Opfølgning på drøftelsen om strukturelle udfordringer og økonomisk pres
Resumé
Socialforvaltningens økonomi har i en årrække været under pres. D. 30. oktober drøftede Socialudvalget, hvordan dette pres kunne håndteres bedre inden for forvaltningens nuværende økonomiske ramme. Forvaltningen har på baggrund af drøftelsen udarbejdet en oversigt over de forslag, som kom frem i drøftelsen og lægger nu op til, at udvalget foretager en prioritering af hvilke forslag der skal arbejdes videre med og i hvilken rækkefølge. Udvalget vil på mødet d. 15. januar 2020 få forelagt en konkret tidsplan for arbejdet med de forslag, som udvalget prioriterer, at forvaltningen skal arbejde videre med.
Indstilling
- at Socialudvalget drøfter og prioriterer, hvilke løsningsforslag i bilag 1 forvaltningen skal arbejde videre med.
Problemstilling
Socialudvalget havde d. 30. oktober en overordnet drøftelse af de strukturelle udfordringer og det økonomiske pres, som forvaltningen står over for. Baggrunden for drøftelserne er, at forvaltningen og udvalget har en stram økonomi, der er budgetteret på kanten af balance, og hvor negative ændringer i aktivitetsforudsætninger giver udfordringer med at holde budgettet, hvorfor der er behov for økonomiske handleplaner. Der er behov for, at udvalget prioriterer i de løsningsforslag, som forvaltningen skal gå videre med.
Løsning
På baggrund af Socialudvalgets overordnede drøftelser, har forvaltningen udarbejdet en oversigt over de mulige løsningsforslag, som Socialudvalget bragte på banen i forbindelse med drøftelserne. På mødet d. 20. november fik udvalget udleveret en opsamling på de overordnede drøftelser fra d. 30. oktober 2019.
Forvaltningen lægger nu til op til, at udvalget prioriterer hvilke løsningsforslag, forvaltningen skal arbejde videre med at beskrive og i hvilken rækkefølge, det skal ske. Visse af forslagene har større ressourcetræk.
Socialudvalget har løbende og senest på udvalgsmødet d. 20. november udtrykt bekymring over det lave anbringelsesniveau på børneområdet. Samtidig har udvalget bedt om en oversigt over ´kan/skal´-tilbud, dvs. de tilbud som forvaltningen skal levere efter lovgivningen, og de tilbud forvaltningen leverer eller støtter derudover.
På den baggrund vil forvaltningen på det kommende udvalgsmøde d. 15. januar lægge en sag op til udvalget med en oversigt over `kan/skal´-tilbud på børneområdet. Her kan udvalget drøfte, hvorvidt der skal udarbejdes konkrete effektiviseringsforslag med udgangspunkt i ’kan´-tilbuddene frem mod budget 2021 med henblik på at friholde de tungere børnesager for yderligere effektiviseringer.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser i sig selv.
Videre proces
Socialudvalget vil på mødet d. 15. januar 2020 få forelagt en konkret tidsplan for arbejdet med de forslag, som udvalget prioriterer, at forvaltningen skal arbejde videre med.
På mødet d. 15. januar 2019 vil Socialudvalget også få forelagt en sag med en oversigt over de tilbud som forvaltningen skal levere efter lovgivningen, og de tilbud forvaltningen leverer eller støtter derudover.
Nina Eg Hansen
/ Emil Dyred
Beslutning
Indstillingen blev drøftet, og Socialudvalget prioriterede, at forvaltningen skulle arbejde videre med løsning A, C, G, H, J, K. Herudover ønskede udvalget at forvaltningen skulle arbejde videre med D som en løbende opgave.