Mødedato: 11.12.2019, kl. 16:45
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

B-sag. Socialforvaltningens varetagelse af national central enhed i perioden 2019-2021

Resumé

Kommunernes Landsforening (KL) har spurgt Københavns Kommune, om kommunen vil fungere som central enhed i forbindelse med implementeringen af kurser med modgiften Naloxon i kommunale stofmisbrugsbehandlingstilbud i hele landet. Den centrale enhed har ansvaret for en koordineret opkvalificering af det personale, som skal forestå kurserne. Den centrale enhed skal fungere i årene 2019-2021. Herefter forventes tiltaget at være fuldt implementeret.  

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen fungerer som national central enhed i årene 2019-2021 med en kompensation fra Sundheds- og Ældreministeriet på 2 mio. kr. i perioden.

Problemstilling

Sundhedsstyrelsen har udsendt et supplement til ”Vejledning til læger der behandler opioidafhængige patienter med substitutionsmedicin”. Tillægget indebærer, at alle borgere i kommunal behandling for misbrug af heroin og andre opioider, skal have tilbud om et kursus i førstehjælp og i brugen af modgiften Naloxon samt udlevering af et Naloxon-kit. Indsatsen skal forebygge opioidoverdosisdødsfald og skadevirkninger efter opioidforgiftninger. Der er afsat DUT-midler til indsatsen.

Med den nye opgave i kommunerne er der behov for opkvalificering af det personale, som skal forestå kurserne. Til den opgave skal der udpeges en kommune, der fungerer som central enhed med ansvar for at koordinere opgaverne forbundet med opkvalificeringen. Den centrale enhed skal blandt andet sikre opbygningen af en kommunal struktur og i den forbindelse sikre, at den nyeste viden er inddraget i opbygningen og uddannelsen af personalet.

Sundheds- og Ældreministeriet har bedt KL om at udpege en kommune, der skal varetage funktionen. KL har spurgt Københavns Kommune om at fungere som central enhed.

Løsning

Socialforvaltningen har stor erfaring med uddannelse i brugen af Naloxon-kit til forebyggelse af overdosisdødsfald blandt stofbrugere og andre personer, der arbejder med målgruppen. I perioden 2013-2018 deltog Københavns Kommune i satspuljeprojektet om forebyggelse af overdosisdødsfald med Naloxon sammen med fem andre kommuner og en frivillig organisation. Københavns Kommune varetog desuden den nationale koordinationsfunktion og stod for den samlede evaluering af projektet. Foruden dataindsamling til evalueringen var Københavns Kommune også ansvarlig for uddannelse af et trænerkorps, for de øvrige kommuner og den frivillige organisation i projektet, for at sikre en ensartet kvalitet i tilbuddet i hele landet.

Den centrale enhed vil blive organisatorisk forankret i Sundhedsteam under Borgercenter Voksne. Kommunes tidligere Naloxonindsats var også forankret i Sundhedsteam.

Den centrale enhed skal fungere i årene 2019-2021. Herefter forventes den kommunale struktur at være selvkørende og vedvarende. Ministeriet udbetaler en samlet kompensation for varetagelsen af den centrale enhed på 2 mio. kr.

Økonomi

Der er afsat 2 mio. kr. til den centrale enhed i årene 2019-2021. Da 2019 stort set er gået, har Socialforvaltningen aftalt med Sundheds- og Ældreministeriet, at de 2 mio. kr. fordeles på årene 2020-2021. Socialforvaltningen bruger resten af 2019 på forberedende aktiviteter som fx forberedelse af organisering og udarbejdelse af jobopslag. I tabel 1 kan man se kompensationen fordelt på år.

Tabel 1. Kompensation for varetagelsen af den centrale enhed.

1.000 kr. (2019 P/L)

2019

2020

2021

Central Enhed

0

1.081,5

918,5

Hvis indstillingen godkendes, vil Indtægts- og udgiftsbevillingerne blive konteret på bevillingsområde Udsatte Voksne i forbindelse med førstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer. 

Videre proces

Socialforvaltningen vil give KL besked om Socialudvalgets beslutning.

Nina Eg Hansen                            

                                                    / Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt sammen med dagsordenen.
Til top