B-sag: Ansøgning om midler fra nødovernatningspuljen til nødovernatningspladser på hjemløseområdet (godkendelse)
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller,
- At Socialudvalget godkender Socialforvaltningens ansøgning om 366.100 kr. fra nødovernatningspuljen til åbning af 20 nødovernatningspladser på Aktivitetscentret Sundholm i perioden 15. november 2015 til 31. marts 2016.
Problemstilling
Baseret på situationen de foregående år, vurderer Socialforvaltningen, at der bliver behov for at oprette 20 såkaldte nødovernatningspladser i natcafeen på Sundholm. De 20 pladser forventes at blive en del af omkring 120 pladser på nødovernatningstilbud i København i vinterperioden 2015 - 2016. De ca. 100 resterende pladser forventes at blive oprettet af private aktører på området. Baseret på nuværende information forventes det, at antallet af nødovernatningspladser i vinterperioden 2015-2016 kommer til at ligge på samme niveau som i 2014-2015. De private pladser placeres i kirker og eksisterende natcafeer. Socialforvaltningen har på nuværende tidspunkt ikke kendskab til, at der skulle være efterspørgsel på kommunale lokaler til brug for nødovernatningstilbud.
Det er endnu for tidligt at vurdere om behovet for nødovernatningspladser i vinterperioden 2015-2016 bliver dækket via nødovernatningspuljen, men Socialforvaltningen følger udviklingen tæt, både her og på herbergsområdet generelt.
Løsning
Aktivitetscentret Sundholm blev i 2011 renoveret med midler fra nødovernatningspuljen, så natcafeen nemt kan udvides i perioder med øget behov for pladser. Natcafeen er etableret med flere soverum, så der er mulighed for at lave afskærmede pladser til sårbare borgere samt til borgere der medbringer hund. I ansøgningen har Socialforvaltningen prioriteret, at pladserne ligesom sidste år holder åbent fra kl. 21.00 til kl. 7.00 om morgenen i hverdagene og til kl. 11.00 i weekenderne. Det betyder at borgerne ikke bliver sendt ud weekendmorgener, hvor der ikke er andre tilbud åbne.
Målgruppen er gadesovende hjemløse
Målgruppen er gadesovende hjemløse, der ikke kan få plads på et midlertidigt botilbud efter serviceloven eller andre etablerede tilbud. Målgruppen er som udgangspunkt alle gadesovende hjemløse. Dog gælder tilbuddene, jf. servicelovens § 2, kun for personer, der har lovligt ophold.
Socialforvaltningen følger løbende udviklingen blandt hjemløse på gaden i København, og er begyndt at foretage tællinger af særligt udsatte gadesovere sammen med Frederiksberg Kommune og Projekt Udenfor. Ved seneste tælling i september 2015 blev der talt 196 særligt udsatte gadesovere. Af denne gruppe er 174 udenlandske EU-borgere - primært fra Norden og Østeuropa - mens 22 er danske statsborgere.
De gadesovende hjemløse opsøges og motiveres året rundt af Socialforvaltningens kontaktskabende gadeplansmedarbejdere, der giver råd og vejledning om muligheder for hjælp og støtte, herunder overnatning på byens herberger. Socialforvaltningens transitprogram henvender sig specifikt til udenlandske hjemløse med lovligt ophold.
I Transitprogrammet tilbydes en bred vifte af indsatser til målgruppen med henblik på at give særligt udsatte migranter et mere værdigt liv, herunder helt basale fornødenheder, og støtte til en tilbagevenden til hjemlandet for migranter med lovligt ophold her i landet.
Udredning og afklaring i forbindelse med nødovernatningspladserne
Aktivitetscentret Sundholm har tilknyttet socialrådgiver, hvilket giver mulighed for at udrede de overnattende i morgen- og aftentimerne. Den ekstra åbningstid i morgentimerne i weekenden giver mulighed for mere sagsbehandlingstid og dermed støtte og hjælp til at komme væk fra gaden. Den udvidede åbningstid understøtter således forvaltningens arbejde med at finde en mere stabil løsning for borgerne end at søge overnatning på en natcafé. Med henblik på at skabe mere varige løsninger for udenlandske hjemløse, vil forvaltningen benytte mulighederne i Transitprogrammet, der fortsættes i 2016.
Økonomi
Socialforvaltningens budget for åbningen af de 20 nødovernatningspladser i hele perioden er 732.200 kr. Forvaltningen har derfor søgt puljemidler svarende til det halve beløb, hvilket er kr. 366.100.
Socialudvalgets indtægts- og udgiftsbudget vil blive opskrevet med kr. 732.200 kr. på bevillingsområde udsatte voksne, funktion 5.38.42.1, hvis ansøgningen imødekommes af Social- og Indenrigsministeriet. Indtægts- og udgiftsbudgettet vil blive hævet i den sidste sag om bevillingsmæssige ændringer i 2015.
Videre proces
Anette Laigaard
/ Eva Stokbro