Mødedato: 11.11.2020, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Indstilling om formand/forkvinde til Dialogforum

Se alle bilag

Resume

Socialudvalget skal overfor Borgerrepræsentationen anbefale en ny formand/forkvinde for Dialogforum på Psykiatriomådet. Den tidligere formand for Dialogforum var socialborgmesteren, der nu er trådt ud af Dialogforum.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. At godkende en af følgende modeller for formand/forkvinde i Dialogforum

Model 1: Erik Olsen, som er repræsentant for Center for Støtte til Borgere i Egen Bolig og Aktivitets- og Samværstilbud.

eller

Model 2: Karen Stæhr, som stiller op udenfor kredsen af medlemmer.

Det skal i forlængelse heraf bemærkes, at Socialforvaltningen vurderer, at der er tale om to gode bud på en formand/forkvinde. I anbefalingen af Erik Olsen som formand lægges vægt på, at Socialforvaltningens centerråd bliver repræsenteret i formandskabet.

Problemstilling

Socialudvalget godkendte den 30. oktober 2019, at socialborgmesteren trådte ud af Dialogforum, hvor borgmesteren var formand. Der skal derfor findes en ny formand/forkvinde.

Af Dialogforums vedtægter (bilag 1) fremgår det, at Dialogforums formand/forkvinde kan udpeges på følgende måder: 1) Dialogforums medlemmer kan pege på en formand/forkvinde blandt sig; 2) Dialogforum kan bede Socialudvalget om at udpege en person uden for kredsen af medlemmer med viden om og interesse for området efter indstilling fra Socialforvaltningen; 3) Dialogforum kan selv indstille en formand/forkvinde udenfor kredsen af medlemmer, som Socialudvalget kan tage stilling til. Det fremgår desuden, at Dialogforum udpeger en næstformand/næstforkvinde blandt medlemmerne.

Det er Socialudvalget, der over for Borgerrepræsentationen endeligt anbefaler en formand/forkvinde for Dialogforum.

Det fremgår af vedtægterne, at ”Såfremt Dialogforum indstiller mere end ét forslag til formand/forkvinde, vil Socialforvaltningen indstille en løsning overfor Socialudvalget.”. I den aktuelle situation har Dialogforums medlemmer peget på to kandidater til formandskabet og to kandidater til næstformandskabet.

Formanden/forkvinden indstilles for en periode, der følger den fireårige kommunale valgperiode. Næstformanden eller næstforkvinden udpeges af Dialogforum blandt Dialogforums medlemmer og følger ligeledes den fireårige kommunale valgperiode.

Løsning

Dialogforums medlemmer har i fællesskab drøftet formandskabet for Dialogforum og er blevet enige om at lægge følgende to modeller op til Socialudvalget, der skal tage stilling til, hvilken kandidat, de vil anbefale over for Borgerrepræsentationen. Vedlagt som bilag 2 er materiale tilsendt af de to kandidater, som de ønsker, at Socialudvalget skal medtage i deres overvejelser, når de anbefaler en kandidat overfor borgerrepræsentationen.

Model 1: Erik Olsen, som er repræsentant for Center for Støtte til Borgere i Egen Bolig og Aktivitets- og Samværstilbud

Model 1 indebærer, at medlem af Dialogforum Erik Olsen bliver formand, og at en næstformand/næstforkvinde udpeges af Dialogforums medlemmer på næstkommende møde. Erik Olsen er repræsentant for Center for Støtte til Borgere i Egen Bolig og Aktivitets- og Samværstilbud. Medlem af Dialogforum Vita Gülsen har meddelt, at hun vil stille sig til rådighed som næstforkvinde for Erik Olsen, men konstruktionen er ikke bundet. Vita Gülsen er repræsentant for Dialogforum for Center for Specialiserede Botilbud.

Model 2: Karen Stæhr, som stiller op udenfor kredsen af medlemmer

Model 2 indebærer, at Karen Stæhr bliver forkvinde. Hun stiller op som forkvinde valgt udenfor kredsen af medlemmer i Dialogforum. Karen Stæhr stiller op på den betingelse, at medlem af Dialogforum Chilie Thode vælges som næstforkvinde. Hvis Socialudvalget peger på Karen Stæhr som forkvinde for Dialogforum, og medlemmerne ikke efterfølgende peger på Chilie Thode som næstforkvinde, frafalder Karen Stæhr som forkvinde. Tilsvarende stiller Chilie Thode sig ikke til rådighed som næstforkvinde, hvis en anden formand/forkvinde end Karen Stæhr vælges. Karen Stæhr er fhv. sektorformand, Social- og sundhedssektor, FOA og tidligere medlem af etisk råd. Chilie Thode er repræsentant for SIND København i Dialogforum.

Drøftelser i Dialogforum

Der er afholdt to ekstraordinære møder i Dialogforum, hvor medlemmerne har drøftet kandidater til posterne som formand/forkvinde og næstformand/næstforkvinde. På ingen af møderne er Dialogforum blevet enige om at pege på én kandidat til hver af de to poster.

På begge møder er der kommet budskaber frem om, at der kan være fordele ved, at en ekstern og erfaren person bliver formand/forkvinde og på den måde kan give Dialogforum en stærk stemme og påvirke debatten på området. Der er ligeledes på begge møder kommet budskaber frem om, at brugerne i Socialpsykiatrien nu har mulighed for at være repræsenteret som formand/forkvinde eller som næstforkvinde/næstformand, og at det kan give Dialogforum en stærk stemme med en særlig indsigt.

Der er også kommet budskaber frem om det positive i at kombinere de to perspektiver ved de to personer, der vælges som hhv. formand/ forkvinde og næstformand/næstforkvinde.

Et medlem af Dialogforum har desuden efterspurgt, at enten overborgmesteren, et medlem af Socialudvalget eller hele Socialudvalget som turnusordning udpeges til formand/forkvinde i Dialogforum. Herudover er det blevet forslået, at formandsposten varetages af et medlem af forvaltningens direktion eller af vicedirektøren for Borgercenter Voksne.

Socialforvaltningen har i forbindelse med drøftelserne gjort Dialogforum opmærksom på, at der fra politisk side kan forventes at være ønske om, at Dialogforum internt når til enighed om at pege på en formand/forkvinde, som Socialudvalget kan tage stilling til. Drøftelserne i Dialogforum har imidlertid ikke ført til, at medlemmerne har kunnet samle sig bag én kandidat til hver af de to poster. Dialogforum er derfor nået til enighed om at lægge de to førnævnte muligheder op til Socialudvalget og lade udvalget tage stilling til, hvilken model de vil anbefale for Borgerrepræsentationen.

Socialforvaltningens anbefaling

Socialforvaltningen vurderer, at begge modeller vil være gode, og at de hver især kan give styrke til Dialogforum. Dialogforum er imidlertid ikke blevet enige om én model, og derfor skal Socialforvaltningen, jf. vedtægterne, anbefale en løsning overfor Socialudvalget. På den baggrund indstiller Socialforvaltningen, at Socialudvalget i sin anbefaling til Borgerrepræsentationen om valg af formand/forkvinde for Dialogforum peger på den model, hvor repræsentanter fra Socialforvaltningens centerråd er repræsenteret i formandskabet.

På baggrund af dette indstiller Socialforvaltningen at der peges på model 1: Erik Olsen, som er repræsentant for Center for Støtte til Borgere i Egen Bolig og Aktivitets- og Samværstilbud, da Erik Olsen er repræsentant for et af Socialforvaltningens centerråd. Peges der på Erik Olsen som formand, vil det være muligt for Dialogforum at vælge en organisationsrepræsentant fra medlemskredsen af Dialogforum som næstformand/næstforkvinde.

Dialogforums ordinære medlemmer består af otte repræsentanter fra de socialpsykiatriske centre i Københavns Kommune, som udpeges af centerrådene samt seks repræsentanter fra bruger- og pårørendeorganisationer, hvor udpegningen koordineres af Psykiatriforeningernes Fællesråd. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Der er ikke afsat et særskilt budget til at drive Dialogforum. Driften af Dialogforum løftes af Socialforvaltningens Kontor for Socialpolitik og Udvikling.

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, sendes den til godkendelse i Borgerrepræsentationen den 10. december 2020. Hvis Borgerrepræsentationen godkender Socialudvalgets anbefaling, udpeges en ny formand/forkvinde for Dialogforum på baggrund af sagen. Næstformanden/næstforkvinden vil herefter blive udpeget på næstkommende møde i Dialogforum.

Hvis Socialudvalget vælger at anbefale Karen Stæhr som forkvinde for Dialogforum og Dialogforum ikke peger på Chilie Thode som næstforkvinde, har Karen Stæhr meddelt, at hun vil frafalde som forkvinde. I det tilfælde vil det være nødvendigt at lægge en ny sag op til Socialudvalget om formand/forkvinde for Dialogforum.

Mikkel Boje                                       

                                          / Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Socialudvalget anbefalede Borgerrepræsentationen at godkende model 1.

Model 1 indebærer at Erik Olsen, som er repræsentant for Center for Støtte til Borgere i Egen Bolig og Aktivitets- og Samværstilbud, udpeges som formand for Dialogforum på Psykiatriområdet.

Socialistisk Folkeparti havde følgende protokolbemærkning:  
”SF havde også gerne set Karen Stæhr som formand for Dialogforum og håber - på basis af hendes store erfaring og stærke kompetencer - at se hende genopstille til posten ved næstkommende lejlighed”.

Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.
Til top