovgivningen (f.eks. fastsættelse af besøgsrestriktioner i fællesboligarealer (§ 137b) og fastsættelse af besøgsrestriktioner i borgerens eget hjem, mens der leveres visiteret hjælp (§ 137c, stk. 2).
- Der er sket præcisering af:
- ’Større struktur- eller organisationsændringer’, så det står tydeligere, hvornår større struktur- eller organisationsændringer skal forelægges for Socialudvalget, og hvornår forvaltningen kan foretage tilpasninger inden for den almindelige drift.
- Høringer, hvor det fremgår, at udvalget afgiver høringssvar inden for fastsatte kriterier. Forvaltningens kompetence til høringssvar er fjernet, da det følger implicit af udvalgets bestemmelse, hvornår forvaltningen har kompetencen.
- At ansøgninger om § 18-midler og julestøtte har en anden proces end andre ansøgninger om økonomisk hjælp/støtte.
- Behandling af forvaltningens ansøgninger om ekstern finansiering af projekter. Her er der blevet tilføjet en beløbsgrænse på 1 million kr. Beløbsgrænsen er valgt, da det er en mere entydig afgrænsning end den nuværende, og da projekter under 1 mio. kr. ofte vil være støtte til enkelte, små projekter, som også er af kortere varighed. Herudover er der fjernet to krav, da dette vil fremgå af de enkelte sager som begrundelse for, at de forelægges udvalget.
- Processen for klager og borgerhenvendelser vedr. konkrete borgersager
Bilag 2 indeholder forvaltningens ændringer. Ændringerne er markeret med rød skrift.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis Socialudvalget godkender delegation af kompetence til henholdsvis borgmester og forvaltning, vil delegationen træde i kraft med det samme.
Mikkel Boje
/ Emil Dyred